Nyhedsanalysen

Dit horoskop for 2022

Hvad kan du forvente dig af det nye år? Som enhver sandsiger med respekt for sig selv har Føljeton lyttet på vandrørene, spejdet mod himlen og stukket en finger i jorden for at finde et svar til dig. Vi beklager på forhånd.

0:00 / 0:00

Jan Helvetius Atlas of Haevens, 1792

Stenbukken (22. dec. – 20. jan.)

Du er fornuftig, målrettet og måske en lille smule fåmælt. Heldigvis har du fundet ud af, at stilhed faktisk er guld. I 2022 vil du bruge din taletid på ingenting at sige, og se hvordan det kaster både det ene og det andet af sig. Du foretager en stor donation til Foreningen Stum i årets andet kvartal.

Andre kendte stenbukke: Søren Pape Poulsen

–––

Vandmanden (21. jan. – 18. feb.)

Du er venlig, original og skarp. 2021 brugte du på at indse, hvad der virkelig betyder noget her i livet. Udfordringen for dig bliver at holde fast i din sandhed i 2022. Du udvider din samling af fortryllede instrumenter til også at tælle et fortryllet rasleæg og en fortryllet banjo. Du spiller mere virtuost end nogensinde før.

Andre kendte vandmænd: Alex Ahrendtsen

–––

Fisken (19. feb. – 20. mar.)

Du er en kreativ sjæl og en dyreelsker med et svagt punkt for at agere martyr. I 2022 ligger dit fokus på at udbrede bestanddelen af kælehøns i Danmark. Du formår at styre udenom de værste DF-associationer ved din dyrefilantropi og bruger måske uretfærdigheden i sammenligningen til at profilere dit foretagende.

Andre kendte fisk: Pia Kjærsgaard

–––

Vædderen (21. mar. – 19. apr.)

Du er kinæstetiker med et mod, der tangerer det dumdristige. Ifølge Zodiacs.com kan du godt lide blødt tøj, så du starter et nattøjsmærke, der sættes til salg i Føtex ved siden af tv-baronessens strømpebukser. Selvtilliden fejler ikke noget, så i årets tredje kvartal udvider du med en hattekollektion. Hvis det fejler, skriver du bare en bog om socialisme.

Andre kendte væddere: Pelle Dragsted

–––

Tyren (20. apr. – 21. maj.)

Du er en blæksprutte og stædig som ind i helvede. Årets første måneder bruger du på at overbevise dine kolleger om, at I skal have et awardshow med en pris til arbejdspladsens mest praktisk anlagte medarbejder. De sidste måneder bruger du på at bevise, at du er den rette modtager af trofæet, der er formet som en (praktisk) gris. Du er en dygtig håndværker, og du tager den anerkendelse, du kan få.

Andre kendte tyre: Lars Løkke Rasmussen

–––

Tvillingen (22. maj – 21. jun.)

Du taler hele tiden, og det kommer du også til i 2022. Du overvejer en gang imellem at tie, men overbeviser dig selv om, at verden er bedre tjent med dig som kommentator. Du starter en samtalepodcast med dig selv som vært, gæst og tilrettelægger. Du har sådan set også en lækker stemme.

Andre kendte tvillinger: Poul Nyrup Rasmussen

–––

Krebsen (22. jun. – 22. jul.)

Du er følsom, omsorgsfuld og fantasien fejler ikke ligefrem noget hos dig. Til gengæld hader du ordspil. Det bedste råd, vi kan give dig, er at forsøge at lade være med at rage uklar med din mor i august og september (det står der i hvert fald på Zodiacs.com). Hvis du selv skal på barsel, kan du blive udsat for en personlig hetz.

Andre kendte krebs: Pernille Skipper

–––

Løven (23. jul. – 22. aug.)

Du elsker opmærksomhed og mistrives virkelig uden. Det gør af og til, at du påtager dig jobs, du ikke helt har forstand på, hvis de er tilpas højtprofilerede. I 2022 går du benhårdt efter at afløse Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen. Det lykkes af uforklarlige årsager, og folk bliver ved med at sige ting som, at du i hvert fald gør det bedre der end i rollen som kulturminister. Du forstår ikke sammenligningen, men tager selvfølgelig imod komplimentet.

Andre kendte løver: Mette Bock

–––

Jomfruen (23. aug. – 22. sep.)

Du har orden i sagerne, og du er generelt velforberedt og afbalanceret. En gang imellem kan du dog finde på at tabe sutten, hvis du fx er træt og bare vil hjem og have din fucking risengrød. Apropos julehygge vil du også i 2022 give dig i kast med at skrive julesange. Du vil forsøge at lade være med at gøre grin med voldtægt og kønsidentiteter, men kan ikke love noget.

Andre kendte jomfruer: Bertel Haarder

–––

Vægten (23. sep. – 22. okt.)

Du er venlig, imødekommende, social og så ELSKER du bacon. Men hvad folk ikke ved om dig er, at du faktisk også er skide sjov. Det skal du bruge det meste af 2022 på at overbevise verden om, for den slags giver næsten lige så mange popularitetspoint som at være fra Jylland. Ikke at du går op i den slags.

Andre kendte vægte: Jakob Ellemann-Jensen

–––

Skorpionen (23. okt. – 22. nov.)

Du er lidt af en vendekåbe, og med dit intense og lidenskabelige gemyt tegner 2022 til at blive hæsblæsende for dig. Du sætter ud på en rejse, du ikke helt ved, hvor ender. Vi ved det heller ikke, men den kommer muligvis til at involvere risretter. Husk at variation er vigtigt, snup en makrelmad i ny og næ.

Andre kendte skorpioner: Mette Frederiksen

–––

Skytten (23. nov. – 21. dec.)

Du elsker frihed og taler tit, før du tænker. Igen i 2022 vil du gøre en halvhjertet indsats for at overbevise folk om, at du altså ikke hader kvinder. Igen i år vil det mislykkes. Det holder dig ikke vågen om natten.

Andre kendte skytter: Ole Birk Olesen

 

/Asta Kongsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12