Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Velkommen til den første Kære Læser i 2022. Det virker måske lidt åndet at indlede et spritnyt år med at se tilbage. Men hvis det nu ikke drejer sig om mere end et par dage, så går det vel an? Det er nytårstalen, vi snakker om. Ikke dronningens; den var fin, som den var. Nogle mente, at det var hendes bedste i mange år – måske endda siden den i 1984, hvor hun med formuleringen “små, dumsmarte bemærkninger“ satte ord på danskernes racisme, indskrænkethed og manglende format. Nytårsaften bevægede hun sig for så vidt ud på samme smulte vande, da hun talte om den diskrimination, som folk med handicap bliver mødt med, bl.a. på grund “tankeløshed og uvidenhed“. Som hun sagde: “Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed. Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre.“
Den der skarphed
Men nu var det jo sådan set Mette Frederiksens nytårstale, vi ville se tilbage på. Vi har set hende holde den, vi har læst den, og vi har set sågar gjort os den ulejlighed at se hende holde den med lyden slået fra (!). Og det spørgsmål, der melder sig, er: Hvem pokker er Mette Frederiksen?
Dengang hun var ung, var der ingen tvivl. I et længere portrætinterview, som TV 2 Nord lavede med hende 2011, sagde hun, at hun var sådan en, der siger præcis, hvad hun mener. Og videre, “at den politiske kultur i Danmark er blevet nærmest det modsatte. Altså at der er så meget pragmatisme og så meget søgen ind mod midten og så meget ‘nu skal vi også tilfredsstille lige præcis den vælgergruppe, at vi designer vores politik’. Og når der så kommer folk, som måske lidt mere fra hjertet og uden så meget skelen til, hvad det betyder i morgen, siger, ‘det her synes jeg er rigtigt, det her synes jeg er forkert’, så giver det den der skarphed, som nogen siger.“
Siden Mette Frederiksen blev statsminister efter folketingsvalget i 2019, er det ikke “skarphed“, det har skortet på, men snarere en fornemmelse af nogle kerneværdier.
Her på pladsen har vi tidligere været inde på, at Mette Frederiksen i sine ‘store’ taler arbejder med lys og mørke (‘Lysets Mette går med glans‘, oktober 2021). Det mest eklatante eksempel på et dystopisk mørke så vi i hendes første tale som statsminister ved Folketingets åbning i 2019, der kunnet have emmet af optimisme og gåpåmod, men hvor hun i stedet opremsede alle de forfærdelige ting, hun kunne “mærke“, at “vi“ var begyndt at vænne os til: “Vanvidskørsel. Trusler. Knivstikkeri. Skyderier. Bandeopgør. Eksplosioner. At vi stille og roligt accepterer at finde en anden vej at gå hjem om aftenen. At det bliver noget dagligdags i nyhedsstrømmen. At vi bare bladrer videre. Med et skuldertræk.“
Alt det, I skaber
I sin nytårstale lørdag virkede hun afdæmpet og imødekommende – simpelthen normal. Var det granatchok efter Socialdemokratiets voldsomme tilbagegang i storbyerne ved kommunalvalget? Trods valgløfter om det modsatte har hendes regering været ekstremt fodslæbende på klimaområdet, ligesom dansk kulturliv – og i det hele taget alt, hvad der lugter af elite – nærmest systematisk er blevet negligeret og tilsidesat. Men pludselig ikke længere.
Mette Frederiksen, der i øvrigt hævede sig over de sædvanlige Shu-Bi-Dua-referencer og ligefrem citerede H.C. Andersen (dog det forslidte “at rejse er at leve“), sagde noget varmt om kulturen: At “det er et stort tab“, at coronarestriktionerne rammer kunsten og kulturen, fordi “vi har brug for omtanken, refleksionen, indsigten og udsynet. Oplevelserne. Alt det, I skaber.“
Det var, hvad det kunne blive til om kulturen, men det var trods alt flere ord end sædvanligt fra en politiker, der for 11 år siden sagde, at hun godt kunne tænke sig at være kulturminister.
Mette Frederiksen talte om “en ny og ambitiøs afgift på CO2“ – som er noget andre partier har forsøgt at få regeringen til at tage stilling til i to år. Og så var der Frederiksens store slagnummer: At danskerne senest i 2025 skal have mulighed for at “flyve grønt“ på en indenrigsrute. En grøn indenrigsrute… Egentlig er det jo et fattigt mål at sætte sig, og eksperterne siger, at det slet ikke er umuligt at indfri.
I 1962 holdt USA’s præsident John F. Kennedy sin ikoniske månetale, hvor han lovede, at amerikanerne ville have en mand på månen inden årtiets udgang, selv om det dengang virkede absurd urealistisk, ja, som ren science-fiction.
En “grøn“ indenrigsrute i 2025 – var det Mette Frederiksens John F. Kennedy-månetale-øjeblik, vi så der? Tja. Det er ikke godt at vide. Som Føljetons Lars Trier Mogensen nøgternt konstaterer andetsteds (betalingsmur), så mestrer Frederiksen at flytte sig “hurtigt med stemningsskiftene i tiden og tager handlekraftigt bestik af nye strømninger“. Det er med andre ord politik designet til bestemte vælgergrupper. Og lige nu er der gudskelov et flertal, som er stærkt bekymret over klimaet. Gad vide, hvad Mette Frederiksen selv står for. /Oliver Stilling