Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
31 dage. Så lang tid har den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) siddet bænket i rigsretten i Eigtveds Pakhus. 31 dage med undskyldninger, bortforklaringer og alenlange redegørelser.
Både anklagere og forsvarere har haft mulighed for at komme med deres udlægning af sagen, og de 29 dommere skal nu afgøre, om Støjberg bevidst brød loven eller handlede i “grov uagtsomhed“, da hun uden undtagelser beordrede eller opfordrede sine embedsmænd til at adskille alle asylpar, hvor en mindreårig var mellem 15 og 17 år.
Som TV 2 skriver det: Om Støjberg får fire måneders fængsel, som anklagerne vil have det, afhænger af, om dommerne vurderer, at man kan skille jura-Inger fra politik-Inger. Helt central er den pressemeddelelse, Støjberg udsendte den 10. februar 2016, som hun i et videoklip har forklaret skulle “gøre det klart, hvad vi administrerer efter“, men som forsvarerne Nicolai Mallet og René Offersen torsdag holdt fast på blot var “politisk kommunikation“.
Støjberg havde aldrig givet hverken en ordre, tjenestebefaling eller instruks til at overskride loven, mente de, og hvis nogen måtte have misforstået det, skyldtes det, at Støjberg til tider kunne være lidt irrite-, nej, insisterende, som Mallet fik det rettet til: “Mig bekendt er der ingen andre end anklagerne, der opfatter en pressemeddelelse som instruktion […] Kommunikation er vigtig i politik. Det kan gøres på mange måder. Inger Støjberg gør det på sin egen måde, der taler til store dele af den danske befolkning og provokerer andre. Der er så dele af det, der egner sig rigtigt dårligt til at blive forstået i en juridisk kontekst,“ sagde Mallet. Kort sagt: Det er juristerne, den er gal med. De forstår ikke det politiske spil.
Til stede under de sidste dages retsmøder var Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, som den seneste tid har mere end forseglet sit venskab med den tidligere Venstre-minister. Sammen har de under kommunalvalget været på korstog i de danske ghettoer, “der ikke vil demokratiet“, ligesom Kjærsgaard har meddelt, at Støjberg kan blive en “god formand“ for partiet. Meget passende er der en ledig plads, efter Thulle har meddelt, at han vil trække sig oven på den historiske lussing ved kommunal- og regionsvalget.
Man kan næsten se det for sig: Ikke bare kunne de to gå til krig mod indvandringen, Støjberg kunne også passende hoppe med på Kjærsgaards kamp mod den “latterlige woke politik…..“, der herhjemme flankeres af den ukronede anti-woke-konge Henrik Dahl (LA). Eller som i Frankrig, hvor præsidenthustruen Brigitte Macron har meldt sig i koret af stemmer mod den franske “wokebølge“, efter ordbogen Le Roberts introduktion af iel, der svarer til det svenske hen: “Sproget er så smukt. To pronominer, det er nok.“ Det ville måske være et ret oplagt sted at kigge hen for Støjberg, hvis hun vil fjerne fokus fra sin asylpolitik – hvis det da ikke bare var fordi muslimerne, hun mener er så “gammeldags og forstokkede“, faktisk er mere åbne over for ligestilling end danskerne. En konklusion udgivet af Støjbergs eget ministerium i 2017, men som hun tyssede ihjel.
Hele spektret af usandheder
Det er altså ikke fremmed for Støjberg at pakke sandheden ind. Hun har endda selv indrømmet at have talt usandt over for Folketinget, men sjovt nok besluttede Rigsretten tidligere på året, at det ikke skulle indgå i rigsretssagen. Selvom Støjberg også her har skiftet forklaring flere gange, er der i sig selv ikke noget odiøst i, at man forsøger at udlægge en sag til sin egen fordel – det er nærmest retssalens raison d’être. Spørgsmålet er snarere, hvor langt hun kan trække den. For som Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet, forklarer det til Føljeton, er man ude i en “virkelig spidsfindig fortolkning“, når man pludselig siger, at instruksen alene skulle forstås som politisk kommunikation:
“Det svarer til, at man har sagt et eller andet og så på et sent tidspunkt får at vide, at man mente noget helt andet […] Hun har et meget frimodigt forhold til sandheden. Hvis hun skifter forklaringer i den grad, som hun har gjort, så er den ene eller den anden vildledende uærlig eller ligefrem usand.“
Ifølge Kock er Støjberg fanget i et dilemma, hvor hun vil fremstå uærlig uanset, hvad hun gør. Når instruksen reduceres til et spørgsmål om politiske budskaber snarere end hårde instrukser, vil hun snyde de vælgere, der ser hende som den kompromisløse, unuancerede og principfaste minister. Indrømmer hun omvendt, at der rent faktisk var tale om en instruks, har hun begået et lovbrud.
Endnu mere interessant er det, at hun konsekvent har skiftet fokus fra spørgsmålet om pressemeddelelse eller instruks med sætninger som, at hun ikke vil “vende det blinde øje til og tænke: Herregud, de stammer jo bare fra en anden kultur,“ eller at hun bare ville “beskytte pigerne“. Som Kock forklarer det, har det “meget lidt eller nærmest ingenting“ med de aktuelle sager at gøre:
“Hvis de enkelte sager bliver belyst, er der stort set ingen af dem, der kunne tænkes at have at gøre med mindreårige kvinder med ældre mænd mod deres vilje. Nogle var slet ikke gift, og flere var fundet sammen efter begges ønske. Det er direkte forkert […] Hun (Støjberg, red.) befinder sig på hele spektret af usandheder. Lige fra den lodrette usandhed til skiftende forklaringer og de her snedige underforståelser. Men der er ingen tvivl om, at hun lyser af brændende engagement i sin retoriske form.“
Det stærke politiske engagement blev også brugt som argument af forsvareren Nicolai Mallet, der kaldte det et “sundhedstegn“ for demokratiet, også selvom han godt vidste, at ordvalget var en smule “patetisk“. Men selvom det virker som et ret spidsfindigt forsøg på at fjerne fokus fra det, retssagen handler om, er den slags ikke ualmindeligt:
“Der er et ret bredt spektrum for, hvordan man kan forsvare sig. Med et juridisk udtryk taler man om culpa, intentionen bag at begå noget, man ved er retsstridigt. Det er man nødt til at tage højde for i retsplejen,“ siger Kock og sammenligner det med sagen om amerikaneren Kyle Rittenhouse, der for nyligt blev frikendt, selvom han havde slået to ihjel: “Hans stærke engagement for lov og orden var et argument, som åbenbart vandt genklang.“
Dommerne har nu trukket sig tilbage for at vurdere argumenterne. Dommen har de 18 dage til at finde frem til. Spørgsmålet er, om de skiftende forklaringer denne gang bliver taget i betragtning. Selv har Støjberg hårdnakket holdt fast på, at hun ikke kommer i fængsel: “Det kommer jeg ikke […] Det mener jeg simpelthen er helt langt fra pladen.“ Hvilken plade, hun mener, er vi ikke helt sikre på, men man er i hvert fald ikke i tvivl om hendes budskab. Det er det smukke ved sproget. /Emma Louise Stenholm