Alexey Nikolsky/AFP/Ritzau Scanpix
Da Loke får Fenrisulven med jættekvinden Angerboda, jager det ifølge nordisk mytologi en skræk i livet på aserne. Dag for dag for dag vokser ulven sig større og stærkere, og desuden siger en spådom, at den vil dræbe Odin ved Ragnarok. Aserne beslutter derfor at få Fenrisulven bundet, og får til det formål nogle dværge til at smede den magiske kæde Gleipner. To gange tidligere har man lokket Fenrisulven til at lade sig binde med nogle svagere kæder, under det påskud, at ulven skulle se det som en styrkeprøve. Da turen er kommet til at afprøve Gleipner, får Fenrisulven dog alligevel bange anelser. Ulven lader sig binde, men kun på den betingelse, at asen Tyr lægger sin hånd i dens mund. Og da kæden viser sig at være ubrydelig, falder hammeren: Fenrisulven bider prompte Tyrs hånd af, som straf for asernes svindelnummer. Til gengæld står ulven nu bundet helt frem til Ragnarok.
Mandag mødes repræsentanter fra Rusland og USA til diplomatiske forhandlinger i Genève, senere på ugen står den på russiske forhandlinger med NATO og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) i hhv. Bruxelles og Wien – og situationen er ikke helt ulig scenen fra nordisk mytologi. Med omkring 100.000 soldater udstationeret nær grænsen til Ukraine, truer Rusland med at indvarsle Ragnarok. På en eller anden måde skal amerikanske og europæiske diplomater forsøge at få Rusland tæmmet. Spørgsmålet er dog, hvad man overhovedet skal lægge i Putins glubske mund – og om indrømmelsen vil kunne afværge yderligere russiske aggressioner. I modsætning til aserne, har de vestlige diplomater nemlig ikke nogen magisk kæde ved hånden.
Allerede i sidste måned frigav Rusland en liste over krav, som ifølge russerne skal indfries, hvis spændingerne omkring Ukraine skal opblødes. Nogle af punkterne ses dog som helt uspiselige for såvel USA som NATO. Bl.a. forlanger Rusland garantier for, at Ukraine aldrig vil blive optaget i NATO. Tilsvarende kræves det, at forsvarsalliancen trækker sine tropper væk fra Ruslands nabolande. Selvom de amerikanske diplomater aldrig vil godkende sådanne krav, kan fremsættelsen af dem nemt tolkes som en sejr for den russiske præsident, Vladimir Putin. Ikke nok med, at Putin i hjemlandet har haft held med at udlægge (betalingsmur) situationen som et spørgsmål om vestlig aggression, så fremstår han også som en hård nyser, der tvinger USA til forhandlingsbordet – ligesom han spiller de europæiske lande ud mod hinanden ved ikke også at forhandle direkte med EU. Ja, alene det, at forhandlingerne i Genève tager udgangspunkt i Ruslands krav, kan ses (betalingsmur) et klokkeklart plus for Putin.
Det russiske gamble er dog også med til at forværre en i forvejen højspændt situation. Spørgsmålet er, hvilke mindre indrømmelser USA og NATO overhovedet kan tilbyde, som ikke også ville sætte den russiske retorik i et dårligt (og overilet) lys. Ved at lægge så hårdt ud i forhandlingerne, har Putin gjort det markant sværere at løse konflikten på fredelig vis – i hvert fald hvis han skal undgå at tabe ansigt. Samtidig gør de russiske krav det mere sandsynligt, at USA vil forsøge at bekæmpe ild med ild, eksempelvis ved at true med nye sanktioner, eller en øget militær tilstedeværelse nær Ukraine. Det er ikke for ingenting, at eksperter atter drager paralleller til den kolde krig. Hvorvidt krigen også kan blive varm, vil ugens topmøder i Genève, Bruxelles og Wien give en god indikation på. Men hvis man ellers skal tro Vladimir Putin, står Fenrisulven på spring – og diplomaterne får nok at se til, hvis en mindelig løsning skal smedes sammen. /David Dragsted