Phil Noble/Reuters
Nej, vi mener selvfølgelig ikke på den måde ud af Brexit. Den beslutning er for længst truffet, uomgængelig, overstået. I hvert fald for nu. Det er efterdønningerne til gengæld ikke, der stadig viser sig i Det Forenede Kongerige. Tag for eksempel stridighederne om fiskeri, landbrugstilskud, handel og i den forbindelse Nordirland-protokollen, der blev underskrevet i 2019.
Sidstnævnte har i månedsvis trukket tænder ud, fordi den har skabt en de facto handelsgrænse i Det Irske Hav, der adskiller Storbritannien og Irland, og som langt fra alle er glade for. Den britiske premierminister, Boris Johnson, har det sidste halve år forsøgt at genforhandle protokollen, fordi han mener, at EU’s regler er for rigide. Han har derfor foreslået en ordning, hvor varer mellem Storbritannien og Nordirland ikke skal kontrolleres, og papirarbejde skal holdes på et minimum.
I weekenden smed den nye Brexit-forhandler, Elizabeth Truss – Storbritanniens første kvindelige udenrigsminister – så en bombe: Som sin forgænger David ‘Lord’ Frost, der over jul trak sig fra posten som Brexit-minister, truer hun med at udløse den såkaldte artikel 16, hvis ikke man bliver enige. Det vil tillade Storbritannien at suspendere særlige dele af aftalen, fordi hun ikke vil acceptere en løsning med fortsat kontrol af varerne.
Torsdag skal hun mødes med sit europæiske modstykke, Maroš Šefčovič, og han er naturligvis ikke glad for udmeldingen: I tyske Der Spiegel advarer (betalingsmur) han om, at hele grundlaget for forholdet mellem Storbritannien og EU er i fare, og at truslen er “et meget distraherende element i diskussionerne. Du forsøger at opnå noget sammen og – bam – så er truslen om artikel 16 der igen […] Uden protokollen vil hele systemet kollapse. Det skal vi undgå for enhver pris.“
En politisk kamæleon
Mange havde ellers håbet på, at Truss ville forandre diskussionernes dødevande ved at anlægge en blødere tilgang til sagen end Frost. For Liz Truss har i det hele taget forholdt sig meget lidt til EU, siden hun blev valgt som udenrigsminister. Brexit-ansvaret var da også var lidt af en hadegave, når man tænker på hendes fortid som Remainer. Lige indtil hun pludselig ikke var det længere.
Truss er nemlig kendt som lidt af en politisk kamæleon. Hun er vokset op i en familie, der med hendes egne ord var “more left than Labour“, som ung studerende i politik, filosofi og økonomi (PPE) på universitetet i Oxford plæderede hun som socialliberal mod monarkiet, og først senere blev hun konservativ, da hun i universitetsmiljøet mødte flere og flere Toryer, hvis ord hun synes lød “ganske fornuftige“.
Men hvorfor går en tidligere Remainer så pludselig i Frosts fodspor med en tilsyneladende så hård linje? For det første er Truss favorit til at overtage posten som efterfølgeren til Boris Johnson, der kæmper med den ene møgsag efter den anden og onsdag måtte forklare sig over for parlamentet.
Hvis Liz Truss skal vinde posten, bliver hun dog nødt til at please euroskeptikerne. Dem er der mange af i baglandet – som for eksempel hendes egen stedfortræder Chris Heaton-Harris, der “ingen kærlighed“ har til Europa. Som Politico peger på, afhænger udfaldet af, hvor meget handlerum, hun giver ham. Men Truss har en ganske god sag: Toryerne elsker hende, og modstanderne frygter hende.
Thatcher II
Det er dog en hårfin balancegang for Truss: Et enkelt skridt ved siden af kan betyde et farvel til lederdrømmen. Skulle hun distancere sig for meget fra sine partikollegaer, ville det signalere ustabilitet i den allerede vaklende regering. BoJos allierede har da også allerede meldt ud, at de synes Truss er lidt for hurtig ved havelågen, som da hun gik ud for at positionere sig på coronarestriktionerne, før Johnson havde meldt sin officielle holdning.
Mere interessant er det, at det er meget lidt sandsynligt, at hun rent faktisk skulle udløse artikel 16. Truss har aldrig været interesseret i, at forhandlingerne skal fylde i hendes karriere – hun er jo trods alt udenrigs- og ikke Brexitminister. Derfor har hun ingen intentioner om at trække forhandlingerne i langdrag og skabe det politiske og økonomiske kaos, der naturligt vil følge, hvis hun trykker på knappen.
At hun siger ét og ser ud til at gøre noget andet, er ganske bevidst: Truss ved, hvordan man skal spille sine kort, og Storbritannien har derfor al mulig grund til at rette øjnene mod hende. The New Stateman har for eksempel beskrevet, hvordan hun benhårdt efterligner Margaret Thatcher. De to har da også en del tilfælles, som kærligheden til frihed og effektiviseringen af den offentlige sektor (tænk bare på bogen Britannia Unchained, hvor Truss og fire kollegaer anklager briterne for at være “nogle af de mest dovne i verden“, der kun går op i “fodbold og popmusik“).
Om Truss har lige så meget jern som Thatcher, kommer tiden til at vise. Men hun bliver næppe den, der kommer til at vende op og ned på Brexit. For overalt i regeringen hersker en grundlæggende mangel på forståelse for – og engagement i – beslutningens konsekvenser. Også hos Truss. Som det lyder i The Guardian: “At løse det er snarere et spørgsmål om regimeskifte end regeringsrokade.“ /Emma Louise Stenholm
Teksten her indgår også i den seneste udgave af Feuilleton, Føljetons europæiske Doppeltgänger. Du kan læse nyhedsbrevet i sin fulde længde her, og skrive dig op til kommende udgaver lige her.