Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
“Demokratiet er gået i stykker. Sådan fikser vi det,“ står der med store bogstaver hen over forsiden på den seneste udgave af Foreign Policy. Formentlig foranlediget af etårsdagen for pøbelangrebet på kongresbygningen i Washington, D.C., har det respekterede amerikanske udenrigspolitiske magasin lavet et temanummer om, at den frie verden er under pres.
I den forbindelse har bladet bedt 10 “førende tænkere“ om at levere deres bud på, hvordan problemet med de pressede demokratier skal tackles. Men der må være sket en fejl. På listen af personer, der figurerer som “tænkere“, finder man tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – Venstre-manden, der førte Danmark i krig i Irak og Afghanistan. Foghs navn står endda på forsiden side om side med folk som socialpsykologen Shoshana Shuboff, kommentatoren Fareed Zakaria og den udenrigspolitiske analytiker Anne-Marie Slaughter.
Hvis der er noget, historien har vist, så er det, at Anders Fogh Rasmussen ikke er nogen tænker (selv om hans spinfolk var god til at få det til at se sådan ud, dengang han sad med regeringsmagten). Hvis man er tvivl, kan man jo prøve at kigge på, hvad det er for ideer, han byder ind med i sin lille tekst i Foreign Policy. “Verdens demokratier repræsenterer mere end 70 pct. af det globale bruttonationalprodukt,“ skriver han. “Hvis den magt bliver brugt, så er det et sprog, som Beijing og Moskva vil kunne forstå. Men vigtigst af alt så ved vi, den menneskets frihedskraft er verdens stærkeste kraft. Folk går sjældent på gaden for at kræve mere autokrati.“
Frihed og demokrati
Verden har forandret sig, og Fogh har ikke forandret sig med den. Han geopolitiske udsyn er 20 år gammelt, og mens han går rundt og er besat af Rusland og Kina (som sådan set er uden for pædagogisk rækkevidde), opstår der sprækker andre steder – fx i Polen, Ungarn og Indien og jo for så vidt også i USA. Nu har Fogh talt om “frihed og demokrati“ som løftestang for fred og ro i 20 år, og det har sådan set aldrig stukket meget dybere end det. Prøv at kigge på hans politiske konsulentbureau Rasmussen Globals hjemmeside; langt hen ad vejen er det varm luft. Og hans løsningsmodel i Foreign Policy? “Det den frie verden har brug for, hvis demokratiet skal trives hjemme og i udlandet, er en koalition af villige lande – en formel alliance af ligesindede nationer,“ mener Fogh. “Sådan en alliance kunne være en udvidelse af af G7, gruppen af førende industrialiserede demokratier, der formelt blev udvidet i 2021 til også at inkludere Australien, Sydafrika og Sydkorea.“
Så Anders Fogh Rasmussens løsning er flere sammenslutninger – ud over NATO, FN, etc.? Måske har han godt kunnet høre, at det lød lidt letbenet, for i næste sætning tilføjer han, at sådan en alliance kun vil kunne fungere, “hvis den fokuserer sin opmærksomhed, ikke kun på topmøder og erklæringer, men også konkret output“.
Det er ved at være tæppefald for den 68-årige Anders Fogh Rasmussen. Man kunne godt ønske sig, at han undskyldte for sin rolle i Danmarks krigsdeltagelse på denne side af årtusindskiftet. Hvis man skal sige noget godt om ham, må det være, at han er demokrat.
Det bringer os her på falderebet videre til en anden aldrende dansk politiker, hvis storhedstid også ligger bag hende: Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Det parti, hun stiftede i 1995, har nu gennem en årrække været ved falde fuldstændig fra hinanden i en nedadgående spiral, som ikke bare er en tendens. Den rallen, vi hører, er en dødsrallen. Det har vist sig, at det ikke er nok i længden at være et protestparti. Man bliver nødt til at støbe nogle andre kugler undervejs.
I weekenden er hun så gået all in på at støtte Morten Messerschmidts kandidatur som ny formand. Hun vil have topstyringen af Dansk Folkeparti tilbage, og hun mener, at Messerschmidt er den rette person, selv om han i august fik en byretsdom på seks måneders betinget fængsel for svig med EU-midler og dokumentfalsk, som han dog ankede (inden det blev vedtaget, at den skal gå om). Pia Kjærsgaard synes selvfølgelig, at det er ærgerligt med sådan en sag, men til TV 2 News siger hun så, at Messerschmidt “fortjener en frifindelse“. Som Enhedslistens Søren Søndergaard skriver på Twitter: “Hvis man er skyldig, skal man dømmes, og hvis man er uskyldig, skal man frifindes. I en demokratisk retsstat handler det ikke om, hvad man ‘fortjener’.“ Det er en skændsel, at Pia Kjærsgaard har været formand for Folketinget. Og sådan var der lidt at se tilbage på her på en mandag. /Oliver Stilling