Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
For nogle uger siden kaldte vi på denne plads morgenavisen Jyllands-Posten for “morgenfascisten Jyllands-Pesten“. Det var bare en refleks, ligesom når underbenet giver et spjæt, hvis lægen banker under knæet med sin lille gummihammer. Morgenfascisten Jyllands-Pesten – det var sådan, folk i venstresnoede cirkler konsekvent omtalte Jyllands-Posten i gamle dage.
De seneste dage har avisen imidlertid kørt en artikelserie (betalingsmur), som sætter den i et andet perspektiv. Serien kaster et blik på konsekvenserne af den socialdemokratiske regerings forkvaklede, inhumane og unødvendige politik om at sende syriske flygtninge tilbage til en uvis skæbne i Syrien.
I sommer fik en lang række syrere inddraget deres opholdstilladelse, fordi Udlændingestyrelsen vurderede, at støvet efter krigen i Syrien havde lagt sig, og at provinserne Damaskus og Rif Damaskus nu var sikre at rejse ‘hjem’ til. Men ifølge Jyllands-Postens er kun syv syriske flygtninge rejst tilbage til de to provinser. 42 syrere er efterlyst af myndighederne herhjemme, eftersom de ikke er mødt op til samtaler med Hjemrejsestyrelsen. De fleste af dem, skriver avisen, er flygtet til andre EU-lande, hvor de søger asyl på ny – efter at have boet flere år i Danmark. En af dem er den 46-årige Wael Bakdounes, som på tredje uge opholder sig i et lille værelse på et nedslidt asylcenter i Nijmegen i Holland sammen med sin hustru og tre børn på 15, 12 og 11.
“Det er ikke en mulighed at tage tilbage til Syrien. Og jeg ville aldrig lade mine børn vokse op i det fængsel, som de kalder et udrejsecenter,“ siger Bakdounes til Jyllands-Postens udsendte. På spørgsmålet om, hvorfor de ikke bare rejser tilbage til Syrien, svarer han: “Der er masser af rapporter om folk, der meldes savnet, efter at de er vendt tilbage. De forsvinder. Jeg vil ikke være et nummer i en rapport.“
Det lille homogene land
Eksperter i udlændingeret, som Jyllands-Posten har talt med, siger, at det ikke er utænkeligt, at de udsendte syrere og deres familier kan få asyl i de EU-lande, de tager til, men at det vil være et “nybrud“ i debatten om hjemsendelse af syriske flygtninge. Lektor Peter Starup fra Syddansk Universitet forklarer det således, at udviste syriske flygtninge, der dukker op i andre EU-landes asylsystemer, som udgangspunkt skal sendes tilbage til Danmark. Ifølge EU’s flygtningeaftale, Dublinforordningen, skal det første land, som flygtninge søger asyl i, nemlig stå for sagsbehandlingen. Men der kan være en undtagelse i sagerne om de syriske flygtninge: “Danmark er ikke et sikkert land, hvis de pågældende lande vurderer, at syrerne risikerer forfølgelse, fordi Danmark vil udsende dem til Syrien,“ siger Starup.
Det vil sige, at vi kan stå i den situation, at andre EU-lande, som vurderer, at syriske flygtninge risikerer forfølgelse i Syrien, vil opfatte Danmark som en slags forpost til Syrien: Sender man syriske flygtninge tilbage til det lille homogene land mod nord, sender vi dem fluks videre til Syrien. Det er ikke alene pinagtigt og skamfuldt, at den socialdemokratiske regering har sat Danmark i denne situation. Det er også dybt usolidarisk over for de andre EU-lande. Hvis der er noget, socialdemokrater normalt taler meget om, når de ikke stimler sammen i klynger og synger “Når jeg ser et rødt flag smælde“ og kalder hinanden “kammerater“, så er det da “solidaritet“. Når nu medmenneskelighed og humanisme ikke spiller nogen større rolle for regeringen, hvor er så solidariteten?
Wael Bakdounes er bare én syrer. Han drev sit eget animationsstudie i en forstad til Damaskus. Så kom krigen og smadrede det hele. Efter 17 timer i båd hen over Middelhavet og en rejse op gennem Europa fik han asyl. Det var i 2014. Familien boede i Greve, de lærte sig dansk, børnene gik i dansk skole og fik danske venner. Bakdounes havde arbejde i et animationsstudie i Nordhavn. I oktober pakkede de deres ting sammen og rejste til Holland. Integrations- og udlændingeminister (med tryk på udlændinge) Mattias Tesfaye (S) udtaler, at formålet med den hårde udsendelsespolitik er at få folk til at forlade Danmark.
Det burde ikke være sådan her. Men som Tesfayes chef nok ville formulere det: “Lev med det.“ Spørgsmålet er, om de andre EU-lande vil leve med det. /Oliver Stilling