Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix
Onsdag druknede mindst 27 mennesker ud for den franske kyst. Bemærk ordvalget: “Mennesker“. Vi kunne også have valgt at betegne de druknede som “ulovlige migranter“ eller “flygtninge“. Vi kunne tilmed have brugt udtryk som “migrantmasser“ og “flygtningestrømme“, som var der tale om en ansigtsløs naturkatastrofe, der pludselig skyller ind over Europa. I sidste ende kan onsdagens hændelse dog dårligt ses som andet end en tragedie: 27 mennesker forsøgte – ligesom så mange andre har gjort – at begynde et nyt liv et andet sted. I desperation er de gået ombord på en oppustelig båd, der havde kurs mod Storbritannien; kurs mod håbet om en bedre tilværelse. De nåede bare ikke frem.
“Frankrig vil ikke lade Den Engelske Kanal blive til en kirkegård,“ lød den umiddelbare respons fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Ville der nu komme en opsang om, at Europa må finde en ny, mere human løsning på flygtningesituation? Havde Macron pludselig indset, at det er gået for vidt med de hermetisk lukkede grænser? Nej, er det korte svar: Præsidenten påpegede snarere, at der skal indføres endnu skarpere grænsekontrol – ligesom der skal slås hårdere ned på migrantsmuglere.
Ved en tale i Calais fulgte den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, trop: “Det er en stor, national tragedie for Frankrig, for Europa og for menneskeheden at se disse mennesker omkomme til søs som følge af de her smuglere.“ Underforstået: Det er altså ikke vores skyld, at migranter føler sig nødsaget til at krydse kanalen med usikre transportmidler.
I Storbritannien er man sådan set enige. Eller, det vil sige: Mens man vasker sine egne hænder, peger man gerne fingre ad Frankrig – og vice versa. Faktisk vil de to lande knap nok tale sammen. Den ene beskylder raskt væk den anden for ikke at begrænse “flygtningestrømmene“. Bevares, der er da blevet lukket ret godt ned for tunellen under Den Engelske Kanal, efter politiet har skruet op for patruljeringerne. Antallet af migranter, der forsøger at ankomme til Storbritannien til lands, er blevet kraftigt reduceret. Men altså, nu er den jo bare gal til vands. Alene i år har flere end 23.000 mennesker forsøgt at nå Storbritannien med båd. Hvordan kan det være? Og hvorfor har det ikke virket, at man fra britisk side truer ulovlige bådmigranter med fængsel – eller med at skubbe dem tilbage til Frankrig?
Enver Solomon, direktør for den britiske humanitærorganisation Refugee Council, siger det egentlig meget godt: “At sætte folk i fængsel, som kommer her på grund af de forfærdelige ting, der er sket i deres liv, er virkelig drakonisk og straffende […] og alt det vil gøre er at fylde vores fængsler uden at løse problemerne.“ Ligesom Macron giver den britiske premierminister Boris Johnson dog heller ikke ved dørene. Selvom han var “chokeret og frastødt og dybt nedtrykt over tabene af liv i Den Engelske Kanal“, ville han gerne lige tilføje, at det jo bare viste, “hvor farligt det er at krydse kanalen på den her måde“.
Ifølge filosof Judith Butler forskelsbehandler vi menneskeliv gennem vores sorg – eller mangel på samme. Vi deler simpelthen menneskeliv ind i to kategorier. De sorgbare og de usorgbare. Sorgen er på sin vis konstituerende for selve livet, for gennem den viser vi, at der var noget, måske et liv, der var værd at begræde tabet af. Omvendt forholder det sig med det usorgbare, der betegner alle de glemte eksistenser – eksistenser, vi groft sagt ikke regner for særlig meget.
Butler beskriver også, hvordan sorgen hjælper os til at forstå vores egen skrøbelighed. Med den kan vi begribe livet og truslerne imod det – hvis vi da vel at mærke vælger at sørge. Vi alle er bundne af denne skrøbelighed. Men som Butler nævner i Frames of War: When Is Life Grievable?, kan en krigs (eller, kunne man tilføje, flygtningekrises) tragedier blive framet på en sådan måde, at vi slet ikke ser sorgbarheden hos de dræbte. Det kunne – nu tænker vi bare højt – eksempelvis være, hvis man konsekvent omtaler de dræbte som “migranter“.
“Vi kan se splittelsen af kloden i sorgbare og usorgbare liv fra perspektivet af dem, der fører krig for at forsvare livet i bestemte samfund, og for at beskytte dem mod andres liv – selv hvis det indebærer, at man tager de sidstnævntes liv,“ skriver Butler (løst oversat).
Vi skal ikke kunne sige, om lægen Waheed Arian har læst Judith Butler. Til gengæld skinnede sorgen tydeligt igennem, da han i et viralt tweet kom med sin reaktion på onsdagens drukneulykke: “Du vil ikke se ansigterne fra de 31 asylansøgere, som druknede i går, men her er en, som klarede turen fra Afghanistan for år tilbage, og som nu betjener jer i frontlinjen i NHS [det britiske sundhedsvæsen, red.]. Det var 31 mennesker med deres egne håb og drømme. Nu bliver de omtalt som “migranter“, der søgte velfærdsydelser og druknede – The End.“
Det er så uendeligt nemt at kritisere flygtningekrisen, lave en ansvarsfraskrivelse à la BoJo og Macron, hvor skylden behændigt skydes på smuglere, snyltere og opportunister – i stedet for på den fejlslagne politik (for slet ikke at tale om den europæiske forskelsbehandling). Måske vil det være politisk selvmord at proklamere en ny omgang “Wir schaffen das“. Men det rykker ikke ved, at mennesker – skrøbelige, sårbare mennesker – stadig dør i overfyldte flygtningebåde. Prøv at mærke efter: Vi ved jo faktisk godt, om vi bør grine eller græde. /David Dragsted