Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Til ingens overraskelse gik COP26 over tid. Sådan plejer det at gå på klimatopmøderne. Det er ikke nemt, når en indsigelse fra blot ét enkelt land kan kaste aftalen over styr. Hvordan skal man overhovedet få 192 lande til at takke ja til en fælles klimaindsats? I 11. time var det da også lige ved at gå galt: Da det lørdag eftermiddag så ud til, at en historisk aftale var på plads, satte (betalingsmur) Indien og Kina sig pludselig på tværs. Kort fortalt stejlede man over en formulering om, at kul skulle udfases – også selvom der ikke var sat nogen deadline for en sådan udfasning.
Pludselig var gode råd dyre for den britiske COP26-formand Alok Sharma, der havde haft aflivningen af kulindustrien som en af sine fremmeste målsætninger. Med god grund – af alle fossile brændstoffer, er kul den mest beskidte. For at redde den øvrige aftaletekst, blev et sort kompromis dog indgået: I stedet for at tale om en decideret udfasning, kom man i aftaleteksten til at tale om en nedfasning af kul. Det kan virke som ligegyldig semantik, men i klimadiplomatisk sammenhæng er nederlaget svært at overse. Kul kan forblive i Indiens – og tilsvarende landes – energiplaner mange år endnu. Og indrømmelsen vil kaste røgslør over mange af de grønne tiltag, man ellers fik forhandlet sig frem til.
Tager vi ja-hatten på for en kort bemærkning, er der nemlig flere gode ting, man kan tage med fra COP26. Mest iøjnefaldende kan det lovede samarbejde mellem Kina og USA vise sig at blive en game-changer. Til manges overraskelse er verdens to største forurenere faktisk blevet enige om at gøre en fælles indsats for at holde opvarmningen under 1,5 grader celsius. Symbolværdien i en sådan udmelding kan næppe undervurderes. Tilsvarende bliver fossile brændstoffer rent faktisk udpeget som en klokkeklar klimasynder i aftaleteksten. Det ser ikke ud af meget, men i FN-regi er det bedre end ingenting.
Mere konkret er man også blevet enige om, at medlemslandene til COP27 næste år i Egypten skal kunne præsentere opdaterede planer for, hvordan deres udledninger skal reduceres inden 2030. Rent formelt er det altså stadig muligt at overholde målsætningerne fra Parisaftalen, selvom det mest ligner (endnu) en skrivebordsøvelse. Selve datoen for, hvornår landene skal have en plan, er blevet fremrykket. Men i praksis er planen fortsat fraværende. Der kommer en god løsning i morgen – eller i det her tilfælde: næste år.
Mens FN’s klimapanel (IPCC) er helt klare i mælet om, at der skal ske noget på klimafronten nu, er aftaletekstens formuleringer anderledes vage og meget lidt presserende. Ifølge den respekterede Climate Action Tracker skal verden finde reduktioner på knap 27 mia. ton CO2 årligt, hvis håbet om en global opvarmning under 1,5 grader skal holdes i live. Men selv med de nye klimaløfter er vi stadig kun nået en fjerdedel af vejen. COP26 blev ikke nogen total fiasko som COP15 i København. Men klimatopmødet blev heller ikke den redningskrans, verden har så desperat brug for. Bedre held næste gang – til COP27, hvor de radikale løsninger må og skal komme på bordet. /David Dragsted