Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er svært at finde så omdiskuteret et begreb i idéhistorien som frihed. Filosof efter filosof har bakset med det; forsøgt at finde den helt rigtige udlægning af menneskets autonomi. For Hobbes var det afgørende, at man havde handlingsrum. Sartre talte om radikal frihed, da mennesket altid har et valg – alt imens Kierkegaard snakkede om, at valgfriheden giver angst. Hannah Arendt mente, at frihed er noget, der opstår mellem mennesker (og altså ikke noget den enkelte besidder), hvorimod Nietzsche påpegede, at man har frihed, når man har viljen til selvansvarlighed. Kirkefaderen Augustin mente, at vi mister friheden, så snart vi bliver længslens træl.
Uanset hvilket armlæn man har benyttet sig af i den kortlivede karriere som coronafilosof og/eller epidemiolog, var det svært at komme ud af onsdagens pressemøde uden en fornemmelse af, at friheden nu vender tilbage. Selvom det nok kan diskuteres, hvor meget handlingsrum coronapas og mundbind egentlig har indskrænket, har nedlukningen (eller nedlukningerne) i hvert fald budt på længsel. Masser af længsel. Vi har ventet og ventet: på bekymringsfrie fester, sol og sommer, musik og menneskemasser, kram og kærlighed. Det var om noget den længsel, statsminister Mette Frederiksen (S) satte ord på: “Den 1. februar kan Danmark igen holde åbent – helt åbent,“ lød forløsningen. Vi kan “sænke skuldrene og finde smilet frem“, vi kan se frem mod bedre tider.
Bevares, hvis man gerne vil lege Grinch eller Krampus midt i jublen, er der da rig mulighed for det. Da corona sidste år holdt op med at være en samfundskritisk sygdom, gik den som bekendt ikke. Pandemien har af flere omgange vist sig lunefuld – nye mutationer kan opstå, der atter kaster grus i maskineriet. Vores nabolande undrer sig over, hvad vi har gang i; det hele virker næsten for optimistisk. Men altså, den tid, den sorg. For nu kan vi glæde os over, at indsatsen har virket. Den høje vaccinetilslutning kombineret med omikrons mildere sygdomsforløb gav det sidste stik. Samfundet kan vende tilbage til “normalen“. Så hvad skal vi nu tage os til?
Jo, der sådan set nok at gribe fat i: Klima, ligestilling, platformsøkonomi, you name it. Faktisk ser det ud til, at et opgør med sidstnævnte allerede er på vej. Meget apropos frihed, har firmaer som Wolt og Uber længe har nyt godt af en lidt særegen finte. Ved at betegne ansatte som selvstændige erhvervsdrivende, har platformskapitalisterne behændigt fraveget deres ansvar for alt det, arbejdsgivere normalt ventes at stå for: indberetning af skat, sygefravær, feriepenge og så videre. Med kampagneslogans som “Be your own boss“, lover Wolt så meget frihed, at de ikke engang vil sige, at man er ansat hos dem.
Hos Techmediet Radar har journalisten Mats Magnussen imidlertid taget sagen i egen hånd. Efter at have arbejdet som Wolt-bud i adskillige måneder – og dermed haft rig mulighed for at afdække virksomhedens tvivlsomme praksisser indefra – har han bedt Skattestyrelsen om et bindende svar på hans egen situation som Wolt-“partner“. Og nu er Skatterådet så kommet frem til, at Wolt-bude er lønmodtagere i skattemæssig sammenhæng. Kort fortalt er der blevet sat alvorlige spørgsmålstegn ved hele Wolts model med “selvstændige“ erhvervsdrivende.
I første omgang vil virksomheden formodentlig blot blive bedt om at betale manglende kildeskat. Men som Christian Højer Schjøler, lektor i arbejdsret ved SDU, også fortæller til Radar, vil afgørelsen “være en massiv støtte til de fagforbund og politikere, som opfatter budene som reelt værende lønmodtagere med ret til pension, feriepenge og sygefravær“. Begynder klassificeringen af budene som lønmodtagere først at brede sig, kan Wolt godt forberede sig på, at man skal forbedre arbejdsforholdene. Platformkapitalismens dage er langt fra talte, den aparte trældom forklædt som frihedsfortælling er fortsat et onde, der skal bekæmpes. Men hvis der er noget, vi har lært af de sidste to år, er det vel, at man kommer påfaldende langt med solidaritet og samfundssind. Friheden findes også mennesker imellem. /David Dragsted