Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Tillad os at være en smule kategoriske og stille det op således: Der er grundlæggende to måder, man kan forholde sig til dødens uomgængelighed på. Det illustreres fint gennem fortællingen om hhv. bilforhandleren Torsten Müller-Otvös og bedemanden Claus Madsen. Begge mænd er nemlig i udgangspunktet enige i livets grundpræmis: Man lever kun én gang – YOLO. Hvordan man så griber dén kendsgerning an, deler dog vandene.
Claus Madsen gik rimelig kontant til værks, da coronapandemien meldte sin ankomst. Som den merkantile dødsforvalter, han er, reserverede Madsen 200 ekstra kister til sit forestående forretningseventyr. Udbud og efterspørgsel, ved I nok. Dødstallene blev bare ikke, som Madsen forventede. Han havde simpelthen forregnet sig.
Det samme kan ikke siges om vores tyske bilforhandler, hr. Müller-Otvös. Mens pandemien har hærget, har hans salg af Rolls Royce-biler nemlig været wunderbar. “Mange mennesker har set, hvordan folk i deres nærmiljø er ved at dø af Covid. Det får dem til at tænke at livet kan være kort, og at man hellere må leve det end at udskyde det til senere. Det har hjulpet salget helt massivt,“ forklarer han som årsag til, at dobbelt så mange amerikanere som året forinden har købt sig den bil, de altid har drømt om – sådan som Nik og Jay jo faktisk også foreslår på nummeret “En dag tilbage“. Mens han læner sig op ad en glinsende øse, takker Müller-Otvös ligefrem amerikanernes dødsangst for Rolls-Royces strålende salgsår.
Party like there’s no tomorrow
Er der en, som sandsynligvis ville ønske, at han havde haft lidt mere respekt for døden, er det briternes premierminister Boris Johnson. Igennem den seneste tid er anklagerne væltet frem om, at han og hans ansatte i Downing Street 10 simpelthen skulle have festet, som om der ingen dag var i morgen – alt imens briterne sad derhjemme og blev bedt om at aflyse fødselsdage, jul og alt, der kunne minde om socialt samvær. Intet mindre end 12 ulovlige fester skulle de britiske Toryer have holdt, og Boris Johnson, ja, han deltog angiveligt i flere af dem.
Onsdag måtte han så under spørgetimen i det britiske underhus give en undskyldning foran sine konservative partifæller og den vrede opposition, der vil have ham til at gå af. Vi er med på, at det med undskyldninger kan være en svær disciplin, især hvis man som Johnson ikke ligefrem er velbevandret ud i dén genre. Men den, han fik svedt sig igennem onsdag, var i den tyndere ende: Han undskyldte brødbetynget, men bemærkede bl.a., at han troede, festen, han deltog i den 20. maj 2020, var “arbejdsrelateret“. En sjov opfattelse, eftersom de mere end 100 inviterede ansatte var blevet bedt om selv at tage sprut med (nærigt, BoJo) til festlighederne, der foregik i hans egen baghave.
Hans eget bagland var da også bemærkelsesværdigt sløvt til at få støttet op om deres leder efter seancen. Faktisk kom støtteerklæringerne først ud på eftermiddagen, efter den indflydelsesrige britiske journalist Ian Dale havde bemærket deres fravær. Alle som en udtrykte de en moderat tilfredshed med Johnsons undskyldning og en uforbeholden forståelse for den vrede, der lige nu raser blandt briterne. Hvordan kunne premierministeren dog have et så lemfældigt forhold til alle de ofre, han har bedt folk om at gøre under pandemien?
Om det skal koste Johnson hans politiske liv, har de konservative generelt været påpasselige med at udtale sig om. Der er dog et par bemærkelsesværdige undtagelser. Både partiets skotske leder, Douglas Ross, og den unge, magtfulde William Wragg krævede onsdag hans afgang. De to kandidater, der står stærkest til potentielt at kunne afløse Johnson, Rishi Sunak og Liz Truss, var desuden blandt de allersidste til at sende moderat støttende ord mod Downing Street 10.
En undersøgelse er lige nu i gang med at finde hoved og hale i regeringstoppens festligheder. Den kommende tid vil vise, hvorvidt gode gamle BoJo med sin YOLO-mentalitet har gravet sin egen grav. Hvis det er tilfældet, har bedemanden Claus Madsen måske en kiste, han kan undvære. /Asta Kongsted