Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
På en måde var det ærgerligt, at den fremmødte forsamling på Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i Herning søndag eftermiddag ikke så noget lys i Merete Dea Larsen, den mest ubetydelige af partiets tre formandskandidater. En person, der indleder sin sidste og afgørende tale med ordene, ”jeg skal prøve at fatte mig i korthed, for jeg skal i hvert fald tisse snart”, smager efter mere, gør det ikke? Indleder hun alle sine taler sådan, tænker man uvilkårligt. Ville det have været en signatur, en tilbagevendende schtick, når hun indtog talerstolen i Folketinget?
Vi finder aldrig ud af det. Merete Dea Larsen var ikke bare den mest ubetydelige kandidat, hun var også den eneste i feltet, som virkede normal. Desværre for hende også normal på den måde, hvor man typisk vil tilføje: ”… grænsende til kedelig”.
Martin Henriksen, den anden vragede kandidat, er måske ikke som sådan kedelig, men det, man med et mildt udtryk kalder ”en kedelig karl”. Ligesom Merete Dea Larsen er Martin Henriksen ikke nogen stor taler. Han er ikke nogen folkeforfører. Der er ikke nogen charme at skrue op for. Og gudskelov for det. Henriksen talte om, at han altid havde været loyal over for Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, da de var formænd, men at han ikke ”tager imod partiskadelige ordrer” fra nogen. Han sagde, at det forhold, at han havde ”sagt fra”, var blevet udlagt, som om han var ude af stand til at samarbejde – underforstået at det kunne han godt. Han ville så genindføre den ”topstyring”, man kendte fra Kjærsgaards formandstid, sagde han.
Den løsning på Dansk Folkepartis identitetsproblemer, Henriksen bød ind med, var uhyggeligt endimensional (med tryk på uhyggeligt): Hvis han blev valgt som formand, ville han ”som det første gøre klar til kamp mod ekstreme imamer, forstyrrede samfundselementer – og dem er der masser af, i øvrigt – og tossede radikale. Vi skal ikke længere være i krig med hinanden. Vi skal gå i krig med fædrelandets fjender. Det er det, der er Dansk Folkepartis eksistensberettigelse: At bevare Danmark dansk, det er derfor, vi er her, kære venner.”
At tale om at ”bevare Danmark dansk” ligger snublende tæt på sloganet ”Danmark for danskere!” som nynazisterne i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse gik og råbte, når de lavede demonstrationsmarcher omkring årtusindskiftet.
Man må gå ud fra, at Martin Henriksen nu melder sig ud af Dansk Folkeparti. Hvor han går hen, er sådan set ligegyldigt. Han talte også om, at Dansk Folkeparti risikerede at blive til ”en parentes i den nyere politiske Danmarkshistorie” – og det var måske det eneste sted i talen, hvor han virkede klarsynet. En parentes; it takes one to know one, som man siger.
‘Vinderen’
Det bringer os frem til formandsvalgets ‘vinder’, Morten Messerschmidt. Lige meget hvem partimedlemmerne på årsmødet havde valgt, ville det have været en blindgyde for partiet. Nu valgte de så den mest flamboyante kandidat, og det betyder formentlig bare, at partiets uafvendelige implosion trækker i langdrag takket være mediernes fascination af Morten Messerschmidt – en fascination som Messerschmidt fejlagtigt tolker, som om han har noget af det tryllestøv over sig, som kendetegner en frelser. Han tror, han er udvalgt, men er i virkeligheden en ægte tragisk skikkelse.
Se på hans tale. Se ham holde den. Hans teatralske betoninger, fagter og pauser kunne ikke skjule, at indholdet var uendeligt banalt og hult. Det var som en operette, der forsøgte at være en opera. ”Hvis man må og skal gå gennem helvede, så bliv ved med at gå, bliv ved med at kæmpe,” sagde han storladent. ”Vi giver aldrig op, vi stopper ikke på halvvejen, og vi mister aldrig troen på os selv. For vi kæmper ikke bare for et parti, men for et land, for et folk, og for vores alle sammens fremtid.”
Derefter gik han ind og overtog Pia Kjærsgaard mere end 25 år gamle sang, om at ”de (parnasset, red.) håner og mistror os”, inden han slog over i en besyngelse af Dansk Folkeparti anno dazumal: ”Fordi vi, da ingen andre turde sige det, var dem, der turde tale danskernes sag, turde være danskernes parti, ikke kun et arbejderparti, ikke kun et erhvervsparti, ikke bare et enkeltsagsparti, men et folkeparti, der sætter det danske folks ret til at forsvare og bevare det land, der er vort, først.”
Det er stærkt tvivlsomt, om Morten Messerschmidt har nogen lederevner. Ledelse i dag handler om empati. Den måde, han oplever verden på, kommer til at udtryk i hans floromvundne sprog og hans overdrevne brug af citater og talemåder, som han nogle gange pepper op, så de bliver om muligt endnu mere bedagede. ”Nu gør hverken stær eller solsort nogen sommer,” sagde han på P1 her til morgen. Eller som alle andre siger: Én svale gør ingen sommer. Afmonteringen af Dansk Folkeparti bliver som at se en crashtest-dummy køre en bil mod en mur i superslowmotion. Dukken hedder Morten Messerschmidt. /Oliver Stilling