Kære læser

Fyns forhærdede kriminelle

0:00 / 0:00

10. januar 2016. Foto: Bassam Khabieh Reuters/Scanpix

Når vi taler om ‘forhærdede forbrydere’, taler vi som regel om individer eller grupper, som ikke går af vejen for at bruge vold over for folk, der kommer i vejen. Hvis man kan huske dengang, pengeinstitutter havde rigtige kontanter bag disken, ser man måske en flok maskerede bankrøvere for sig: “Smid jer på gulvet. Dette er et røveri!“ Et enkelt fjols kigger op fra gulvet og får straks en på hovedet med et revolverskæfte. Ja, man kender det jo fra amerikanske gangsterfilm.

Men bankrøverier, bandebrutalitet, rockerhurlumhej, you name it – det er i princippet småtterier sammenlignet med den form for kriminalitet, som den fynske virksomhed Dan-Bunkering tirsdag formiddag blevet dømt for ved retten i Odense. Dan-Bunkering blev fundet skyldig i at have brudt EU’s sanktioner ved at levere jetbrændstof, som endte i det krigshærgede Syrien. Retten slog fast, at virksomheden à 33 omgange i løbet af godt halvandet år fra 2015 til 2o17 leverede 172.000 tons jetbrændstof til en russisk kunde, som købte ind for det russiske militær.

Som bekendt gik Rusland i 2015 ind i krigen i Syrien på præsident Bashar al-Assads side. På det tidspunkt var al-Assad temmelig presset af det kludetæppe af modstandere, som hans regeringsstyrker stod overfor forskellige steder i landet. Ruslands indtræden udgjorde et vendepunkt. Nu bombede russiske kampfly løs – ikke kun på oprørere, men beviseligt også på uskyldige. Boligkarréer, skoler, hospitaler, intet gik fri. Der var ingen nåde.

Uden brændstof kan kampfly ikke lette. Russerne kunne sikkert have skaffet deres forsyninger ad andre veje. Hvor der kan laves lidt mønt, er der altid tjenstvillighed. Det er bare et spørgsmål om moral – eller mangel på samme. Dan-Bunkerings forsvarere i retten gik med så langt, at, jovist, den fynske koncern leverede 172.000 tons brændstof til skibe i havne rundt om i Middelhavet, hovedsageligt Grækenland og Cypern. Men som DR’s dygtige graverjournalister, der i april 2019 var de første med afsløringen af sagen, formulerer det, så sluttede enigheden der: “Ifølge anklagerne sejlede skibene videre til Syrien med slukkede lokationssendere. Og jetbrændstoffet endte i tankene på russiske kampfly, der bombede massivt til støtte for den syriske præsident Bashar al-Assad.“

Advarselslamperne

Dan-Bunkering er – eller snarere: var – en hæderkronet fynsk virksomhed, hvis oprindelse kan spores tilbage til 1876. Hvis ens gebet er at handle med brændstof, så følger man selvfølgelig med i, hvad der sker på den politiske scene ude i verden. Man er geopolitisk årvågen. Det kan ikke simpelthen ikke være undsluppet Dan-Bunkerings opmærksomhed, at Ruslands pludselig behov for jetbrændstof i 2015 faldt sammen med, at Putin og al-Bashar stod og gav hinanden hånden på tv i oktober, få uger efter at det russiske føderationsråd enstemmigt havde godkendt Putins forslag om en såkaldt militær intervention i Syrien.

Bagmandspolitiet (SØIK) mente, at alle advarselslamper må have blinket, og så var der også de prekære detaljer, at brændstoffet skulle leveres relativt tæt på Syrien, og at sejladserne blev sløret. Bagmandspolitiet havde under ransagninger i Dan-Bunkering og dets ejerselskab Bunker Holding beslaglagt mails, der viste, at der da også var blevet advaret mod handlerne internt i virksomhederne. Men de tiltalte nægtede sig skyldige, og deres forsvarere krævede frifindelse.

Dommen lød på i alt 34 mio. kr. i bøde til de to firmaer. Anklagerne gik efter 400 mio. kr. Bunker Holdings direktør, Keld Demant, ville de sende to år i spjældet. Han fik fire måneders betinget fængsel. Retten fandt, at Bunker Holding og direktøren ikke “bevidst“ har handlet i strid med EU’s sanktioner, men at der dog var tale om uagtsomhed. “Det er ikke tit, vi ser bøder af den størrelsesorden i Danmark,“ siger professor i strafferet ved Københavns Universitet Thomas Elholm til DR. “Og det er heller ikke hver dag, vi ser direktører, der bliver idømt frihedsstraf.“

Bunker Holding, Dan-Bunkering og Keld Demant har 13 dage mere til at anke dommen. Det er stærkt tvivlsomt, om de gør det. Sådan er det ofte. Når noget kan have alvorlige konsekvenser for en selv, fejler klarsynet ikke noget. Men Dan-Bunkering vil for altid være skandaliseret. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12