Scanpix
Diskretion er en æressag. Men de stadig mindre hemmelige spiontjenester herhjemme har ikke meget tilbage – hverken af diskretionen eller æren. De seneste uger har været selvydmygende for både Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste, og fremfærden begynder at fremstå så klodset, at det kan få vidtrækkende konsekvenser.
Senest har spiontjenesterne indkaldt en række journalister som vidner i den spektakulære sag, hvor fire tidligere eller nuværende ansatte i efterretningstjenesterne er blevet anholdt for lækage. Det er den nye Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har indkaldt journalister fra bl.a. Politiken og Berlingske til afhøring.
Manøvren er opsigtsvækkende på flere niveauer. For det første er det et ildevarslende tegn på desperation, at efterretningstjenesterne ikke er i stand til at håndtere deres fortrolige operationer bag kulisserne. Når spiontjenesterne buldrer frem i offentligheden, er de allerede på gyngende grund. Det bliver ganske enkelt for tydeligt, at myndighederne ikke længere er i kontrol.
For det andet og endnu værre kan det ses som et alarmerende indgreb i pressefriheden, når statslige myndigheder begynder at ville presse journalister til at røbe kilder. Ønsket om at forhøre mindst fem journalister sker således, efter efterretningstjenesterne allerede har afholdt møder med flere mediechefer og chefredaktører, og her indskærpet, at det kan give op til 12 års fængsel at viderebringe hemmelighedsstemplede oplysninger.
Og endelig for det tredje rejser fremgangsmåden penible spørgsmål for regeringstoppen: For er de øverste ministre forhåndsorienteret om, at spiontjenesterne tilsyneladende ikke længere ser andre mulighed end at gå efter budbringerne, nu hvor deres egen evne til at operere er blevet kompromitteret af én eller eventuelt flere interne whistleblowere?
For lækagerne er netop strømmet indefra spiontjenesterne i de senere år, og medarbejderstaben er tiltagende frustrerede over en ledelse, som internt kritiseres for at være mere fokuserede på at please regeringstoppen end på at varetage Danmarks reelle sikkerhedsinteresser – og ikke mindst for at have ladet hemmelige agenter i stikken ude i marken.
Officielt er det ikke kommet frem, hvilke konkrete sager og lækager, som efterretningstjenesterne er i færd med at undersøge ved hjælp af meget åbne metoder. Dog vides det, at både de fire anholdte efterretningsfolk og de endnu flere mediechefer står over for at kunne blive sigtet efter straffelovens paragraf 109, der grundlæggende handler om landsforræderi, og i sagens natur er en uhyre sjældent anvendt anklage.
Paragraffen lyder: “Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.“
Umiddelbart kan mindst fire dramatiske medieafsløringer have været anledningen til de døgnaktuelle forsøg på nu at få medier til at afsløre deres kilder: Den første og største skandalesag begyndte allerede i 2014, da dokumenter, som blev lækket af den amerikanske whistleblower Edward Snowden, afslørede, at Forsvarets Efterretningstjeneste i en årrække angiveligt skulle have haft et tophemmeligt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), om datatapning fra fiberkabler, som løber gennem Danmark – og som kan have betydet, at danske statsborgere er blevet ulovligt aflyttet.
Det andet og næsten lige så penible forløb af afsløringer kredser om Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste (PET) og handler om lækager af sikkerhedsvurderinger af de truende forhold for de danske børn og mødre i Syrien. Sidste år slap det således ud, at Justitsministeriet havde syltet en trusselsvurdering fra PET, hvoraf det allerede i foråret 2019 fremgik, at de danske børn, der sad indespærret i fangelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien, med tiden ville komme til at kunne udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark, særligt hvis hjemtagelsen blev udskudt alt for lang tid.
Den tredje og på mange måder mest spektakulære afsløring har blottet en mislykket mission med en undercoveragent i Syrien. Med Berlingske som nyhedsmotor er det blevet afdækket, hvordan det danske efterretningsvæsen tilbage i 2013 sendte den 32-årige danske statsborger Ahmed Samsam afsted på en hemmelig mission til Syrien for at indhente oplysninger om udrejste jihadister fra Danmark. Men da han senere blev anholdt i Spanien og blev anklaget for selv at være fremmedkriger, benægtede PET og FE ethvert kendskab til manden.
Den fjerde og nyeste afsløring udstiller en sjælden følgagtighed over for regeringstoppen i forbindelse med den ydmygende retræte fra Kabul i Afghanistan. Sidste efterår skrev Forsvarets Efterretningstjeneste i sin årlige risikovurdering: “Hvis der som planlagt sker en vestlig tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021, er det meget sandsynligt, at det vil styrke al-Qaeda og gruppens allierede i regionen. Det er sandsynligt, at al-Qaeda i Afghanistan efter en tilbagetrækning vil vokse i antal og bl.a. genoprette træningslejre for at øge sin kapacitet til at angribe mål både i regionen og i Vesten.“
Men pludselig skiftede FE spor. Pludselig lød forklaringen stik modsat. Efter den danske ambassade var blevet evakueret i august under totalt kaotiske forhold – og med akut hjælp fra Jægerkorpset – og forsvarsminister Trine Bramsen (S) havde været ført valgkamp fra en hjemmeværnskutter på Ærø, fremkom FE med en bizar kontraanalyse. I en pressemeddelelse fra fungerende FE-chef Svend Larsen lød det pludselig: “Forsvarets Efterretningstjeneste undervurderede, hvor hurtigt en magtovertagelse i Kabul ville finde sted.“
Alle fire lækageforløb – altså både den amerikanske forbindelse med ulovlig internet-overvågning, den syriske forbindelse med advarsler om sikkerheden for de danske børn, den spanske forbindelse med undercover-agenten, som blev ladt i stikken, og endelig den afghanske forbindelse med politisk føjelighed i ledelsen – rummer hver især sprængstof nok til at skabe skandaler. Men kombinationen og sammenfaldet gør det selvsagt særligt kritisk for efterretningstjenesterne, og den seneste håndtering har kun gjort ondt værre.
Ved åbent at true og intimidere den frie presse – og ved at retsforfølge whistleblowere for landsforræderi – har spiontjenesterne fremprovokeret en situation, hvor deres arbejde vil blive underkastet et stadig mere kritisk lys. Hvor det måske ikke var ligefrem påtrængende før, er det nu blevet uundgåeligt, at både PET og FE skal underkastes vedholdende granskning, og at både whistleblowere og kritiske ansatte skal sikres mulighed for at indvie den bredere offentlighed i svigt, fejl og ikke mindst fejhed i den måde, som spiontjenesterne opererer.
Sådan kommer medierne i hvert fald til at reagere. Eller som formanden for Det Europæiske Journalistforbund (EFJ), Ricardo Gutiérrez, udtaler: “Denne uansvarlige adfærd fra offentlige embedsmænd er ikke værdig i en demokratisk stat.“
Alle fire lækagehistorier, som er kommet frem i de senere år, har oplagt haft offentlighedens interesse, for selvfølgelig skal det være muligt at kontrollere myndighederne i et åbent folkestyre. Og ved at fare så hårdt frem og nu ville afhøre de journalister, som har viderebragt informationer fra de utilfredse medarbejdere i efterretningstjenesterne, er det blevet mere end sandsynliggjort, at der vitterligt var noget at komme efter.
Paradokset er, at jo mere brutalt efterretningstjenesterne handler i forhold til såvel kritiske medarbejdere som uafhængige journalister, desto mere bekræfter de selv, at der var behov for større åbenhed og gennemsigtighed. Det begynder at minde om en tragikomisk krimi, hvor cover-up’et udvikler sig til at blive en næsten endnu værre skandale end de oprindelige brølere. Hvis regeringstoppen tilmed har sanktioneret fremfærden, kan spiondramaet meget hurtigt også eksplodere i hovedet på statsminister Mette Frederiksen. Efterretningstjenesterne har nemlig gjort, hvad de faktisk er sat i verden for at undgå: Sat hele spotlyset på deres egne og hidtil lyssky metoder. /Lars Trier Mogensen