Føljeton anbefaler

Den store julegaveliste

På Føljeton giver vi dig hver dag vores anbefalinger til alt det bedste, vi har læst, og det er vist ingen hemmelighed, at vi får pløjet os igennem en del. Som en julegave til dig – og til dine julegaveofre – har vi derfor sat redaktionen til at samle alle de bøger, vi selv har tænkt os at give denne jul. Det er slut med stavblendere, sokker og gavekort, der ikke bliver brugt. Bøger er bare den bedste gave, og så er det en både eftertænksom, nem og nærmest idiotsikker garanti mod kedelige overraskelser.

Så hvad giver du din onkel, der synes feminisme er noget pjat, én, der virkelig trænger til at læse noget andet end Hella Joof, eller gymnasieeleven, der allerede har læst Marx’ samlede værker i sin fritid? Vi har samlet alle anbefalingerne, og du er meget velkommen til at dele listen med én, der kunne trænge til lidt ekstra inspiration.

 

Til din onkel, der synes feminisme er noget pjat

Usynlige kvinder
Caroline Criado-Perez

Vidste du, at selerne i gamle biler ikke er lige så sikre for kvinder som for mænd? Eller at kvindelige pianister får flere fingerskader, fordi tangenterne er for store? Invisible Women er en overrumplende fortælling om alle de bias, kvinder dagligt udsættes for – og noget nær pligtlæsning for privilegieblinde mænd.

Detransition, Baby
Torrey Peters

Detransition, Baby er uden tvivl en af årets mest spændende udgivelser. Debutromanen fra Torrey Peters, der selv er transkvinde, centrerer sig om en graviditet, der katalyserer en større genovervejelse af de klassiske forældreroller og køn. På eminent vis formår Peters at servere tabuiserede emner og svære debatter i en letspiselig og stærkt underholdende form.

Manifestationer
Ida Marie Hede, Liv Nimand Duvå, Amalie Langballe og Glenn Bech

I 1968 skrev Valerie Solanas SCUM-manifestet – et feministiske kampskrift, der ville tilintetgøre det mandlige køn, som hun kalder en “mislykket kvinde“ og “omvandrende dildo“. Ret radikalt, men hvad tænker forfatterne Ida Marie Hede, Liv Nimand Duvå, Amalie Langballe og Glenn Bech? Det svarer de på her.

 

 

Til arbejdsnarkomanen, der har brug for en pause

Laziness Does Not Exist
Devon Price

En tiltrængt mavepuster til din protestantiske arbejdsmoral. Psykologiprofessor Devon Price har en enkel idé: Det, som vi kalder for dovenskab, er altid symptomer på noget andet; angst, stress, udbrændthed osv. Kroppen behøver pauser, og det skal man ikke skamme sig over.

Det nye mig
Halle Butler

Millie sidder fast i en endeløs spiral af kvælende vikarjobs, og hun drømmer om en vej ud. Men som så mange fra de unge generationer sidder hun fast – i sit eget hoved og i et uretfærdigt arbejdsmarked. Tragikomisk satire til den prekære tidsalder.

Roden til alt ondt
Eskil Halberg

Giv Roden til alt ondt til en, som vil have godt af et nyt indspark til sit syn på arbejdsmarkedet. Bogen er med i Forlaget Nemos serie Tumulti, hvor alle udgivelserne er 100 sider korte, men hvor du så til gengæld får 100 siders skarptskåret normkritik.

 

 

Til den litteraturstuderende, der allerede har alle de nye

Alting har en tid
Karl Ove Knausgård

Ja ja, det er da fint nok at kunne sige, at du har læst Karl Ove Knausgårds seks bind lange monsterværk Min kamp. Men hvis du vil springe ud som ægte Knausgård-connaisseur, skal du læse denne vidunderligt bizarre, apokryfe englehistorie – som godt 500 sider inde viser sig at være en fortsættelse til Knausgårds debut, Ude af verden. Vil du virkelig have street cred, læser du selvfølgelig dem begge på norsk.

Bestikkelse
Steven Zultanski

Det nye forlag Harpiye kører med klatten, men blandt deres udgivelser gik Bestikkelse lidt under radaren sidste år. Bogen er ét langt manisk tilståelsesskrift fra verdens værste menneske – præsidenten, morderen, tyven, manden. Et latterligt menneskes drøm på speed og med en god internetforbindelse.

Morels opfindelse
Adolfo Bioy Casares

En flygtning søger eksil på en mystisk ø med to måner og to sole, hvor det siges, at ingen mennesker kan overleve. Hver nat befolkes øen af spøgelser, og han forelsker sig ulykkeligt i den smukke Faustine, men ingen kan hverken se eller høre ham. Det er gotisk mystik, når det er bedst – og så lige tilsat en snert af science-fiction.

 

 

Til din søn, der har læst Marx’ samlede værker i sin fritid

Syg kvinde teori
Johanna Hedva

Johanna Hedva definerer sig selv som en antikapitalistisk, psykonautisk, ikke-binær heks, og så ved man allerede her, at det bliver godt. Og det er det. Syg kvinde teori bygger på Hannah Arendts definition om det offentlige som værende det politiske – men hvordan protesterer man, hvis man ikke fysisk er i stand til at bevæge sig udenfor?

Stum tvang
Søren Mau

Søren Mau behøver vist ikke nærmere introduktion. At et interview med den neomarxistiske filosof har fået Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, til at kalde hans ord det “mest uhyggelige, jeg har læst de seneste 16 år“, er vel i sig selv grund til at læse hans kapitalismekritik, der meget nemt kommer til at gå over i historiebøgerne. Hvis den da ikke den allerede er det.

The Value of Everything
Mariana Mazzucato

Bogen er et par år gammel, men den italiensk-amerikanske økonoms ord er stadig mindst lige så relevante: Vi skal gentænke vores forståelse af, hvad der skaber værdi og produktivitet i samfundet. Tænk sygeplejersker, klima, finanskrise, corona – den kan bruges til det hele.

 

 

Til din ven/-inde, der ikke helt tror på hockeystaven

Større end riger og langsommere
Ursula K. Le Guin

En intergalaktisk besætning undersøger en nyopdaget planet ved navn Verden 4470. Planeten er totalt dækket af skov, og der er noget mystisk ved den. Det er, som om den kan tænke selv. Som om den er bange for menneskerne? Tidssvarende øko-sci-fi.

Land. Milk. Honey: Animal Stories in Imagined Landscapes
Rachel Gottesman, Tamar Novick, Iddo Ginat, Dan Hasson og Yonatan Cohen

“The Land of Milk and Honey“ lød løftet fra Gud til israelitterne i Bibelen, og siden har den gamle profeti formet måden, som regionens mennesker har indrettet sig med omgivelserne. Denne bog, som blev lavet til den israelske pavillon på arkitektur-biennalen i Venedig, er en skildring af regionens forandringer de sidste mange hundrede år. Et billedrigt kig på køer, geder, honningbier, vandbøfler og flagermus.

The Ghost of Birds
Eliot Weinberger

Weinbergers arbejde er noget af en åbenbaring. Hans essays rummer er nærmest  poetiske collager, som emmer af en kosmopolitisk og kosmologisk nysgerrighed, der er videnskabeligt funderet. Om alt fra Colorado River til I Ching. Det er inspirerende og modigt, tiltrængt og befriende.

 

 

Til dine søskende, der er trætte af regeringens flygtningepolitik

Fængselskapitalisme
Jackie Wang

Jackie Wangs undersøgelse af den økonomi, der trækker spor fra de amerikanske fængsler til landets systemiske racisme er sylespids og indigneret på den fede måde. Mikas Langs forord er en læseoplevelse i sig selv, og undersøgelsen af hvordan liberal antiracisme også herhjemme feticherer uskyld (“lige denne flygtning kan vi da ikke hjemsende, for han er en af de gode“) bør give de fleste velmenende danskere lidt at tænke over.

Livet er roligt i vitrineskabet
Hanadi Zarka

“Jeg venter ikke på nogen / det er bare sådan / at jeg er alene / og lader som om jeg venter / for at slå tiden ihjel / som alle disse vådeskud / der heller ikke lykkes / med at dræbe den.“ Zarkas digte om tidløsheden og hverdagen, der går videre selv under en borgerkrig, kan anbefales til alle, der savner ansigter på distancerende ord som flygtninge og konflikt.

The Souls of Black Folk
W. E. B. Du Bois

En både harmdirrende og historisk vigtig essaysamling om racisme og undertrykkelse i USA. Du Bois skriver som (har han) en drøm.

 

 

Til din bekendte, du ikke aner, hvad du skal give

Kitchen Confidential
Anthony Bourdain

En af de måske bedste bøger, der er skrevet om kokkelivet og gourmetrestauranternes knap så flatterende sider. Hemmeligheden er næsten altid absurde mængder smør (og nogle gange kokain). Anthony Bourdain er stadig savnet.

Den slags små ting
Claire Keegan

Det er en medrivende fortælling om en mand, der sælger kul rundt omkring i det rurale Irland, har fire døtre og en kone, og en kærlig dog skyggefuld barndom — muligvis knyttet til det lokale Magdalene Vaskeri. Velskrevet; et detaljerigt og udstrakt billedsprog.

Ovbidat
Forskellige forfattere

Oplev nye litteraturperler på abonnement. Gennem et halvt år får du tilsendt seks tekster skrevet af kulturpersoner – heriblandt Glenn Bech, Lea Marie Løppenthin og Sabitha Sofia Söderholm. Teksterne udgives sammen med forlaget Ovbidat. Giv det til én, som vil have fornøjelse af en uforudsigelig udvidelse af litteraturkanonen.

 

 

Til eksistensfilosoffen, der søger meningen med det hele

Livets hastighed
Michael Strunge

Digtsamlingen handler om de underlige eksistensvilkår, man oplever i gymnasietiden, hvor Michael Strunge også selv skrev digtene. Hvis digtsamlingen støver til, kan det anbefales at finde den på Spotify, hvor den læses op af Minds of 99-forsanger, Niels Brandt.

Alt dette kunne du få
Josefine Klougart

Josefine Klougart er efter fem års tavshed tilbage med sin sjette og måske bedste bog. Om hovedpersonen Barbaras opvækst i Mols Bjerge, forholdet til natur, dannelse og familien, og om at være kvinde og mor i 1980’erne og i dag.

En velopdragen ung piges erindringer
Simone de Beauvoir

Den perfekte bog til dig, der gerne vil snuse til fransk eksistentialisme, uden at få snuden alt for langt ned i filosofiske debatter om Sisyfos og nøglehuller.

 

 

Til dine forældre, der elsker bestsellere – men har læst Sapiens

Confronting Leviathan
David Runciman

Et lyspunkt under pandemien i 2020 var Cambridge-professor David Runcimans podcast History of Ideas, hvor han på underholdende og lærerig vis udlagde den moderne stats idéhistorie. I år udkom konceptet så i bogform, og det er jo bare endnu bedre.

The Dawn of Everything: A New History of Humanity
David Graeber og David Wengrow

Sidste år mistede verden en original stemme i antropologen David Graeber. Inden sin død nåede han heldigvis at arbejde på et ambitiøst bogprojekt med arkæologen David Wengrow. Deres idé: Mennesket har slet ikke udviklet sig i et pænt fremskridt fra primitivt til civiliseret. Historiebøgerne undervurderer os.

Fri
Lea Ypi

Glem dine fordomme: En bog om kommunismens fald i Albanien behøver ikke være knastør. Lea Ypi, professor i statskundskab, har nemlig skrevet en magisk lille erindringsbog, hvor vi ser et mørkt hjørne af verdenshistorien folde sig ud med barnets undrende øjne.

 

 

Til den livskloge, der virkelig bør læse noget andet end Hella Joof

Hændelsen
Annie Ernaux

Franske Annie Ernaux er dykket ned i sine dagbøger fra 1960’ernes Paris, hvor hun som 23-årig blev ufrivilligt gravid. Fint og barsk genfortæller hun hændelsen, der har fulgt hende gennem livet, men har taget næsten 40 år at sætte ord på: Om skammen og fremmedgørelsen fra sin krop og andre mennesker.

The Undying
Anne Boyer

Anne Boyer er både en mesterlig forfatter og en vigtig systemkritiker. Og så har hun været igennem et af de mest graverende brystkræftforløb, man kan forestille sig. The Undying er en øjeblikkelig klassiker, i hvilken hun løfter arven fra tænkere som Susan Sontag og Audre Lorde, som også skrev politisk om deres sygdomsforløb. Hvor de udelod det personlige narrativ, trækker Boyer dig lige igennem det. Læseværdig, uanset om du har bryster eller ej.

Med hjertet og kussen i laser
Sille Kirketerp Berthelsen

Bogen, der også er fra Tumulti-serien, skal du give til den, der hellere før end siden skal opleve kombinationen af Vita Andersens poesi og Sille K. Berthelsens slagkraftige feministiske beretninger.

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12