Kære læser

Dyrby er blevet woke

0:00 / 0:00

Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix

Hvis man vil vide, hvordan det var at være chef på TV 2’s nyhedsredaktion i årene omkring årtusindskiftet – hvis man gerne vil mærke den helt specielle selvopfattelse, så ligger der et videoklip med tv-værten Jens Gaardbo på YouTube, som er et studie værd.

I klippet, der er lavet på et tidspunkt, hvor Gaardbo stadig havde knaldsort hår, sidder den tidligere nyhedschef i tilbagelænet positur og forholder sig kvasifilosofisk til begrebet magt. Han indleder med en bemærkning om, at det at have magt “aldrig nogensinde“ har betydet noget for ham. Og han er helt sikker: “Jeg ved, det er rigtigt, når jeg siger det.“

Gaardbo fortæller videre, at han aldrig har tænkt på sig selv som et magtfuldt menneske, men erkender i næsten samme sætning, at han da var bevidst om, at han var det, og at han såmænd også godt forstod, at han havde “250 menneskers ansættelse i baglommen“, som han formulerer det. Da han forklarer, at man selvfølgelig kan mærke sin magt, når man er nødt til at fyre “nogle af dem“, knipser han med fingrene: “At her har man jo faktisk magt til at gøre sådan her med menneskers liv.“

Lidt efter begynder Jens Gaardbo at tale om, hvor dygtig og menneskelig en leder han var, mens han klør sig et sted på overkroppen uden for billedet. “Jeg synes selv, jeg var en god nyhedschef. Jeg synes, jeg var klog i de år, og jeg synes, at jeg var god til at involvere andre mennesker i løsning af ting, og jeg spurgte altid: ‘Hvad tænker du?’“

Kommer tid, kommer råd

Lige forinden har han imidlertid beskrevet, hvordan han ofte havde en bunke “af  uforløste sager“ liggende på sit skrivebord; simpelthen personalesager, politiske sager og administrative sager, som han “ikke rigtig kunne finde ud af“. Bunken kaldte han ‘kommer tid, kommer råd’, for det var hans oplevelse, at sagerne som regel løste sig selv, hvis man bare ignorerede dem længe nok.

Gaardbos betragtninger om magt og (vurdering af egne lederevner) er ikke ældet med ynde. Det er ekstremt tåkrummende at høre på i dag, hvor det efter den meget omtalte tre timer lange dokumentarudsendelse om sexisme på TV 2 står tindrende klart, at tv-stationens mandlige ledelse i netop de år fejlede big time ved at lade en sygeligt seksualiseret, sexistisk og fornedrende kultur gennemsyre arbejdspladsen.

Illumineret

Jens Gaardbo var nyhedschef fra 1997 til 2003, hans efterfølger i jobbet var Michael Dyrby, som var blevet hentet til TV 2 Nyhederne fra en lokalstation i 1994. Efter at dokumentaren blev lagt ud på Discovery+, forsvandt Dyrby, som siden 2018 har været ansvarshavende chefredaktør, fra jordens overflade – i første omgang sendt på ferie efter aftale med sin chef, Berlingskes Medias administrerende direktør Ander Krab-Johansen. Nu er Dyrby så dukket op igen, og nu ligger der så ind til videre tre længere interviews (i B.T., i Berlingske og i P1-programmet Genstart) med ham, hvor han forklarer sig og synes at gå bodsgang.

De forskellige interviewere stiller alle det oplagte spørgsmål: Hvor har du været henne i de seneste dage? Og Dyrby svarer, at han har været i sit hus, i sit sommerhus og i sin bil og endda et sted “i Europa“. Men han “har ikke kunnet være i ro nogen steder“, fordi mængden af vidneudsagn har haft en “lammende og rystende“ effekt på ham. “Jeg har haft det hele med mig hele tiden. Jeg kan ikke sige, hvornår det er et vendepunkt. Men da jeg talte med nogen, der vidste noget om sexisme, magtstrukturer, og som ved noget om, hvordan det fungerer, og hvornår det er misbrug og krænkelser, der er der nogle ting, der begynder at falde på plads.“

Så den forklaring, B.T.’s chefredaktør vil have os til at købe, er, at han i løbet af en uges tid, hvor han har været helt ude af sig selv og kørt forvirret rundt i sin bil, er gået fra at være helt blank i forhold til sin rolle og indvirkning på kulturen på sin tidligere arbejdsplads til nærmest at have oplevet en vækkelse. Dyrby er blevet woke.

Han undskylder og beklager og benytter sig i påfaldende grad af de samme vendinger og lige nøjagtig den samme dosis anger og forståelse i alle interviewene. Det er nærliggende at spørge sig selv, om han har brugt sin lille ferie på medietræning.

“Jeg må erkende, at jeg har haft upassende forhold på TV 2. Jeg var chefen og havde magten og dermed også ledelsesansvaret, men det tog jeg jo ikke på mig. Og det må jeg bare undskylde så meget, jeg kan, for,“ siger han til Berlingske. Og fortsætter: “Jeg var ikke nok bevidst om den skævhed i magtforholdet af en eller anden grund. Og når man ser tilbage, må jeg bare sige, at jeg har overskredet grænser og udvist virkelig dårlig dømmekraft. Jeg var blevet magtfuldkommen på grund af de succeser, jeg havde haft. Man kan godt koge det ind til at sige: Ja, jeg var problemet. Og det undskylder jeg for i dag.“

Spørgsmålet er, om Dyrby virkelig er blevet illumineret. Han vedkender sig, at han var magtfuldkommen og selve problemet. Men det var jo bare, fordi han var så utrolig succesfuld. Han siger det selv. Kan B.T. have sådan en fyr som chef? /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12