EU's ambassadør i Arktis: Der er begået mange fejl. Vi skal træde varsomt

EU vil inden for det næste år udvide sin tilstedeværelse til Arktis med oprettelsen af et kontor i Grønlands hovedstad, Nuuk. Det stod klart, efter Kommissionen i oktober lancerede sin nyopdaterede Arktis-strategi, der skal gøre regionen mere ”modstandsdygtig” over for klimaforandringer og have fokus på oprindelige befolkningers rettigheder.

Det forstærkede internationale samarbejde er budt velkommen i landet, der også for nyligt har tilsluttet sig Paris-aftalen. Men som blandt andet det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen har påpeget med sloganet ‘Intet om os uden os’, kommer øget EU-engagement ikke nødvendigvis uden en pris. Hvordan vil man sikre, at det kommer den arktiske befolkning – og klimaet – til gode? At regionen ikke bare bliver endnu en geopolitisk kampplads? Jeg har ringet og spurgt Michael Mann, der er EU’s ambassadør for Arktis (nej, ikke dén Michael Mann).

Åbner I kontoret for klimaet eller af sikkerhedspolitiske årsager?

”Den største trussel i Arktis er klimaforandringerne. Vi er også bannerførere for klimahandling i FN-processerne. Men det er en realitet, at EU ikke bare er en ekstremt vigtig økonomisk, men også geopolitisk magt. Det er første gang, vi meget eksplicit siger, at vi vil spille en geopolitisk rolle i Arktis. Men vi har længe været involveret. Det var noget af det, der overraskede mig mest, da jeg tog det her job. Selvom vi ikke formelt har observatørrolle i Arktisk Råd, har vi samme rettigheder. Vi gør allerede et stort arbejde i arbejdsgrupperne. Så det er ret logisk, at vi åbner et kontor.”

Så er det er primært en konsekvens af en geopolitisk virkelighed?

”Det er lidt af begge dele. Vores Arktis-politik måtte ikke kun handle om klimaforandringer, for de har også sikkerhedseffekter. Ligesom USA’s interesse delvist er øget på grund af klimaforandringerne. Eller tag Kinas Arktis-politik fra 2018 og det faktum, at Indien nu arbejder på én. Der har altid været geopolitiske interesser, men de er blevet tydeligere på grund af klimaforandringerne.”

Et af jeres mål er, at samarbejdet skal ske på lokalbefolkningens præmisser. Hvordan undgår I, at de geopolitiske kampe bliver på deres bekostning?

”Der er mange, der har talt om de oprindelige befolkningers behov, men ikke har gjort noget. Vi skal virkelig tage dem seriøst. Der er begået mange fejl. Vi skal involvere lokale befolkninger, ikke kun de oprindelige, i de tidlige stadier. De skal ikke bare tænkes som en fodnote. Delvist, fordi det er mest fair for dem, men også fordi det hjælper os. I aftalen nævner vi informeret samtykke fra lokalbefolkningerne, før man tager beslutninger, der påvirker dem. Vi tager dem sammen med myndighederne.”

Hvordan vil I involvere dem i praksis?

”Fx diskuterer vi i fællesskab, hvad pengene skal gå til, før vi bruger dem. Det betyder også, at der er mennesker, vi møder løbende. Ansigt til ansigt. Uanset, om det er os der foreslår, hvordan tingene skal udvikle sig, eller om det er dem, der præsenterer et problem. Rent praktisk giver det også mening at have mennesker i felten, for det giver en bedre forståelse for de spørgsmål, der er på spil. Men lad os være ærlige: Det handler også om synlighed. Jeg mener, at Donald Trump gjorde Grønland en tjeneste ved at tage opmærksomheden [da han ville købe Grønland, red.]. Grønland er mere til stede i folks bevidsthed i dag.”

Det er godt, at Donald Trump foreslog at købe Grønland?

”Jeg vil ikke kommentere på hans politik. Men jeg tror, at folk tænker mere på Grønland, end de måske gjorde før. For at gå tilbage til dit andet spørgsmål, vil vi heller ikke blande os i de indenrigspolitiske diskussioner. Vi tilbyder bare en service, så at sige.”

Er det overhovedet muligt at undgå at blande de to ting sammen?

”Det skal det være. Vi vil ikke blande os i medlemslandenes politik. Fx advokerer vi for at sætte en stopper for olie- og gasboringer. Samtidig opfordrer vi til mineraludvinding, selvom vi ved, at det kan være problematisk for de oprindelige befolkninger. Så vi skal sørge for, at det bliver gjort rigtigt. De er vigtige, hvis vi skal være seriøse om den grønne omstilling. Vi kan ikke beslutte, om landene skal udvinde mineraler – den beslutning skal tages af virksomhederne og de nationale myndigheder. Vi opfordrer dem bare til det, fordi det er EU’s ønske at blive selvforsynende.”

Og hvis befolkningerne ikke vil have det?

”Vi vil ikke banke på døren og sige, hvad de skal gøre. Vi minder bare om, at vi har den her politik i EU, og at det er afgørende for fremtiden. Men i sidste ende er det deres beslutning.”

Hvad er det for nogle fejl, du nævner, at I ikke vil gentage?

”Overalt er der diskussioner om den koloniale fortid. Fra et EU-perspektiv er vi relativt nye i regionen. Jeg tror, vi har lært meget, og at mange lande er ved at forstå, hvordan mange oprindelige befolkninger er blevet behandlet. Forhåbentlig vil tingene ændre sig til det bedre. Det er også interessant, at der nu er retssager i Norge og Sverige, hvor oprindelige befolkninger begynder at vinde. Jeg tror, at tidevandet er vendt en smule.”

Betyder det, at man skal bevæge sig forsigtigt som ambassadør i Arktis?

”Vi skal træde varsomt, ja. Vi ønsker ikke negative reaktioner fra Rusland, eller at folk mener vi overtræder vores kompetencer. For mig personligt handler det om ikke at tro, at jeg har en magt, jeg ikke har.” /Emma Louise Stenholm