Hokus pokus! Ingen civile tab

Den 7. oktober 2001 – mindre end en måned efter 9/11 – foretog USA sit første bombeangreb med en ubemandet drone. Magasinet Wired beskrev for nogle år siden missionen i en teknologibenovet artikel: Hvordan militærpiloten Scott Swanson havde siddet i en trailer et sted i en garage i CIA’s hovedkvarter i Langley, Virginia, og styret en Predator-drone 11.000 km væk. Da han fik sin ordre, trykkede Swanson på joystickets udløser, og “lidt mere end et sekund senere slap et Hellfire-missil en aluminiumsskinne på Predatorens vinge og sejlede ud i den afghanske nat“. Målet ramte angiveligt Mullah Omar, Talibans øverst kommanderende og to uidentificerede mænd, som nok var hans bodyguards.

Hokus pokus! Ingen civile tab. Den amerikanske regering havde held med at få denne fjernstyrede form for krigsførelse til at lyde som et af det mest civiliserede og humane tiltag i moderne krigshistorie. For det første krævede den langt færre amerikanske soldater på landjorden, og for det andet var teknologien så veludviklet, at man kunne ramme sine mål med nærmest kirurgisk præcision og dermed undgå nævneværdige civile dødsofre.

Offentligheden købte i vid udstrækningen fortællingen og ideen om, at man på denne måde kunne sende færre soldater hjem i kister og dermed minimere bad pulicity, hvilket var yderst tillokkende for først præsident George W. Bush og siden hans efterfølger Barack Obama, der skruede gevaldigt op for brugen af droner i Irak, Afghanistan, Syrien og Pakistan.

Krigens løgne

Historien om dronekrigene er selvfølgelig dybt forløjet. Nu ramte det første missil godt nok Mullah Omar i hovedet, men forud for hvert ‘bekræftede bombemål’ er der et kludetæppe af efterretninger, som skal vurderes af mennesker, inden beslutningen om at trykke på knappen bliver taget. The New York Times har i fem år gravet (halvhård betalingsmur) i USA’s luftkrige og kan konkludere, at de “har været plaget af dybt mangelfulde efterretninger, forhastede og ofte upræcise mål, tusinder af civiles død – og ringe ansvarspådragelse“.

Bl.a. via aktindsigter gennem den amerikanske offentlighedslov har avisens reportere haft adgang til 1.300 dokumenter fra Pentagons lukkede arkiver, men de har også besøgt nær ved 100 bombemål i Irak, Syrien og Afghanistan og interviewet adskillige overlevende. Resultatet er skræmmende. Ifølge det det amerikanske forsvarsministeriums egne tal er 1.417 civile døde under luftangreb rettet mod terrororganisationen ISIS i Irak og Syrien. Men antallet af civile tab er beviseligt “markant højere“, skriver The New York Times.

Den mest sindssyge fejlvurdering, avisen er stødt på, drejer sig om et bombeangreb i den nordsyriske flække Tokhar d. 19. juli 2016. Her var De Amerikanske Specialoperationsstyrker overbevist om, at de havde udslettet en masse ISIS-kæmper. Sandheden var, at de bygninger, der blev bombet fra luften, var fulde af civile, som havde søgt tilflugt. Mere end 120 landsbyboere blev dræbt. Det amerikanske militærs interne undersøgelser opgjorde imidlertid kun de civile dødsfald til 24 personer, som havde “opholdt sig mellem“ ISIS-kæmperne.

Det er ikke til at holde ud at læse om. George W. Bush startede bombningerne, Barack skruede op for dem, og Donald Trump frådsede nærmest med dem. Med ham som commander-in-chief i Det Hvide Hus blev der udført 50.000 luftangreb i Syrien, Afghanistan og Irak, som man selv vurderede, levede op til folkerettens proportionalitetsprincip.

Rigtig mange ofre er børn. Et luftangreb på ISIS i Ramadi i Irak i 2015 blev udført på baggrund af 17 minutters grynede videooptagelser. Da hærens analytikere efterfølgende gennemgik videoen, nåede de frem til, at det, man før angrebet havde identificeret som “et ukendt, tungt objekt“, som var blevet båret ind i en bygning, simpelthen var et barn. Eller som man formulerede det: “En person af lille statur“.

Alt det her kommer jo egentlig ikke som en overraskelse. Det, der til gengæld måske kan virke lidt overraskende, er, at de begåede fejl tilsyneladende sjældent har konsekvenser for involverede enkeltpersoner. The New York Times mener ligefrem, at der er tale om et mønster af “systematiseret straffrihed“. Avisen har stillet en lang række skriftlige spørgsmål til den amerikanske hær, og dokumentet med svarene er vedlagt artiklerne.

En kaptajn Bill Urban, som er talsmand for Den Centrale Kommando, svarer, at “vi vil udfordre spørgsmålets påstand om, at der er en ‘systematiseret straffrihed’“. Og så bliver det hele ellers fejet mere eller mindre af bordet. “Der er ikke noget ‘almindeligt’ eller nogen ‘rutine’ ved situationer, hvor civile kommer til skade. Vi arbejder ihærdigt for at undgå sådanne skader. Vi undersøger hver troværdig sag. Og vi fortryder hvert tab af uskyldigt liv.“ Det er som at læse en drejebog. /Oliver Stilling