Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Ritzau
De fortsatte mutationer skaber opbrud i dansk politik: Efter en lang periode med borgfred i Folketinget er fronterne blevet trukket skarpt op, og reelle ideologiske konflikter er begyndt at bryde frem. Under en overflade af umiddelbart neutrale henvisninger til Epidemikommissionen træffes der nu kontroversielle beslutninger, som vækker mindelser om udlændingepolitikkens glansperiode.
På den ene side har S-regeringen et stabilt flertal sammen med støttepartierne for at genindføre skrappe restriktioner, formelt set efter anbefaling fra Epidemikommissionen. Og på den anden side er de borgerlige partier begyndt at stemme konsekvent imod de nye restriktioner – i et åbenlyst forsøg på at appellere til den store og stigende vælgergruppe, som lider af coronatræthed og i hvert fald ikke længere orker, at samfundet skal være nedlukket.
Mønsteret er en interessant troldspejling af det krigsbillede, der har præget dansk politik i årevis: I udlændingepolitikken var det således de borgerlige partier, som altid stod for fortsatte stramninger og en kompromisløs kurs, mens partierne i den nuværende regeringspolitik forsøgte at modsætte sig – indtil Socialdemokratiet i 2015 under Mette Frederiksens ledelse skiftede kurs og tilsluttede sig strammerholdet.
I årevis bølgede dansk politik ikke desto mindre frem og tilbage som en skyttegravskrig mellem strammere og slappere. Og sådan tegner det igen, nu blot med omvendt fortegn: I dag er de borgerlige partier ved at blive forvandlet til en slags slappere i coronapolitikken ved at kræve lempelser, mens partierne bag forståelsespapiret omvendt bakker op om alle de mest vidtgående stramninger og restriktioner i bekæmpelsen af pandemien.
Karakteristisk for tilstanden i dansk politik står Socialdemokratiet som det eneste dobbelt-strammer-parti, der vil have benhårde restriktioner over for såvel udlændinge som corona, mens de borgerligere og venstrefløjen krydser på tværs med krav om henholdsvis stramninger og lempelser inden for enten udlændingepolitik eller corona. Rent vælgermæssigt har Socialdemokratiet nok fat i den lange ende, ganske enkelt fordi store vælgergrupper på skift synes at frygte for islam, corona eller snart sagt hvad som helst.
De udslagsgivende vælgere i Danmark – som svinger troløst mellem blokkene, og som typisk har korte uddannelser, bor uden for de største byer og er tættest på pensionsalderen – ønsker hårde og synlige statsindgreb over for de trusler, der dominerer mest i tidens mediebillede. Derfor er opbakningen til statsminister Mette Frederiksen (S) stadig høj, trods kritik og møgsager, og derfor har de blå partier stadig svært ved at mobilisere de vælgere, som ellers i de forgangne tiår har sikret borgerlige regeringer.
I takt med at intensiteten i udlændingedebatten gradvist er faldet, og ikke længere udgør den vigtigste dagsorden for andre end en marginal niche på den yderste højrefløj, og mens sygdomsfrygten til gengæld har taget over – og på en langt mere konkret, kropslig og akut vis gør særligt de ældre vælgere nervøse – har Socialdemokratiet fået etableret sig som det eneste parti, der leverer på begge fronter. Ingen kan være i tvivl om, at S-regeringen i dag er villig til at gå helt til kanten af både konventioner og Grundlov, når det gælder udlændingestramninger og coronarestriktioner.
Strammerne plejer at vinde i dansk politik, og de seneste dages forløb på Christiansborg tegner da også et billede af en regering og en gruppe støttepartier, som er skarpt fokuserede på at indføre restriktioner med størst mulig symbolsk kraft. Umiddelbart efter Inger Støjberg tirsdag eftermiddag blev stemt ud af Folketinget, fik S-regeringen flertal for at suspendere udrednings- og behandlingsgarantien i en periode på foreløbig fire uger. En garantiordning, der i sin tid blev indført under Løkke Rasmussen for at fremme privathospitalerne.
Officielt lød forklaringen, at annulleringen af den borgerlige mærkesag sker efter indstilling fra Epidemikommissionen. Helt tilfældigt skulle de regeringsudpegede medlemmer af Epidemikommissionen have ment, at et stop for behandlinger på privathospitaler skulle være nødvendigt for at sikre kapaciteten i det offentlige sygehusvæsen. Men helt så tilfældigt var det nu ikke.
Forslaget om at at suspendere udrednings- og behandlingsgarantien viser sig nemlig at komme fra S-regeringen selv. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har i første omgang leveret det politisk kontroversielle forslag til Epidemikommissionen, som dernæst har fulgt indstillingen fra S-regeringen. Formelt set kommer indstillingen således fra Epidemikommissionen, men altså efter direkte forslag fra den socialdemokratiske regering.
Manøvren er ganske fiffig, idet de borgerlige partier dermed er blevet hægtet effektivt af. Blå blok kan umuligt gå med til at at suspendere udrednings- og behandlingsgarantien, om ikke andet så fordi det jo heller ikke rigtigt giver saglig mening at reducere den samlede sygehuskapacitet. Men status er blevet nøjagtig, som socialdemokraterne ønskede: De borgerlige står tilbage som ‘slapperne’, der ikke tør stramme coronapolitikken.
Forløbet med suspenderingen af udrednings- og behandlingsgarantien viser, at det ikke længere er lægefaglige eller ligefrem virologiske argumenter, der sætter rammerne for den førte politik. Lige nu er indlæggelsestallene nemlig ikke alarmerende, og der kunne derfor være både tid og grund til at diskutere proportionaliteten i de tiltag, som S-regeringen ønsker gennemtrumfet. Men der er for alvor gået politik i den.
Socialdemokratiet har lært af den måde, som de borgerlige partier førte udlændingepolitik op gennem 00’erne. De mest nervøse vælgere vil have konstante stramninger, og hvis anledningen ikke opstår af sig selv, kan politiske rådgivere og opportunistiske embedsmænd altid finde på kunstgreb, der gør det muligt for ministrene at fremstå som kompromisløse strammere. Bare for en sikkerheds skyld. /Lars Trier Mogensen