Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hvornår er overvågning berettiget? Det er den som udgangspunkt altid, hvis man ellers spørger vores “frihedselskende“ justitsminister Nick Hækkerup (S). Hvor meget overvågning bør vi acceptere? Jamen, så meget der skal til for at fange forbryderne – og til at fange os andre i et rum, hvor intet længere er privat. Selvom EU-Domstolen i 2014 slog fast, at det er i strid med menneskerettighederne, hvis teleselskaber påbydes at logge borgernes data “generelt og uddifferentieret“, vil regeringen gerne have, at praksissen fortsætter. Lovgivningen skal bare have en anden ordlyd, så det ikke lyder så graverende med al den overvågning. For vi vil jo stadig gerne fange terroristerne, ikke?
Siden 2007 har staten pålagt teleselskaber at logge informationer, såsom hvem folk sms’er og ringer med, hvor man befinder sig, og hvilke hjemmesider man besøger. Selvom det kræver en kendelse, førend politiet kan tilgå de konkrete oplysninger, er det altså i princippet muligt at hente informationer om (næsten) alt det, vi foretager os på telefonen. Og hvis man spørger EU-Domstolen, er det altså heller ikke i orden. Regeringens foreslåede revision af de danske logningsregler, der blev præsenteret tilbage i efteråret, er dog meget lidt brødbetyngede. Her lægges der op til, at den generelle og uddifferentierede masseovervågning fint kan fortsætte, hvis truslen mod den nationale sikkerhed ellers vurderes at være alvorlig. Og ja, det har PET’s Center for Terroranalyse netop vurderet siden 2014. I praksis vil regelændringen altså ikke gøre sønderligt fra eller til.
I sine bemærkninger til lovforslaget indrømmer Justitsministeriet selv, at der vil være “væsentlig procesrisiko“. Løst oversat fra kancellisprog er ministeriet altså godt klar over, at EU-Domstolen næppe vil bifalde den danske smuthulsløsning; den nye lov vil sandsynligvis ikke holde i retten. En evt. dom vil dog ligge mange år ude i fremtiden, og imens kan staten lystigt fortsætte logningen. Af samme grund møder de nye foreslåede regler kritik fra snart sagt alle sider. Regeringens støttepartier er rasende, mens bl.a. IT-Politisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Danske Advokater, Justitia og IDA har udtrykt bekymring og betænkninger. Lige lidt ser det dog ud til at hjælpe. Det kontroversielle lovforslag vil sandsynligvis blive stemt igennem i Folketinget, med behændig hjælp fra oppositionen (var det egentlig ikke meningen, at den skulle være liberal?).
Til DR udtaler Nick Hækkerup, at “[r]egeringen går så langt som muligt inden for rammerne af EU-retten for, at politiet får mulighed for at benytte loggede oplysninger som værktøj så meget som muligt“. Intentionen er vist ikke til at tage fejl af. Justitsministeren tager al den overvågning, han kan få, uanset hvor mange betænkeligheder menneskerettighedsaktivister og jurister så ellers har. Behøver vi virkelig at sige, det er en farlig vej at gå? Som Michel Foucault så rammende beskriver i Overvågning og straf (ja beklager, oldie but goldie) fører visheden om en mulig konstant overvågning i sidste ende til, at vi mennesker disciplinerer os selv – og dermed også skaber en ny sandhed om os selv. Sat på spidsen medfører masseovervågningen simpelthen, at mennesket omformes i magtens (og kameraets) billede.
I modsætning til, hvad Hækkerup påstår, er logning altså ikke bare et konsekvensfrit sikkerheds- eller frihedsværktøj. Logningen nedbryder også menneskets ret til at være menneske, til at skabe sit eget (privat)liv. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man har noget at skjule; det er et spørgsmål om værdighed. Eller som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm vist også har sagt engang (løst parafraseret): Den, som er for uhæmmet overvågning, bør tvinges til at skide for åben dør.
Dertil kommer hele dilemmaet med, at nye overvågningsværktøjer altid risikerer at blive misbrugt. Tirsdag kunne det israelske medie Calcalist eksempelvis afsløre, at det kontroversielle spionsoftware Pegasus, udviklet af det israelske sikkerhedsfirma NSO Group, angiveligt er blevet brugt til at overvåge ekspræsident Benjamin Netanyahus politiske modstandere. Det er naturligvis sket i sikkerhedens navn, man har bare liiige strakt overvågningen så langt, lovgivningen tillader (og måske lidt over). Hvilket dog også fordrer spørgsmålet: Hvor går grænsen for, hvad – og hvem – der bør klassificeres som en trussel? Danmark er ikke Israel, vi er heldigvis langt fra sådanne skandaler. Men hvis vi virkelig vil være på den sikre side, bør vi smide de nye logningsregler direkte i skraldespanden. Faktisk burde vi have droppet masseovervågningen, så snart EU-Domstolen sagde stop. /David Dragsted