Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Så er den gal igen. Ikke nok med, at woke kunstakademielever forsøger at kapre den danske kulturarv, at universiteterne spreder politisk propaganda, og at marxismens tråde er begyndt at sprede sig til alle samfundets afkroge, så stjal de fandeme også kommunalvalget i denne uge. Jo, den er god nok. I hvert fald hvis man skal tro Pia Kjærsgaard (DF), der ovenpå sit partis vælgerlussing tirsdag tweetede: “Gider I lige stoppe jer selv LGBT+++++++ (sic) det er for længst gået over alle grænser med jeres latterlige woke politik….“ En lignende udmelding kom onsdag fra Liberal Alliances Henrik Dahl, da han ovenpå sit eget partis (fortsatte) nedsmeltning skrev: “Hvorfor stemmer så mange på et postkommunistisk parti med et program, der sandsynligvis ville ødelægge Danmark totalt.“ Hvortil han selv svarede: “Jeg tror, det skyldes kombinationen af masseuddannelse og rød indoktrinering.“ Vi er ikke helt sikre, men prøver Henrik Dahl at sige, at folk simpelthen er blevet for… veluddannede til at stemme på LA?
Dahl og Kjærsgaards tweets lyder som pibende ekkoer af, hvad højrefløjsaktivister rundt omkring i verden længe har tordnet imod i “sandhedens navn“: identitetspolitik og woke-kultur. I Polen har den katolske interesseorganisation Ordo Iuris under applaus fra Ungarn oprettet et universitetet, der skal agere bolværk mod “woke-ideologi“. I sidste uge kom det så frem, at et lignende universitet er blevet grundlagt i Texas. Lige nu er universitetet godt nok kun en hjemmeside (men til gengæld en flot én af slagsen), hvor man kan læse, at de er på en “frygtløs jagt på sandhed“ – og at det i øvrigt ikke er alle slags studerende, der er inviteret med på jagten. Universitetet udbyder ingen kurser og har ingen fysisk placering, ligesom det polske universitet også fortsat er hjemløst. Det eneste de har, er en ideologi og et klart billede af, hvad de er imod. Nogen ville måske ligefrem kalde det en identitetspolitik.
Universiteternes tomme skal er et fint billede på, hvad der er på spil bag Dahl og Kjærsgaards afmægtige tweets. Begge er de repræsentanter for partier, som ikke længere har tag i vælgerne, og som kæmper for at finde en politik, de rent faktisk kan være for. Begge har de tyet til kampen imod identitetspolitiske vindmøller i håb om, at det kunne distrahere fra deres blodfattige partiprogrammer.
I “sandhedens“ tjeneste
Føljeton har ihærdigt, men forgæves, forsøgt at få fat i Pia Kjærsgaard. Dels for at få svar på, hvad alle ++’erne står for, dels for at høre, hvad “woke politik“ egentlig er – og ultimativt hvordan det har ødelagt hendes kommunalvalg. Hun har dog ikke ønsket at udtale sig. Godt det samme, for vi har selv kunnet tænke os frem til en vis ræson i hendes strategi.
Som repræsentant for et parti, der har bygget sin vælgerskare op omkring frygtpolitik, giver det som sådan mening, at man nu hvor indvandrerspørgsmålet ikke længere er topprioritet, søger mod andre græsgange. Først var det med et angreb på klimatosserne (du ved, dem der ødelagde Pia Kjærsgaards folketingsvalg) og nu altså på LGBTQI+-personer. Anderledes svært er det at forstå, hvad Henrik Dahl skulle få ud af at agere tankepoliti efter ungarsk forbillede, når nu han angiveligt er liberal. Så det har vi opgivet.
Til gengæld er det nok på tide, vi få styr på, hvad der egentlig menes med “woke politik“. I langt de fleste tilfælde, hvor man kan tale om, at nogen er woke, handler det i bund og grund om mennesker, der fra et udgangspunkt af ingen eller meget lidt indflydelse forsøger at arbejde for en større inklusion i samfundet. Modstanden, de så bliver mødt af, virker i den forbindelse ofte ret proportionsløs og egentlig lidt skinger. Kritikken af den angiveligt dårlige stemning blandt en række unge, SU-understøttede kunstakademielever bliver fx begået af en række af Danmarks mest magtfulde (og, forestiller vi os, velbetalte) mediepersoner. Pia Kjærsgaard forsøger at tørre DF’s valgnederlag af på en af de mest marginaliserede samfundsgrupper i Danmark, og Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) har haft held med at få Folketinget til at bryde med armslængdeprincippet for at lægge værdimæssigt ladede bestemmelser ned over de danske universiteter.
Hvordan man end vender og drejer det, er det udtryk for, at mennesker med en stor institutionel magt gør en ikke uanseelig indsats for at sørge for, at mennesker med mindre eller ingen institutionel magt bliver holdt i den position. Eller sagt på en anden måde: Det ligner til forveksling en række gamle, magtfulde mennesker, der forsøger at forsvare deres egne samfundspositioner og pakker det ind som en kamp for sandhed og bekymring for sammenhængskraften. Er de mon reelt bekymrede på samfundets vegne? Eller mest på deres egne? Vi er ikke sådan for alvor i tvivl. /Asta Kongsted