Belta/Reuters/Ritzau Scanpix
En humanitær krise udspiller sig fortsat ved grænsen mellem Polen og Belarus. I et uhyggeligt ingenmandsland står tusindvis af migranter fanget i frostgrader uden basale fornødenheder. På den ene side står belarusiske soldater, der forsøger at skubbe migranterne ind over grænsen til Polen, som var de levende våben. På den anden side står hårdhændede polske grænsevagter forskanset bag lemlæstende concertina-pigtrådshegn. Menneskeskæbner er blevet reduceret til skakbrikker i et kynisk, geopolitisk spil. Indtil videre er mindst ni migranter døde, omend det reelle dødstal menes at være endnu højere.
For at forstå konfliktens udspring må vi springe godt et år tilbage i tiden: Til præsidentvalget i Belarus sidste sommer, hvor “Europas sidste diktator“ Aleksandr Lukasjenko sikrede sig genvalg efter omfattende valgfusk. Valget affødte de største folkelige protester i Belarus’ historie, foruden en række EU-sanktioner mod Lukasjenkos regime. Sidenhen er stemningen mellem EU og Lukasjenko kun blevet koldere – ikke mindst efter den belarusiske diktator tvang et Ryanair-fly med kurs mod Litauen til at nødlande i Minsk, så man kunne anholde den regeringskritiske belarusiske journalist Roman Protasevitj. Lukasjenko skyr ingen midler – og han er heller ikke bleg for at bruge migranter som hybridvåben, når EU-sanktionerne skal hævnes.
For at forstå, hvorfor migranterne bruges som hybridvåben, skal vi dog ret beset endnu længere tilbage: Til flygtningekrisen i 2015, hvor EU indgik en lokumsaftale med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der skulle holde flygtningene væk fra EU’s grænser. Groft sagt fik Tyrkiet en større pose penge (ligesom eksempelvis også Libyen har fået) for selv at håndtere migranterne. Erdoğan gemmer så at sige den menneskelige tragedie væk, så EU ikke behøver at se den i øjnene. Samtidig har Tyrkiet dog fået et behændigt afpresningsmiddel: Hvis EU gør sig for mange tanker om Erdoğans autokratiske metoder, kan han true med atter at slippe “flygtningestrømmene“ løs.
Det er en sådan presbold, Lukasjenko nu ønsker at spille ud mod EU: Ved at true med at sende endnu flere flygtninge mod grænserne, kan diktatoren (måske) vinde indrømmelser fra unionen. Lukasjenkos hævntogt sætter da også EU i en penibel situation: I takt med at den humanitære katastrofe udvides, bliver EU’s benhårde flygtningepolitik understreget. Migranterne ved den polsk-belarusiske grænse fryser simpelthen ihjel, mens embedsmænd har travlt med at omtale dem som “hybridvåben“. “Fort Europa“ er ikke længere et skældsord, men realpolitik – og det harmonerer dårligt med EU’s kernefortælling om, hvor meget man respekterer menneskerettigheder. Og som dét ikke var nok, risikerer krisen også forværre det allerede anspændte forhold mellem Polen og unionen.
På særligt ét punkt kan Lukasjenko dog have forregnet sig: Hvor aftalen med Tyrkiet også er et mere lavpraktisk spørgsmål om geografi – mange flygtninge passerer jo netop Tyrkiet på vej mod EU – er flygtningestrømmene fra Belarus tydeligvis orkestrerede. Ved at flyve migranter ind i landet for efterfølgende at skubbe dem mod EU, har Lukasjenko skabt en åbenlys provokation, som EU dårligt kan ignorere. Desuden gør det ikke situationen mindre anspændt, at Vladimir Putin sandsynligvis har en finger med i spillet. For ikke at blive ydmyget, må EU handle resolut. Omvendt skal konflikten helst ikke eskalere yderligere, så NATO trækkes med ind i spillet.
EU’s foreløbige løsning kom mandag, i form af endnu flere sanktioner rettet mod Belarus. Den færdige sanktionsliste ventes først at ligge klar i næste uge, men det er allerede blevet varslet, at bl.a. flyselskaber og andre virksomheder, som hjælper med at flytte flygtningene, vil få frosset deres aktiver. Imens har Lukasjenko varslet en umiddelbar deeskalering. Præsidenten har i hvert fald sagt, at man vil sende migranter tilbage – ligesom det belarusiske flyselskab Belavia fortalt, at man ikke længere vil flyve eksempelvis irakere og syrere til Belarus via Dubai eller Tyrkiet.
Dermed ikke sagt, at de nye sanktioner har reddet EU fra kattepinen. Så længe det nuværende flygtningesystem fastholdes – og migranthåndteringen på kynisk vis udliciteres til mere eller mindre autokratiske lande som Tyrkiet og Libyen – vil EU fortsat risikere “angreb“ som det belarusiske. Som det eksempelvis nævnes i tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung og hollandske De Volkskrant, vil migranter behændigt kunne bruges som våben, al den stund EU insisterer på at sætte ‘Fort Europa’ under lås og slå. Lukasjenko vil måske ikke vinde slaget, men han har åbnet for en ny stillingskrig – og tusindvis af mennesker står fanget i krydsilden. /David Dragsted