Efter finansloven pænt og julehyggeligt var blevet præsenteret mandag formiddag, forlod finansminister Nicolai Wammen (S) straks de røde partier og drejede i stedet blikket over mod de borgerlige: Nu gælder det forhandlingerne om at “øge arbejdsudbuddet“, som den hårdere reformkurs, der nu er i vente, kaldes med en teknokratisk eufemisme.
Knap var blækket tørt på det, som SF’s formand Pia Olsen Dyhr begejstrede kaldte for “børnenes finanslov“, og som andre beskrev som julegaver, før sparekniven blev fundet frem.
Med afsæt i S-regeringens udspil ‘Danmark kan mere 1’ – med den besnærende undertitel: “Danmark skal være rigere, grønnere og dygtigere“ – skal Nicolai Wammen i de kommende dage, hvis ikke uger, forsøge at få Venstre og De Konservative til at indgå en økonomisk aftale, der kan vise sig at blive væsentligt større, end de småbeløb, som SF og Enhedslisten fik flyttet rundt på i finansloven. Den næste runde af tiltag tegner til at kunne mærkes langt mere varigt end eksempelvis de midlertidige beløb, som midlertidigt uddeles til bl.a. sygeplejersker og jordmødre.
På forhånd har S-regeringen selv lagt op til at ville sænke dagpengesatsen til nyuddannede. I udspillet hedder det: “Regeringen foreslår at stramme dimittendreglerne i dagpengesystemet, så ydelsen i højere grad afspejler niveauet for SU, og perioden forkortes. Uddannelse skal føre til beskæftigelse.“ Socialdemokraternes vigtigste instrument til at drive endnu flere ud på arbejdsmarkedet – og helt kontant til at få flere unge til at flytte sig længere efter job på et lavere niveau, end de har uddannet sig til – er altså dels at dagpengesatsen for nyuddannede sænkes til 9.500 kr. pr. måned for ikke-forsørgere og nok så væsentligt, at de unges “dagpengeperiode reduceres fra to år til ét år“.
Skattelettelser på toppen
I politiske forhandlinger skal modparten selvfølgelig også have indrømmelser, så nedskæringerne over for unge nyuddannede – som vel at mærke vil komme til at gælde alle fra universitetskandidater over professionsbachelorer til erhvervsfagligt uddannede – er kun begyndelsen. De borgerlige partier vil gerne stramme vilkårene endnu mere, og Venstre og De Konservative har også på forhånd slået fast, at deres betingelse for et kompromis er, at færre fremover skal betale topskat. De højeste indkomstgrupper skal have en mærkbar lettelse.
Begge hovedtiltag bygger på en neoklassisk økonomisk logik: På den ene side vil unge være mere tilbøjelige til at tage et dårligt lønnet job, som tilmed ligger længere væk, hvis dagpengene bliver væsentligt lavere og samtidig løber hurtigere ud. Færre penge skal motivere de unge. På den anden side antages vellønnede at være mere tilbøjelige til at arbejde flere timer, hvis topskatten sænkes. Flere penge skal motivere de midaldrende.
Den reform, som S-regeringen er i fuld færd med at forhandle med Venstre og De Konservative, minder på mange måder om de aftaler, der i sin tid blev indgået mellem Socialdemokratiets daværende finansminister Bjarne Corydon og Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen. Tilbage i 2012 blev topskatten således sænket sidste gang, samtidig med at kontanthjælpen blev strammet. Til trods for Mette Frederiksens tidligere besværgelser om ikke at gentage eksperimentet, er S-regeringen netop nu ved at slå ind på præcis samme reformspor, som Helle Thorning-Schmidt fulgte fra 2011 til 2015.
Behændigt er de røde støttepartier først blevet spist af med symbolske sejre og synlige trofæer i form af bl.a. lavere klasselofter i de mindste folkeskoleklasser og gratis tandpleje til de 18-21-årige. Og bagefter kommer så den større regning, der klares med de blå partier. Både SF og Enhedslisten kender udemærket timingen, men har altså valgt at lade forhandlingerne dele skarpt op, så de først kan få æren for det søde, og Nicolai Wammen (S) dernæst sættes fri til at kunne ordne alt det sure sammen med de borgerlige.
Corydonismens comeback
Ved ikke at insistere på at koble alle store økonomiske beslutninger sammen og ved ikke at kræve, at S-regeringen skal lave den mest vidtgående politik sammen med sit parlamentariske grundlag, har SF og Enhedslisten reelt kapituleret over for såvel den lavere dagpengesats til nyuddannede og den næste runde af topskattelettelser. Og netop derfor kommer begge dele. Corydonismen er kommet snigende tilbage.
Socialdemokraterne forsvarer sig selv med, at de forestående reformtiltag er en direkte konsekvens af en reel og retfærdig forbedring, nemlig den såkaldte ‘Arne-pension’. Ved at lade enkelte grupper gå lidt tidligere på folkepension end ellers planlagt, trækkes over 10.000 personer ud af arbejdsstyrken, og derfor er det nu nødvendigt at få andre og altså yngre til at arbejde mere. Som en del af S-regeringens udspil skal en del af besparelserne fra de unges lavere og kortere dagpengeperiode også rykkes over til midaldrende, som fremover skal have flere penge udbetalt i deres allerførste ledighedsmåneder.
Den omprioritering fra by til land, som S-regeringen er i gang med på uddannelsesområdet, hvor tusindvis af studiepladser skal nedlægges i de fire største byer, suppleres nu af en tilsvarende omprioritering fra unge til ældre. Måske er det derfor ikke helt præcist at beskrive S-regeringens nye kurs som en ren tilbagevenden til tiden under Helle Thorning-Schmidt: Nu gør corydonismen comeback med et ældrepopulistisk twist. De unge kan jo godt løbe lidt hurtigere, ikke? /Lars Trier Mogensen