Nyhedsanalyse

Abebilleder har fået internettet til at gå bananas

Bored Ape Yacht Club

Tilbage i 90’erne ramte en ny dille USA: Små tøjdyr kaldet Beanie Babies blev pludselig en eftertragtet handelsvare. Forretningsmanden H. Ty Warner fik forunderligt nok overbevist folk om, at tøjdyrene ikke bare var gode legetøj, men også perfekte investeringsobjekter. Pitchet lød, at der kun ville blive lavet en begrænset mængde af de forskellige Beanies, hvorfor man hellere måtte hoppe på bølgen, mens prisen var lav. For tænk bare, hvor meget en sjælden Beanie Baby ikke ville være værd i fremtiden. Snart blev tøjdyrene handlet raskt væk på eBay. Pengene fløj gennem luften; mange ejere var overbeviste om, at de havde ramt jackpot… Lige indtil boblen brast, og de stod tilbage med det, en Beanie Baby i bund og grund var: Et billigt tøjdyr massefremstillet i Kina.

Spol frem til i dag, hvor digitale billeder af beklædte, lidt livstrætte aber nu bliver handlet for eksorbitante summer på op mod flere mio. dollar. Ved at sætte 10.000 aber til salg, har Bored Ape Yacht Club skabt en løssluppen internetdille, som også flere kendisser nu har valgt at investere i. Eminem ejer en abe (og bruger den som profilbillede på Twitter), det samme gør bl.a. Snoop Dogg, talkshowvært Jimmy Fallon og basketballspilleren Shaquille O’Neal. Ja, selv Adidas er hoppet med på abebølgen. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Beanie Babies havde fået en forskruet, lidt nihilistisk fætter. Desværre har det også noget med NFT’er at gøre.

Siden NFT’er fik deres store gennembrud under coronapandemien, er de ofte blevet udlagt som kunstens fremtid. Uden at gå alt for meget i detaljer (igen), er grundidéen groft sagt denne: Mens digitale filer normalt har det problem, at de kan kopieres i en uendelighed, forsøger NFT’er – non-fungible tokens, ikke-ombyttelige poletter – at indføre muligheden for, at filen kan få én (og kun en) retmæssig ejer. Ved at indskrive et købsbevis på blockchain (som i denne forbindelse kan tænkes som et åbent, ikke-manipulerbart bogholderi) kan en NFT-ejer bevise for alle, at han er den retmæssige indehaver af den givne fil (også selvom folk i princippet kan blive ved med at kopiere den). Kort fortalt: Med NFT’er bliver det muligt at sælge digital kunst som unikke, enkeltstående værker.

Bored Ape Yacht Club er, basalt set, blevet den nye hellige gral for NFT-entusiaster. Ved at kombinere et gennemført grafisk univers med internethumor og salgsteknikker à la H. Ty Warner, har fire gutter forunderligt nok overbevist verden om, at digitale aber er fremtiden. Med en begrænsning på 10.000 styks bliver aberne gjort til naturlige samleobjekter. Og som om det ikke var nok, fungerer hver enkelt “Bored Ape“ også som adgangsbillet til et eksklusivt onlinefællesskab, hvor ligesindede abeejere kan gå bananas i grafitti og… ja, andre ting. Fornemmelsen af eksklusivitet er med til at presse priserne op, ligesom svindelnumre er blevet udbredte. “Alle mine aber er væk,“ skrev en frustreret Bored Ape-ejer eksempelvis, efter han var blevet franarret alle sine NFT’er i et phishingangreb – til stor morskab for resten af internettet.

Så hvad er pointen? Er Adidas, Eminem og alle de andre gået helt fra snøvsen? Beviser Bored Ape Yacht Club endegyldigt, at NFT-manien er en uholdbar spekulationsboble på niveau med Beanie Babies? På Bored Apes hjemmeside understreges det, at der altså ikke er tale om et pyramidespil. Det er vist aldrig et godt tegn, når man bliver nødt til at sige det. Mere end noget andet synes dillen dog at indikere, at internetøkonomien er blevet mere og mere virkelighedsfjern. Boomet i kryptovaluter har skabt en generation af nyrige onlinebrugere, som tilsyneladende ikke har noget bedre at bruge deres penge på end billeder af livstrætte aber. Samtidig understreger de 10.000 Bored Apes, at NFT-markedet vist ikke tjener kunstens interesser.

Som kunstkritiker Jonathan Jones eksempelvis påpeger i The Guardian, handler abe-manien mere om ego end om kunstnernes selvstændiggørelse. “Det er ikke kunst som bliver solgt her, men attitude […] NFT’er er ikke gode for kunsten. De frigør ikke kunstnerne. I stedet gør Bored Ape Yacht Club det forfærdeligt åbenlyst, at de ikke tjener andet end penge. De er bare abelignende pokerjetoner som hylder markedets spænding. En renere form for kapitalisme har aldrig eksisteret.“ Vi kunne næppe have sagt det bedre selv. Hvis man manglede et endegyldigt bevis for, at NFT’er primært er et spørgsmål om vanvid, behøver man ikke se meget videre end Bored Abe Yacht Club. Selv med uendelig tid tvivler vi på, at de 10.000 aber kommer til at skrive den nye Hamlet. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12