'Vi er europæere'. Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix
Ironisk nok har EU’s kommissær for indenrigsanliggender, Ylva Johansson, sagt det selv: “Tallene er ikke høje. Det her er ikke primært en migrationskrise. Det er et hybridangreb.“ Alligevel reagerer man stadig, som om situationen ved grænsen til Belarus er fuldstændig umulig at håndtere.
EU-Kommissionen har for nyligt foreslået at tillade Polen, Litauen og Letland, der grænser op til Belarus, at gå på kompromis med de europæiske asylstandarder i (foreløbigt) seks måneder. Konkret betyder det, at landene vil kunne tilbageholde asylansøgere i op til fire måneder i særlige centre og ikke kun får 10 dage, men en hel måned til at behandle deres sager. EU-Kommissionen insisterer selv på, at der ikke er tale om at “bure migranter inde“, men advokater siger, at det er det, der i virkeligheden vil ske.
Nok har den belarusiske diktator, Aleksandr Lukasjenko, ramt EU på sit ømmeste punkt – at unionen fortsat har grundlæggende svært ved at fordele og påtage sig ansvaret for mennesker på flugt. Men som Politico skriver, er det egentlig ret opsigtsvækkende, at EU nærmest nægter at redde nogle tusinde menneskeliv, når man tænker på, at den europæiske befolkning udgør over 450 mio. mennesker, og at flygtninge ikke er noget nyt fænomen i Europa. Det er noget, medlemslandene både skulle og burde kunne klare.
Man kan naturligvis ikke som sådan bebrejde EU for Lukasjenkos angreb, men måske har håndteringen i virkeligheden gjort situationen endnu værre, end den havde behøvet at være. Forslaget er endnu ikke godkendt af de europæiske regeringer, men bliver det det, kan de midlertidige asylstramninger ikke bare bane vejen for, at andre lande følger trop. Det udstiller også EU’s moralske dilemma: Kan man klandre det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), for at svigte retssikkerheden, når man nu selv er med til at gøre noget lignende?
Far, mor og Kaczyński
Det spørgsmål ser EU også selv ud til at stille sig selv. “Vi er en familie. Når én af os er under angreb, vil resten være der for dem,“ sagde Kommissionens ene viceformand Margaritis Schinas tidligere på ugen, i hvad der markerede en ret drastisk forandring i den retorik, man ellers har kørt mod Polen i efteråret. EU-Kommissionen har i månedsvis talt om at holde milliarder tilbage, efter landets forfatningsdomstol i oktober afgjorde, at nogle EU-love var uforenelige med forfatningen.
Men selvom angrebet på retsstatsprincippet fortsætter – som da samme forfatningsdomstol for nyligt satte spørgsmålstegn ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beføjelser – bliver sanktionerne foreløbigt ved snakken. Det er man godt trætte af i Europa-Parlamentet, der har indledt en retssag mod Kommissionen for ikke at fastfryse EU-midlerne til Polen og Ungarn.
Der er også et andet problem: Mens Kommissionen kritiseres for at være for vævende og langsomme, frygter andre, at mere pres kun vil give mere bagslag. For når EU støtter Polen ved grænserne, kan PiS selv hævde at være (Fort) Europas redning, ligesom det indenrigspolitisk vil være en stor sejr at udpege EU som syndebuk for de i deres øjne liberale migrationslove (betalingsmur). Og selv når EU kritiserer Polen for de lidt for politiserede domstole, fjernes fokus samtidig behændigt fra landets indenrigspolitiske problemer, hvor regeringen famler efter vælgerne og har svært ved at få økonomien på fode.
Det ligner næsten en win-win-situation for Polen, der til gengæld har travlt med at forbyde journalister at operere ved grænsen. Også andre nyheder er gået under radaren. Hvor meget har man for eksempel hørt til parlamentets lovudkast om at fængsle kvinder, der får abort? Og fik vi nævnt, at vicestatsminister Jarosław Kaczyński flirter med idéen om at konsolidere venskabet mellem Ungarns Viktor Orbán og Frankrigs Marine Le Pen i en sprængfarlig trio i Europa-Parlamentet? I hvert fald mener baglandet selv, at de kan udgøre et ret godt familiefoto. /Emma Louise Stenholm