Kære læser

Sikke en aften

0:00 / 0:00

Ikke-borgmesteren Eva Kjer Hansen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Bortset fra små glimt af lykke var det til at blive vanvittig af at følge kommunalvalgsdækningen på flow-tv tirsdag aften. Det var, som om DR’s spindelvæv af værter og reportere ude i felten ikke helt havde fået snakket om og synkroniseret valgkampsvokabulariet, så der blev gjort umådeligt flittigt brug af floskler og klicheer som “rævekage“, “de lange knives nat“, “Danmarks giftigste byråd“ og – i tilfældet Kolding Kommune – “præsidentvalg“.

Hovedoverkommandørsergentværterne i den byzantinske struktur af nyhedsoplæsere og lokal- og regionalpolitiske specialister, som DR diverterede sine sagesløse seere med, benyttede enhver tænkelig lejlighed til at tale om, hvor fantastisk spændende aftenen ville blive og allerede var, og hvor handlingsmættet og dramaspækket et program, der ventede, hvis man blev “her på kanalen“ – næsten som om det var DR’s nyhedsredaktion, der havde skrevet drejebogen til det hele, og at alt ville blive sort og gå i stå, hvis man slukkede for sit tv. Det var totalt unødvendigt. Spændingen sørgede kommunalvalget selv for. Til næste valgkampsdækning må man efterlyse noget mere tysk moderation og mindre Kandis-feber, skydetelt og BonBon-Land.

Popp poppede selv nyheden

Hvis det er det er drama, man vil have, kan man slå ned mange steder i Danmark. I Tønder Kommune har det tyske mindretals parti, Slesvigske Parti, med opbakning fra 21 af byrådets 31 mandater kunnet overtage borgmesterposten. “Det er undertegnede, Jørgen Popp Petersen, der bliver udnævnt som borgmester. Det er en ny start for Tønder Kommune,“ sagde partiets spidskandidat, da han kom ud fra forhandlingerne.

Tønders hidtidige borgmester, Henrik Frandsen, blev valgt som Venstre-mand for fire år siden, men i 2020 blev han vraget som spidskandidat af sit bagland, så han forlod partiet sammen med fem andre af partiets byrådsmedlemmer og stiftede Tønder Listen. Dengang spåede han, at kommunalvalget ville blive “en meget beskidt“ omgang. “Og vi vil se midler taget i brug, som vi aldrig har set før i Tønder Kommune. Der bliver brudt grænser hele tiden. Så 2021 bliver et langt år. Fronterne er trukket knivskarpt op, og den store klapjagt er gået ind på Tønder Listen.“

Tønder Listen fik et formidabelt valgresultat og blev med 29 pct. af stemmerne og ni mandater kommunalvalgets vinder. Og da Frandsens gamle parti blev halveret til ni mandater, så han en chance for at fortsætte som borgmester. Men efter at have ventet i timevis på at blive inviteret ind til forhandlingerne måtte han tage hjem. “Det føles underligt at have vundet en jordskredssejr. At have haft det største antal personlige stemmer nogensinde i Tønder Kommunes historie og så bare blive holdt uden for forhandlingerne,“ sagde han til DR. Alt har en pris.

Kolding calling

Kolding var et sindssygt sted efter klokken otte tirsdag aften. Venstres spidskandidat (og tidligere minister) Eva Kjer Hansen, der var flyttet til kommunen fra Aabenraa i 2020 for at afværge, at Socialistisk Folkepartis spidskandidat (og tidligere minister) Villy Søvndal skulle blive borgmester, begik den brøler at udråbe sig selv som borgmester lidt for tidligt på aftenen.

Hendes parti fik flest mandater (9), men gik fire mandater tilbage. SF gik to frem, mens Det Konservative Folkeparti gik tre frem. “Jeg er tilfreds,“ sagde hun ifølge Politiken, da hun mente, den var hjemme. “Ingen havde forventet, jeg kunne gøre den tidligere borgmester Jørn Pedersen kunsten efter, da han i 2017 fik næsten halvdelen af stemmerne.“

I interviews har Eva Kjer Hansen gentagne gange snakket hygsomt om “den blå familie“ i Kolding, som om hun var en slags mor for dem alle sammen – en vigtig mor, der har pendlet rigtig meget, men nu er flyttet tættere på for at tilbringe mere tid sammen med familien. Men i en blå familie kommer man ikke uden om De Konservative, der har haft et fint valg i Kolding med en fremgang på 7,2 pct. med den pensionerede bankrådgiver Knud Erik Langhoff i spidsen.

Som Politikens reporter Per Munch beskriver optrinnet (småblød betalingsmur), sker der nu det, at “en frygtløs lokal journalist“ går helt tæt på Eva Kjer Hansen med sin mikrofon og siger: “Jeg ved med sikkerhed, at du overhovedet ikke har været i kontakt med Knud Erik Langhoff her til aften. Hvordan kan du så vide, han er med på det?“ Hvorefter Kjer Hansen skynder sig videre, mens hun mumler et eller andet.

Som alle ved nu her dagen efter, viste det sig, at den 69-årige Villy Søvndal (SF) ikke var så forblændet af muligheden for selv at blive borgmester, at han ikke var i stand til at indgå en aftale med De Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokratiet for at få maksimal indflydelse på politikken i Kolding de næste fire år. Et Kolding, hvor borgmesteren er konservativ og hedder Knud Erik Langhoff. Han røg ellers ud af byrådet ved valget i 2017. Sikke et comeback. Og sikke et nederlag til Venstre. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12