Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix
Sidste uge kom der endelig hvid røg fra de langstrakte, tyske regeringsforhandlinger. Som ventet fandt SPD, FDP og De Grønne sammen om en ny koalitionsregering med Olaf Scholz som kansler. Trafiklyset skal nu lede landet videre efter 16 år med Angela Merkel ved roret. Hvad betyder det for Tyskland – og for Europa?
I aftalen – det såkaldte Koalitionsvertrag – lægges der bl.a. op til en hårdt tiltrængt digitalisering, en større klimaindsats og en legalisering af cannabis. EU skal styrkes, mens der skal investeres “i fremtiden“ i form af investeringer i uddannelse og offentlig infrastruktur. Der skal bygges 400.000 nye boliger årligt, arbejdsvilkårene i sundhedssektoren skal forbedres, det skal blive nemmere at opnå tysk statsborgerskab, og stemmeretten skal sænkes til 16 år. Kort fortalt har alle tre partier har fået en god håndfuld gulerødder. Trafiklyset er klar til at gennemføre markante overhalinger af Europas største økonomi – i hvert fald på aftalepapiret.
Med Robert Habeck i spidsen for et nyt superministerium for økonomi og klima, kan De Grønne passende styre den grønne omstilling, der skal byde på en udfasning af kul inden 2030, foruden en større opgradering af Tysklands forsyning af vedvarende energi. Liberale FDP får som ønsket finansministeriet, hvorfra den frugale formand Christian Lindner kan holde de to røde koalitionspartnere økonomisk i ørerne. SPD får kanslerposten til Olaf Scholz, samt en indfrielse af valgløftet om en national minimumsløn på 12 euro i timen – hvilket ventes at ville tilgodese godt 10 mio. mennesker.
Inden den nye regering kan komme i gang med arbejdet, skal de sidste formalia dog lige på plads. Partikonferencer ventes afviklet i denne uge, hvor SPD, FDP og De Grønne hver især skal have godkendt aftalen i baglandet. Hvis alt går vel, vil Olaf Scholz officielt kunne blive valgte som kansler den 6. december. Opstarten for den nye, socialdemokratisk ledede regering bliver dog ingen dans på roser. Med (relativt) lave vaccinationsrater og en coronapandemi, der er kraftigt genopblusset i Tyskland, skal der skrides hastigt ind – og ikke alle tiltag bliver nødvendigvis lige populære. Scholz har allerede varslet, at man overvejer obligatoriske vaccineskud til sundhedsmedarbejdere og andet frontpersonale. Indførslen af selv en begrænset vaccinepligt kan dog vise sig at blive betændt.
Også på de indre linjer lurer uroen. Selvom både De Grønne og FDP har regeringserfaring, har de ingen erfaring med at være i regering sammen. Og rent ideologisk er det stadig et åbent spørgsmål, om samarbejdet vil fungere. Mens De Grønne (og sådan set også SPD) er varme fortalere for skattereformer, vil FDP være tilbøjelige til at hive i håndbremsen. Mens De Grønne taler om økologisk bæredygtighed, forstår FDP snarere bæredygtighed i økonomiske termer. Det ene behøver ikke udelukke det andet, men magtkampe vil med al sandsynlighed opstå – særligt når De Grønne også er fortaler for flere (klima)reguleringer, FDP for færre. Aftaleteksten har indtil videre opblødt de værste spændinger, men Scholz risikerer fortsat at skulle spille rollen som mediator mellem de to fløje.
Udenrigspolitisk er den nye regering umiddelbart klar til at fortsætte den EU-optimistiske kurs, Angela Merkel har været garant for. Hvis man skulle være nervøs for, at det europæiske samarbejde kommer stå uden leder (særligt hvis Emmanuel Macron skulle miste præsidentposten ved det franske valg næste år), kan man godt slå koldt vand i blodet. Som den tidligere belgiske premierminister – og nuværende medlem af Europa-Parlamentet – Guy Verhofstadt fremhæver i Politico, vil trafiklyset i hvert fald ikke nedprioritere EU. Samtidig ventes Tyskland at tage en hårdere linje over for problembørnene Polen og Ungarn, mens De Grønnes medformand Annalena Baerbock som udenrigsminister har lovet at gå hårdere til Rusland og Kina. Det bliver et Merkel-inspireret Tyskland i nye klæder – og en spændende politisk balancegang. /David Dragsted