House of Gucci
En afsindig historie fra det virkelige liv (sådan da) om familien Guccis storhed og fald. Et overflødighedshorn af dygtige skuespillere, en 80’er æstetik, der er lige til at plukke, og instruktør Ridley Scott til at få det hele til at gå op i en højere enhed. På papiret havde House of Gucci alle forudsætninger for at lykkes. Det gjorde den bare ikke rigtig.
Tag Wes Andersons kærlighed til det overæstetiserede og hang til at sammensætte ensemble casts så ikoniske, at skuespillerne næsten annullerer hinanden. Kombinér det med Baz Luhrmanns trang til at tilsætte den opskrift et skud glittet drama, og du har en film, hvor delene på mystisk vis er større end summen. Man kan ikke klandre House of Gucci for at være kedelig, men den er til gengæld overraskende lidt bemærkelsesværdig – de mange ingredienser taget i betragtning.
Hvordan kan en så stort anlagt film med et på forhånd givent plot og dygtige skuespillere som Adam Driver, Al Pacino, Salma Hayek, Jeremy Irons og Lady Gaga (hun er sgu god i A Star is Born) falde sådan ud? Et bud er, at den er faldet i gryden med det, man kunne kalde wealth porn – at den som en anden Narcissus er blevet forelsket i sit eget firserfede, diamantbelagte spejlbillede.
Pengeporno
Rigdom på film har alle dage være dragende. Vi elsker at svælge i andre folks penge, og i takt med at uligheden i vestlige samfund er vokset, er myten om dem, der har penge, blevet så meget desto mere æggende. Det har kastet en række film og serier af sig, som undersøger og udstiller, hvad der foregår i den øverste promille af samfundet, og vi æder det råt. Tv-serier som Succession, Billions, Big Little Lies, The White Lotus og film som The Great Gatsby er blevet enorme succeser, og alle har de tilsat den samme ingrediens til pengenes umiddelbare spektakel: Et blik på hvad, der lurer på skyggesiden af kransekagens top – en lille saltvandsindsprøjtning til retfærdighedssansen og en krølle på halen til et ellers forudsigeligt plot.
Hvor romcoms som Pretty Woman tidligere har turneret i populærkulturen med et budskab om, at man faktisk godt kan få det hele, er lysten til at foretage en knoglemarvsbiopsi af livet med penge vokset frem som et modsvar. Spørgsmålet er så bare, hvor langt videre budskabet om, at money can’t buy you happiness, egentlig kan bære overfloden af film, der forsøger at levere det. Hvor længe bliver vi ved med at synes, at rigdommens æstetik er interessant? Med House of Gucci synes den i hvert fald at have nået sin foreløbige grænse, for her er Gucci-dragter, store villaer og kitschet 80’er æstetik på særeste vis blevet kedeligt for øjet. Og det bringer fokus tilbage på de karakterer, der bevæger sig rundt i billedet.
Amerikanske kroppe smurt ind i parmesanost
Man overbevises aldrig for alvor om Maurizio Guccis (Adam Driver) udvikling fra idealistisk og kærlighedsramt ufrivillig arving til pengegrisk kejser. Man når heller ikke rigtig at købe fortællingen om, at han pludselig mister fidusen til sin magtgerrige kone, Patrizia (Lady Gaga), ligesom deres kærlighedsmøde ikke er specielt overbevisende til at begynde med (selvom vores følelser hjælpes på vej til tonerne af George Michael).
De amerikanske skuespillere med deres tykke accenter kan på ingen overbevisende måde spille en italiensk kultur frem, men pakket ind i tunge kostumer lykkes de så heller ikke rigtig med at få menneskerne ud. Skuespiller Jared Leto, der – godt nok som en joke – udtalte, at han havde sniffet tomatsovs og forvandlet sin krop til en parmesanost for at forberede sig til rollen som den flamboyante og fallerede Paolo Gucci, er et godt billede på den kulturelle forståelse, det amerikanske filmhold tilsyneladende er kommet med. Det smitter af på autenticiteten, og flere af accenterne fik os til at drømme os tilbage til Brad Pitts “buongiorno“ i Inglorious Basterds. Dét er sgu en accent, der rykker.
Historien om familien Gucci fungerer ikke rigtig i hænderne på Ridley Scott. Det er, som om han ikke har den fornødne forståelse for det miljø, han skildrer. House of Gucci er kitsch og ikke camp, til det mangler den (selv)ironi og en mere eksplicit karnevalsk fremtoning. Filmen er fanget et sted mellem at ville mime det miljø, den skildrer, og samtidig efterligne det 1:1. Ingen af delene lykkes desværre. /Asta Kongsted