Berlusconi slår sprækker i det italienske glansbillede

Forretningsmanden, mediemogulen og den tidligere premierminister ad fire omgange er på vej til at gøre comeback i italiensk politik. 85 år gammel – og med et strammere ansigt end nogensinde – er den skandaleplagede Silvio Berlusconi gået ind i kampen om at blive landets næste præsident, når 80-årige Sergio Mattarella om få uger træder af.

På mandag begynder den første runde af præsidentvalget, og Berlusconi har allerede sikret sig støtte fra højrefløjen. Men der kræves mere for at hive sejren hjem. Blandt 1.009 parlamentarikere og senatorer skal mindst to tredjedele overbevises, og findes der ikke en vinder i de første tre runder, skal man i en fjerde omgang have mindst halvdelen af stemmerne, plus én. I alt 505 stemmer.

Berlusconi har gjort det klart for enhver, at han går skamløst efter posten. På trods af, at han gentagne gange er idømt fængsel for korruption og sine berygtede ‘Bunga Bunga’-fester, hvor han angiveligt stod bag en prostitutionsring i sit private hjem og betalte mindreårige for sex, skruer han ikke ligefrem ned for fadæserne.

På sin charmeoffensiv hos kollegaerne præsenterer Berlusconi sig selv som ‘Mr. Bunga Bunga’ og spørger, om de vil være med i ‘Bunga Bunga-partiet’. Selvtilliden er i orden, som når han i en annonce med sine 22 største bedrifter proklamerer egenhændigt at have afsluttet Den Kolde Krig. Som The Guardian påpeger, var det eneste, der manglede på listen, hans sangstemme som Frank Sinatra, som han også ynder at bruge.

For bare få måneder siden var der ikke mange, der troede på det. Men på trods af sine skandaler, provokerende kommentarer og politiske faldlemme har Berlusconi et ret solidt fundament under sig, mener Alberte Bové Rud, Ph.d.-studerende ved idéhistorie på Aarhus Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier:

“Den forandring, som han var det personlige eksempel på i midten af 1990’erne, har ændret dagsordenen for bestandigt. Dem, der ikke bryder sig om Berlusconi, bryder sig ikke om det, italiensk politik er blevet til. Som så megen anden politik i øvrigt belønner den pludselig sådan noget som underholdning, sensation og provokation. Kriterier, som Berlusconi helt tydeligt har hevet med sig fra underholdningsverdenen.“

Berlusconi ved altså præcis, hvad han skal gøre for at blive det næste samtaleemne: “At han kan vedblive med at repræsentere sådan en frækhed, er jo helt uforståeligt, eftersom han har været magthaver i over 30 år og er en del af den politiske elite, han selv distancerer sig fra. Men det lykkes ham tilsyneladende, fordi han hele tiden forsøger at markere sig som noget andet end den grå politiske masse.“

Direktør i Italien

Overskrifterne er nærmest de samme som for 20 år siden: At Berlusconi truer med at rive op i italiensk politik, som historisk har været præget af ustabilitet. Det, der er anderledes denne gang, er, at hans største modstander, premierminister Mario Draghi, den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, faktisk har lagt en dæmper på uenighederne for en stund. Flere taler ligefrem om en guldalder i italiensk politik, hvor Super-Mario, som han kaldes, har ageret en samlende figur for regeringen, fået Italien på fode med EU og – allerede før man kendte hans politiske projekt – har haft held med at overbevise italienerne om at kunne redde dem ud af eurokrisen.

Premierministeren er altså ganske populær, og anti-berlusconismen har tilsvarende vokset sig stor i befolkningen. Men når Draghi alligevel kan se sig udfordret af Berlusconi til præsidentposten, skyldes det, at man er begyndt at indse, at ting er lettere sagt end gjort. Langsigtede reformer er mere besværlige end som så, og som så mange andre kæmper Draghi med vaccineudrulning og en økonomisk krise, der for Italiens vedkommende har hærget i en menneskealder.

Det er her, Berlusconi kommer ind i billedet, fordi han repræsenterer et alternativ til det etablerede: En nylig meningsmåling viser, at 39 pct. af befolkningen bakker op om ham. “Meget kan man sige om Berlusconi, men der er ingen tvivl om, at det han gør, det virker. Selvom han ikke står så højt i meningsmålingerne i dag og ikke fik så mange stemmer ved sidste valg som tidligere, så er alene det at være relevant i politik så længe jo et bevis på, at man gør det godt,“ siger Alberte Bové Rud.

Ud fra ordets mest gængse definitioner er det dog for let at afskrive ham som populist. Som Rud for nyligt skrev om Berlusconis iscenesættelse, har populismebegrebet “en tendens til at marginalisere politikernes rationale og overdrive deres opportunisme“ – uanset, om vedkommende hedder Berlusconi, Salvini, Meloni, Renzi eller Conte. Selvom Berlusconi fra starten har fremhævet sin smag for rampelyset, har han aldrig nægtet at besidde seriøsitet og dygtighed. Netop meritterne fra erhvervsverdenen har han spillet på for at overtale verden om, at han kan blive en slags direktør i Italien, som Rud beskriver det:

“Han gjorde italiensk politik til et kapitalistisk projekt ved at tale om liberalitet, markedet og de små selvstændige erhvervsdrivende og ved at idyllisere dem på den måde, han gjorde. Selv om han balancerer det klassiske forvaltningsmæssige og det ypperkarismatiske og storslåede opsigtsvækkende, gør han det på sin egen måde. Selv i det forvaltningsmæssige ligger der en helt ny politisk kultur i måden, han gør det på.“

Du skriver, at Draghi ikke på samme måde har behov for at iscenesætte sig selv, fordi han ikke skal vinde vælgernes gunst. Det skal Berlusconi vel heller ikke nu, når præsidenten ikke vælges af befolkningen. Virker maskeballet også hos parlamentarikerne og senatorerne?

“Der er rigtig mange italienere, som væmmes ved ham, hvor selve hans person og udtalelser vækker afsmag. Derfor bliver man jo på en eller anden måde nødt til at bevise, at det her ikke er den gængse opfattelse – også når man skal overbevise sine politiske kollegaer om at stemme på en. Hans nuværende bejleri handler om stadig at blive betragtet som en troværdig hædersmand og distancere sig fra det, som hans kritikere mener han er. Præsidentembedet er jo det allerfineste i Italien. Så nytter det jo ikke, hvis man først og fremmest bliver associeret med Bunga Bunga-fester. På den måde bliver han nødt til at slå klart én gang for alle, hvilken statsmand han er, og hvilke fantastiske bedrifter han påstår at stå bag.“

Med matematikken imod sig

Selv hvis Draghi skulle vinde præsidentvalget, er stabiliteten ikke sikret i italiensk politik. Berlusconi har angiveligt truet med at trække sit parti ud af regeringen, og selv hvis han skulle komme på andre tanker, vil der med Draghi som præsident efterlades en uvished om, hvem der skal være landets premierminister. Det, at han sidder i stolen, er Draghis største udfordring, fordi det kan føre til nyvalg før tid.

“Uanset udfaldet, viser det, at den her politiske stabilitet, som italienerne er lykkedes med at markedsføre dem selv som repræsentanter for, siden Draghi er tiltrådt, er meget skrøbelig. Og at der er en vis sandsynlighed for, at der på den ene eller den anden måde vil komme sprækker i glansbilledet. Meget notorisk for samtalen i Italien, er der hele tiden debatten om, at hvis ikke det er Berlusconi, der truer med at trække sit parti fra regeringen, er det Matteo Salvini. Og når der endelig er enighed, er det venstrefløjen, som kommer med trusler,“ siger Alberte Bové Rud.

Der er også muligheden for, at en helt tredje kandidat kan blive landets præsident. Nogle håber på, at den nuværende præsident, Sergio Mattarella, kan overtales til at sidde noget længere. En sådan løsning vil dog være usandsynlig, eftersom han har givet udtryk for et ønske om at træde tilbage. Andre peger på den yngre Paolo Gentiloni, EU-økonomikommissær og tidligere italiensk premierminister, som et oplagt bud. Han bliver ifølge Rud set som en “billig kopi af Draghi“ – en centrist, som hverken er en stor hadefigur på venstre- eller højrefløjen.

Er det overhovedet muligt at samle det italienske politiske landskab?

“Fra Anden Verdenskrig til Berlusconi får magten, er der sket en polarisering mellem kommunisterne på den ene side og kristendemokraterne på den anden. Om man vil det eller ej, førte det – på trods af utallige udskiftninger på premierministerposten og i regeringen – til en vis forudsigelighed. Med Berlusconi kastes alt op i den fri luft igen. De mest vanvittige regeringskonstellationer, de vildeste overskrifter og sindssygt provokerende udtalelser kommer pludseligt frem igen. Der er ikke noget, der foreløbigt ser ud til, at der skulle dannes en stabil regering. Det eneste, der kunne tyde på det, er, at højrefløjen har haft flertal i alle meningsmålinger siden 2018. Det er så forudsat, at man synes, at en sommetider meget rabiat højrefløjsregering bestående af partier, som også meget ofte bekriger hinanden, er stabilt.“

“I italienske medier siger man, at Berlusconi er en snu ræd. Han er godt klar over, at matematikken er imod ham. Det er meget, meget usikkert, at han kan få overbevist centristerne og de venstreorienterede parlamentarikere og senatorer om at stemme på ham. Men han ved, at det, at vi allesammen taler om ham igen, vil få ham på den politiske dagsorden og være en mulighed for at påvirke italiensk politik på nye måder fremover.“ /Emma Louise Stenholm