Peter Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
I coronakrisen er alle lige. Men nogle er mere lige end andre. Da det sidste år kom frem, at premierminister Boris Johnsons daværende nøglerådgiver Dominic Cummings havde brudt regeringens egne coronarestriktioner ved at køre til et feriested i Durham, skabte det ramaskrig henover Storbritannien. Afsløringen blev startskuddet på en længere saga, som vi på Føljeton valgte at døbe ”Hate Actually”. Summasummarum blev en forsmået Cummings til sidst smidt på porten, mens Boris Johnsons troværdig led et knæk. For hvad var det egentlig for nogle julelege, der var på spil i Whitehall?
Flere end man skulle tro, viser det sig nu. De forgangne uger har BoJo’s stab igen trukket overskrifter, efter coronaregler er blevet brudt. Da Storbritannien sidste jul var i fuld nedlukning, festede man løs i 10 Downing Street. Og afstand, ja, det har man først taget efterfølgende. Boris Johnson satte sin fremmeste embedsmand Simon Case til at undersøge festrygterne, hvilket snart gav bagslag. Det viste sig nemlig, at Simon Case ligeledes havde afviklet en julekomsammen for sine medarbejdere, og altså teknisk set havde fået til opgave at undersøge sig selv. Imens har både befolkningen, oppositionen og Johnsons egne partifæller set til i vantro. Hvis der er én ting, man ikke kan tolerere, er det politisk hykleri. Og det ser unægteligt ud til, at folkene i Downing Street har brudt de coronarestriktioner, resten af befolkningen er blevet bedt om at følge.
Da der sidste uge var suppleringsvalg til parlamentet i valgkredsen North Shropshire, fik de konservative en syngende lussing. Valgkredsen blev tabt, efter den ellers havde været en sikker højborg i knap 200 år. Og politiske kommentatorer udpegede snart Johnsons jule-fadæse som den primære årsag. Selv de mest trofaste vælgere har øjensynligt fået nok af premierministerens klovnerier. Det samme kan siges om flere konservative parlamentsmedlemmer. Ved en afstemning i House of Commons om indførslen af nye coronarestriktioner, valgte hele 99 af Johnsons partifæller at bryde rang, og stemme imod regeringens tiltag. Ydmygende nok måtte Boris Johnson altså sikre sig flertal via oppositionen – hvad Labour-formand Keir Starmer da heller ikke var sen til at påpege.
BoJo’s mareridtsuge kulminerede i weekenden, da brexit-ministeren David Frost pludselig annoncerede, at han forlader skuden – bl.a. som reaktion på regeringens zigzaggende corona- og klimapolitik. Frost har ellers været en trofast Johnson-støtte, men selv han har øjensynligt fået nok af cirkusset. Som om dét ikke var nok, kunne The Guardian søndag bringe et afslørende billede, der viser Boris Johnson og hans stab til endnu et socialt arrangement under lockdown. På billedet, der er taget tilbage i maj, bliver der både disket op med vin og ostebord i 10 Downing Streets baghave, hvilket briterne ikke ligefrem har taget pænt imod. Afsløringen skriger nok engang, at ”eliten” ikke gider overholde de regler, de selv er med til at indføre. Tilbage står premierministeren med et stadigt større forklaringsproblem.
Egentlig er det langt fra første gang, Boris Johnson er kommet i modvind. Ja, ret beset er BoJo vel politikkens svar på en humlebi: Han flyver og flyver, selvom ingen rigtigt kan forklare hvordan. Men det begynder altså at lugte af mytteri i baglandet. Med så mange møgsager samlet i så fortættet et forløb, svirrer rygterne. Vil de konservative kaste BoJo på porten inden næste parlamentsvalg? Kan de allerede finde på at gøre det nu?
Ironisk nok ser Boris Johnsons nemesis ud til at blive hans (foreløbige) redning. Mens coronakrisen har udstillet, at premierministeren er på dybt vand, er omikron også en politisk kattelem. Meget skal gå galt, hvis ikke toryerne vælger at holde fast i BoJo, mens pandemien atter raser. En forceret regeringskrise midt i et nyt smitteudbrud vil alt andet lige fremstå uansvarligt; kaos kan ikke bekæmpes med kaos. Partifællernes fingre hviler fortsat på aftrækkeren, men selv i Hate Actuallys uskønne handlingsforløb, bliver det sandsynligvis jul til sidst. Boris Johnson bør dog nok undgå at fejre det. /David Dragsted