Komikeren, der holdt op med at grine

Det er aldrig rart for en præsident at blive afsløret i at gemme store pengesummer i oversøiske selskaber. Men hos Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, gør afsløringerne i de såkaldte Pandora Papers særligt ondt.

Præsidentens nære medarbejdere har med mistænkelige transaktioner og komplicerede selskabskonstruktioner ledt pengestrømme uden om offentlighedens søgelys gennem medieselskabet Kvartal 95. Desuden viser Pandora Papers, at præsidenten har tætte økonomiske bånd til Igor Kolomojskyj, en af Ukraines mest berygtede oligarker, som er anklaget for at have stjålet 30 mia. kr. fra den ukrainske stat.

En ærgerlig historie for en præsident, der ikke bare har lovet at bekæmpe korruption og oligarkernes magt, men som på et dybere plan – med hele sin person – har været et løfte om bedre tider for det korruptionsgennemsyrede Ukraine.

Komikeren

Zelenskijs vej til præsidentpaladset i 2019 var en sammensmeltning af fiktion og virkelighed. Han blev for alvor kendt i Ukraine i 2015 som skuespiller i den populære komedieserie Folkets tjener. Her spillede han skolelæreren Visily Goloborodko, der cykler på arbejde hver morgen godt frustreret over Ukraines uduelige og korrupte politikere. Han får luft for sin kritik, da han en dag over for en kollega udspyr en velformuleret nedrakning af landets politiske top. En elev optager i hemmelighed raserianfaldet og lægger optagelsen på de sociale medier, hvor den hurtigt breder sig og bliver et hit. Goloborodko bliver så populær, at han indvilger i at stille op til det kommende præsidentvalg, som han til sin overraskelse vinder.

Nu er skolelæreren på absolut udebane. Kun bevæbnet med gode intentioner, skal han begå sig i en jungle af domstole, der ikke er til at stole på, en upålidelig ordensmagt og et gennemkorrumperet parlament, der alle er i lommen på en håndfuld superrige gangsteroligarker, der selvfølgelig har udslettelsen af den nye mand i præsidentstolen som deres højeste prioritet. Gradvist gennem serien bliver Goloborodko dog bedre til at spille magtspillet. Særligt da han allierer sig med den kriminelle, men djævelsk charmerende politiker Yuri Chuyko. Denne har nemlig den snuhed og forståelse for spillet med oligarkerne, som den naive præsident mangler. Og de to er et godt par. Den skrupelløse politiker og den renhjertede skolelærer, der ved et tilfælde er blevet præsident, er tilsammen stærke nok til at stække oligarkerne.

Serien løb i tre sæsoner i i perioden 2015-2019, ligesom en spillefilm med samme tema blev en kæmpe succes hos de ukrainske seere. Selvom det ikke er dybsindig filmkunst, forstår man godt hvorfor. Handlingen foregår i et muntert folkekomedieunivers, der er beslægtet med Olsen Banden. Hvis man selv vil kigge med, ligger sæsonerne på YouTube, flere af dem med engelske undertekster. Den ukrainske medieforsker Artem Vakaliuk siger om serien: “Den løftede ukrainernes genkendelige problemer med korruption og magtmisbrug ind i et eventyrligt og humoristisk univers, som gav folk mulighed for at grine af, hvor elendigt det står til, men gav også en fornemmelse af, at tingene kan blive bedre i fremtiden.“

Præsidenten

Den 31. marts 2018 tog skuespilleren Zelenskij og folkene bag tv-serien så et skridt ind i den virkelige verden, da de offentliggjorde, at de havde stiftet et politisk parti med samme navn som serien, og at partiets præsidentkandidat var skuespilleren Zelenskij. Folkets tjener var nu ikke bare en tv-serie, men et politisk parti. Og Zelenskij ikke længere kun skuespiller, men præsidentkandidat.

Dagsordenen for det nye parti var den samme som den fiktive skolelærers: Der skulle ryddes op i korruptionen, og oligarkernes magt skulle stoppes. Med populariteten fra tv-serien i ryggen trådte Zelenskij ind i valgkampen som modstander af det etablerede politiske system, bl.a. med en hård kritik af den siddende præsident Petro Porosjenko, som han anklagede for at sætte sine mange millioner i skattely. Den 21. april 2019 vandt Zelenskij overbevisende præsidentvalget med godt 73 pct. af stemmerne.

Selvom slutresultatet altså var en jordskredssejr, blev Zelenskij undervejs i valgkampen også ramt af kritik. Det var svært at finde ud af, hvad komikeren konkret ville gøre ved Ukraines to hovedproblemer: krigen mod Rusland og den omfattende korruption i landet. Desuden var nogle overbeviste om, at også Zelenskij var under indflydelse af en oligark. Nemlig Kolomojskyj, der ejer den tv-station, som sendte serien Folkets tjener dagligt op til valget og dermed hjalp til at få Zelenskij valgt til præsident.

Uden at have konkrete beviser mente nogle – blandt andre Zelenskiys politiske hovedfjende Porosjenko – at Zelenskij udover betalingen for tv-produktionerne også havde modtaget skjulte pengebeløb fra Kolomojskyj i oversøiske banker. Disse påstande blev aldrig bakket op af konkrete beviser. Men Pandora Papers indikerer altså, at Porosjenko sandsynligvis havde ret.

Maskefaldet

I tiden efter valget er Zelenskijs popularitet dalet. Konflikten med Rusland fortsætter og koster Ukraine dyrt, både økonomisk og i menneskeliv. Samtidig er det svært at få øje på konkrete sejre i kampen mod oligarkernes indflydelse. Som politiker har Zelenskij kun gjort tingene vanskeligere for sig selv med en svingdørspolitik, hvor nære rådgivere og topembedsmænd er blevet udskiftet med stor hastighed. Onde tunger siger, at netop den manglende evne til at gøre noget ved oligarkernes magt viser, at komikeren ikke har intentioner om reel forandring.

Som præsident har Zelenskij heller ikke haft en heldig hånd med medierne: Han har haft svært ved at håndtere kritiske spørgsmål og giver kun sjældent interviews. Ved flere lejligheder er han gået til verbalt modangreb på journalister, der har stillet ham kritiske spørgsmål – hvilket af nogle iagttagere ses som en bekymrende adfærd i et land, hvor journalister ofte er blevet truet, overfaldet eller slået ihjel, når de har været besværlige for politikere eller forretningsfolk.

Kort efter afsløringerne fra Pandora Papers kom frem, sagde ekspræsidenten Porosjenko – som nu er en del af oppositionen – under en tale i parlamentet: “Zelenskij er ikke Goloborodko.“ Han forsøgte altså at bryde identifikationen mellem fiktionens Goloborodko, den sympatiske skolelærer-præsident og den virkelige præsident Zelenskij.

At Zelenskij alligevel ikke er nogen Goloborodko, kommer dog næppe bag på den ukrainske befolkning. Folkets tjener var jo trods alt kun en tv-serie, og præsidenter i Ukraine har ofte skeletter i skabet, som vælter ud på et tidspunkt. Eller som den ukrainske forfatter Andrey Kurkov sagde i et interview kort før præsidentvalget i 2019. “Når der er præsidentvalg i Ukraine, vælger befolkningen, hvem den skal hade de næste fem år.“ /Jakob Matthiesen

Jakob Matthiesen, cand.mag, er lektor på Københavns Professionshøjskole og freelanceskribent med en forkærlighed for Østeuropa.