Martin Heidegger (1889-1976)
Enorme skovrydninger. Massive olieboringer. Forurenende minearbejde. Du kan selv fortsætte listen, og den er lang, for vi mennesker har kannibaliseret naturen i en sådan grad, at vi selv er i overhængende fare for at uddø.
Fremtiden ser dyster ud, hvis ikke vi snart gør noget.
Hvis vi skal lykkes med klimakampen kræver det, at vi lærer at leve mere bæredygtigt og i bedre balance med naturen. Her er der heldigvis hjælp at hente hos den tyske filosof Martin Heidegger. Han advarede allerede i 1936 mod at øve rovdrift på naturen i værket Spørgsmålet om teknikken. Heidegger skriver, at vi med vores moderne, tekniske kunnen er i gang med at reducere naturen til ren og skær bestand, der ikke har en værdi i sig selv.
Henrik Jøker Bjerre, som er lektor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet og har beskæftiget sig med Heidegger i forhold til klimaspørgsmålet, forklarer:
“Hvis man for eksempel ser en skov et eller andet sted, så tænker man ikke, ’hvor dejligt, at der står en skov’, man tænker ’hov, der er da noget tømmer, man kan bruge til at bygge nogle huse eller fyre op i kakkelovnen med, eller her kunne der ligge en ejendom med en flot udsigt’.“
Oplysningens mørke bagside
Klimakrisen er resultatet af en oplysningstankegang, der begyndte længe før CO2-udledningen tog fart med industrialiseringen. Siden videnskabsmændene Galilei og Kopernikus indvarslede det naturvidenskabelige gennembrud i 1600-tallet – hvor middelalderens spekulative idéer blev erstattet af empirisk videnskab – har vi vænnet os til at se naturen som noget, der er til rådighed for vores interesser, evner og behov. Vi bruger naturen til at skaffe os alle mulige løsninger og praktiske fordele, der kan udvikle os som civilisation og øge vores materielle velstand.
“Så man kan sige, at forholdet mellem mennesket og naturen er blevet vendt om i den moderne epoke. Hvor naturen tidligere var en slags guddommelig, uudgrundelig og uovervindelig kraft som omgav os, så er mennesket blevet en kontrollør, der kan underlægge naturen sit herredømme. Det er det, som den moderne epoke har handlet om og i en vis forstand perfektioneret. Derfor ligger der også en oplysningskritik hos Heidegger,“ fortæller Jøker Bjerre.
Den endeløse jagt på ressourcer er selve baggrunden for, at vi i dag står i en skæbnesvanger krise, der truer både klodens og menneskehedens fremtid. Tanken om, at alting skal have et formål, er blevet så udbredt, at det også går igen i vores syn på mennesker: “Vi taler om ’human ressources’ som noget helt naturligt. At mennesker bliver betragtet som ressourcer. At børn og elever bliver opdraget til at være ressourcer for samfundet.“
Hvis vi vil undgå at betragte naturen (og mennesker) som ren og skær ressource, bliver vi altså nødt til at ændre vores tilgang. Eksempelvis ved at tage Heidegger i hånden og se på, hvordan kunstneren går til verden med sin teknik.
Kunstneren gør ikke fortræd
Teknik kommer af det græske tékhnē og betegner evnen til at bringe det potentiale frem, som i forvejen ligger i tingenes materiale – fx når læder bliver til et par sko. Heideggers pointe er, at kunstens teknik er forbilledlig, da den lader tingene træde frem, uden de reduceres til en funktion. Eller som Henrik Jøker Bjerre formulerer det:
“En god håndværker kan bringe noget frem i materialet som har en funktion, for eksempel et par sko. En god kunstner kan bringe noget andet frem i materialet, som vi ikke ser i vores instrumentelle omgang med tingene, hvor vi forventer at kunne bruge dem til noget. I stedet lader han tingene tale selv. Så vi kan se dem, som de er.“
Et lignende kunstprincip kan passende anvendes i klimakampen. Vi har brug for kunsten for kunstens skyld for samfundets skyld, som Jøker Bjerre plejer at sige. Tag bare spørgsmålet om, hvorvidt vi skal fortsætte med at udvinde olie i Nordsøen. “Det er, som om det sidder så dybt i os, at det vil være helt forkert ikke at udnytte de ressourcer, der ligger i oliefelterne lige neden under havbunden. Måske skulle vi bare prøve at lade den være i stedet for.“
Sejl en tur på havet
Men hvad skal vi så gøre? Jøker Bjerre nævner, at vi med vedvarende energi kan udnytte naturen uden at drive rovdrift på den. Vinden tager ikke skade af, at vi høster den. Og de vedvarende løsninger hjælpes allerede på vej af, at videnskaben er begyndt at tænke ’heideggersk’ – i den forstand, at forskere er begyndt at stille mere eksistentielle spørgsmål til, hvordan vi skal leve om halvtreds eller hundrede år. “Videnskabsfolk er stødt på en etisk fordring om at gøre noget og fortælle folk, at det her, det er farligt.“
Et andet sted at sætte ind, hvis vi vil redde klimaet, er i vores syn på forbrug. Her går den samme udnyttende tankegang igen. De ting, vi køber, giver os aldrig det, vi helt fornemmer vi har brug for. Et par nye sko eller en ny telefon erstattes bare af et nyt behov. Det ufuldstændige er altid på spil i forbrugets logik.
“Her kan man hurtigt blive alt for romantisk, når man trækker Heidegger ind, men hvis man går ud i skoven i stedet for, eller sejler en tur på havet, så behøver man i hvert fald ikke at forbruge på samme tid. Eller lege med sine børn alene for legens skyld, uden at behøve give dem en ny ting hver gang. Det er der noget rigtigt i fra en ’heideggersk’ betragtning,“ argumenterer Jøker Bjerre.
Det virker så chokerende simpelt: Måske bør vi egentlig bare droppe forbruget og lade naturen være, hvis vi vil redde den. Lidt ligesom når den tysk-katolske digter fra 1600-tallet Angelus Silesius siger, at rosen er uden et hvorfor. Der er ikke noget den skal, eller noget, vi skal med den. Den agter ikke sig selv, og den er ligeglad med, om vi agter på den. Rosen behøver ikke blive til en buket. /Mathias Holm Guldberg
Mathias Holm Guldberg er idéhistoriker og freelancejournalist.