Ritzau Scanpix
“Vi skal have hånden på kogepladen,“ lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun mandag præsenterede den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som har været undervejs i snart to år, og nu endelig er landet. Danmark skal have et stærkere europæisk engagement med fokus på demokrati, menneskerettigheder og retsstat, lyder det bl.a. i strategien, der altså understreger regeringens ønske om at være i hjertet af EU.
Samtidig har man lanceret et såkaldt værdikompas, der skal sætte kursen i en “historisk uforudsigelig verden“, pakket ind i pæne ord som tryghedsdiplomati, klimadiplomati, migrationsdiplomati, økonomisk diplomati og endog værdidiplomati. Egentlig burde de bare have kaldt det hele et værdidiplomati: For det er netop værdierne, der adskiller strategien fra de forrige – og særligt den megen omtalte Taksøe-rapport fra 2016 – ved stort set ikke at nævne Danmarks interesser.
Ved første øjekast er der altså tale om et markant skifte i den danske udenrigspolitik, men som sædvanligt lyder kritikken fra flere sider, at forandringerne bliver på papiret. Også selvom man ikke skal underkende de nye takter på eksempelvis klimaområdet eller at strategien har konkrete konsekvenser for op- og nedprioriteringer med pengepungen. Ikke mindst for Udenrigsministeriet selv, der omstrukturerer internt med lukning af ambassader og effektivisering af embedsværket.
Bemærkningerne går særligt på, at værdier er svære at overføre til virkelighedens politik, og at den nye udenrigspolitik derfor mest er et slag i luften og en skinmanøvre for Mette Frederiksen og regeringen. Særligt fordi man samtidig forhandler (betalingsmur) med tredjelande om at eksternalisere asylpolitikken – som det da også nævnes flere gange i den “værdibaserede“ udenrigsstrategi, der eksplicit omtaler etableringen af flere modtagecentre uden for EU som et konkret mål.
Myten om olien
Strategien er derfor en kærkommen anledning til at lægge den gamle skillelinje mellem værdier og interesser i graven. Derudover har det alle dage været umuligt at undgå at blande indenrigs- og udenrigspolitik, og netop det statuerer justitsminister Nick Hækkerup (S) et ret fint eksempel på for tiden. Tænk på, at der var ham, der i sin tid som udenrigsordfører gik forrest for at sige, at den danske udenrigspolitik skulle have større fokus på værdier: “Kernen er, at vi via den måde vi optræder på ude i verden, reproducerer et billede af os selv. Den måde, som andre lande, andre organisationer, andre mennesker vil opfatte os på, den bliver reproduceret,“ sagde han i 2016.
På dagens forside af Berlingske siger regeringens støttepartier, at Hækkerup er på “korstog mod menneskerettighederne“ og i øvrigt opfører sig “magtfuldkomment“, når han fortsat ikke har tænkt sig at ændre sit lovforslag om at fortsætte logningen danskernes teledata, selvom EU-Domstolen i Luxembourg afgører, at det er i strid med menneskerettighederne. Lovforslaget skal i disse uger behandles i Folketinget og beskrives som “en kæmpemæssig skandale“.
Hækkerup affejer enhver kritik ved (ligesom Ungarn og Polen) at pege på, at domstolen er aktivistisk – ligesom da han slog fast, at udrejsecentret Ellebæk “ikke skulle være et rart sted at være“, selvom Europarådets torturkomité sagde, at det var et af de værste udrejsecentre, komitéen havde set i Europa. Man skulle næsten tro, at han har fået inspirationen fra sin farfar, den tidligere udenrigsminister Per Hækkerup (1915-1979), der også var indædt skeptiker over for Europarådet: “Lad os holde op med alt det. Når vi kommer hjem, stemmer vi jo ikke for det,“ skulle han angiveligt have sagt.
Godt nok var det en myte, at farfar Hækkerup havde drukket lidt for mange whiskysjusser, da nordsøolien blev foræret til Norge, men den hænger stadig i familien: “Allerede i skolen kunne jeg mærke, at kammeraters forældre vidste, hvem jeg var. Det var sådan noget med: ’Var det ikke din farfar, der gav olien væk til nordmændene?’“ udtalte barnebarnet for år tilbage i et interview om Hækkerup-klanen i Kristeligt Dagblad. Strategier er og forbliver strategier, og i princippet kan Nick lade være med at følge regeringens nye pro-europæiske linje. Men det burde han nok gøre, hvis altså ikke han vil gøre sin farfar kunsten efter, og på samme måde smide EU-samarbejdet overbord. /Emma Louise Stenholm