Inger Støjberg ankommer til Rigsretssag i Eigtveds Pakhus i København, onsdag den 10. november 2021. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
“Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden. / Jeg er en del af altets store kraft, / en ensom verden i millioner af verdener, / som en førstegradsstjerne der slukkes sidst. / Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!“
Edith Södergran, 1918
Måske er Södergrans berømte digt “Triumf at være til“, som versene ovenfor er hentet fra, ikke det mest passende til en tekst om Inger Støjberg. I hvert fald ikke på dagen, hvor den tidligere udlændinge- og integrationsminister får afsagt sin dom i rigsretten. Svensk-finske Edith Södergran (1892-1923) døde ung af tuberkulose, hendes digt handler om døden, der ånder en i nakken. Södergrans digt emmer af storhed; Inger Støjberg er fladhed og populisme. Hun mangler format.
Men man må give hende, at når hun er mødt op i rigsretten, så er hun kommet spankulerende forbi pressen med en mine, som om hun på en mærkelig måde var moralsk hævet over hele dette menageri. På rigsretssagens første dag sagde hun, at hun ikke ville have gjort noget som helst anderledes (“der er sådan set ikke noget, jeg fortryder“). Næ, hun og hendes hold af forsvarere ville tage det hele “i stiv arm“. Stiv arm – det er vel det, Södergran senere i sit digt kalder: “Jeg går på sol, jeg står på sol / Jeg kender ikke til andet end sol“ (i Theresa Salomonsen og Stinne Storms nyoversættelse udgivet på Forlaget Korridor).
Hulahop
Inger Støjbergs psyke er på mange måder et mysterium. For nogle år siden åbnede hun uforvarende en dør ind til den (psyken), da hun mod slutningen af et langt interview på Radio24syv fortalte om en episode fra sin barndom i Hjerk ved Salling på Mors: En dag beslutter hun sig for at forsøge at kaste sin hulahopring op over gårdens flagstang. Hun bliver ved og ved, ugerne går, men hele tiden bliver det ikke til mere end nær ved og næsten. Pludselig en dag lykkes det: Hulahopringen ryger ned over flagstangen og lander på jorden. Først her går det op for hende, at nu kan hun jo ikke lege med den mere.
Støjberg fortalte formentlig historien for at give et eksempel på sin vedholdenhed. Men det er ikke det, den handler om. Historien handler om en person, der ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger. Da hun var udlændinge- og integrationsminister under statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2015-19 havde hun én mission, der i det store hele mindede om at kaste hulahopringen op over flagstangen hjemme på gården: Hun skulle vise, at hun på sit resortområde var en strammer af Guds nåde.
Så da hun d. 25. januar 2016 siddende i en minibus på vej mod lufthavnen Bruxelles læser en nyhed på sin mobiltelefon om, at ‘Barnebrude og voksne ægtefæller bor sammen på danske asylcentre’, ser hun straks en mulighed for endnu en stramning. “Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre,“ skriver hun på Facebook. “Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen.“ Omgående, omgående. Det er gået over stok og sten. Opslaget bliver afsættet for en pressemeddelelse fra hendes ministerium, der to uger senere melder ud, at “nye retningslinjer“ tilsiger, at “ingen mindreårige under 18 år [må] indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever“. Men efter gældende lov havde asylparrene ret til en individuel vurdering. Og resten er rigsretshistorie.
Inger Støjberg og hendes hold af advokater har bygget deres forsvar op omkring et enkelt notat, som hun via sin ministersekretær godkendte d. 9. februar 2016. Notatet, der blev udarbejdet af embedsfolk i hendes ministerium og godkendt af kontorchefer og departementschefen, indeholdt en indstilling om, at adskillelsespraksissen skulle indeholde en mulighed for undtagelser.
Men som Dagbladet Information er inde på (betalingsmur) i en analyse i dag, omtalte Støjberg ikke notatet i nogen af de samråd i Folketinget, der fandt sted, inden forløberen for Rigsretssagen, Instrukskommissionen, blev nedsat: “Hun sørgede heller ikke for, at det blev omtalt i ministeriets udførlige forklaring til Ombudsmanden, som hun ellers godkendte. Og hun sagde intet om det i de interview, hun gav til medierne. Først i Instrukskommissionen nævnte hun notatet. Til alles overraskelse.“
Inger Støjberg har selv skabt den situation, hun står i, og i hvert fald indtil domsafsigelsen har det været i mudder til halsen. Der er så uendeligt langt fra Støjberg til Edith Södergran. Men der er alligevel nogle spøjse paralleller. I digtsamlingen Septemberlyren, hvor “Triumf at være til“ er taget fra, sender Södergran i en “Indledende bemærkning“ en bandbulle mod tidens herskende litterære klasse, og de sidste ord er disse: “Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er.“ Domsafsigelsen er en dimensionering af Inger Støjberg. Hun tager den nok i stiv arm. /Oliver Stilling