”Luderen som arketype er fandenivoldsk, fordi hun nægter at acceptere idéen om, at omsorgsarbejde skal være gratis”

Sygeplejerskestrejker, oprør på fødegangene og et fornyet fokus på, at moderskabet ikke er nogen barselsferie. Omsorgsarbejdets omkostninger og aflønning har sjældent været så omdiskuteret, som det er det nu; få kan sige sig fri for at have kendskab til den utilfredshed, arbejdere i de historisk kvindeligt konnoterede fag oplever. Statistikker viser samtidig, at kvinderne stadig lægger langt mere tid og arbejde i hjemmet. Lydhørheden over for utilfredsheden er til stede, men forandringen lader vente på sig.

Det skyldes ifølge den tidligere sexarbejder og nuværende jordemoderstuderende Emma Laura McLellan, at kvindeligt konnoteret omsorgsarbejde stadig tages for givet. Både når arbejdet foregår i hjemmet og på arbejdspladserne, er det omgærdet af myten om, at det skal udføres gladeligt og måske ligefrem frivilligt. Vil man have bugt med den fortælling, bør de klassiske kvindefag skele til sexarbejderne.

Samtykkebaseret sexarbejde sætter nemlig en konkret pris på det arbejde, vi gerne vil tænke som selvfølgeligt og gratis. Her er pengetransaktionen en måde at punktere myten om de lystbetonede kvindeerhverv, og det kan man både i hjemmet og i omsorgssektoren lære noget af. Selvom koblingen måske kan give kaffen galt i halsen, er der ifølge Emma Laura McLellan markante overlap mellem de randområder, som de kvindelige professioner historisk har befundet sig i. Særligt når det kommer til jordemødre og sexarbejdere:

“Den store fællesnævner er, at [sexarbejderen og jordemoderen, red.] har haft en rolle uden for kernefamilien og uden for det etablerede. De repræsenterer noget urfeminint på en måde, som man inden for det etablerede både har sat stor pris på, men som man også gerne har villet kontrollere. Den selvstændiggjorte seksuelle kvinde og den vidende, kloge kone har man udøvet vold og social kontrol imod. Inden for jordemoderfaget har man brændt de kvinder, der kom før mig, og der er sikkert også kommet nogle ludere med i den pulje. Jordemoderfaget er jo et håndværksfag, men der er meget viden, der er gået tabt, bl.a. pga. hekseafbrændingerne og den spanske inkvisition.“

Den historiske dæmonisering af ‘kvindefag’ kan man bruge til at forstå, hvordan og hvorfor magt centraliseres i nogle erhverv frem for andre. Professor i filosofi Silvia Federici har i sin undersøgelse af omsorgsarbejdets historie peget på, hvordan man omkring det 14. århundrede begyndte systematisk at adskille reproduktivt arbejde fra økonomisk arbejde: “Hendes pointe er, at når der er nogen, der har haft behov for at akkumulere magt på et sted, så er der også noget, som skal andetgøres. Det kan man gøre ved at skabe fortællinger om det andet som noget farligt eller dårligt.“

Her har både jordemoderfaget og sexarbejde stået for skud. Men hvor professionaliseringen af jordemodergerningen i det 20. århundrede skaffede faget legitimitet indenfor den etablerede samfundsstruktur og -økonomi, kan det samme ikke ligefrem siges om sexarbejde. Det er fortsat et af de erhverv, som vækker mest vrede og kontrovers hos alt fra præster til feminister. “Sexarbejde er den boks, samfundet opbevarer noget af dets ivrigste frygt og angst i,“ som Molly Smith skriver i Revolting Prostitutes: The Fight for Sexworkers’ Rights. 

Det er en skam, for på mange måder er det sexarbejdet, som formår at udfordre centraliseringen af magten omkring klassisk maskulint konnoteret arbejde. Emma Laura McLellan taler om, hvordan man indenfor sexarbejdet kan omsætte en lavere vurderet form for kapital til en valuta, der er gangbar:

“Jeg ser transaktionel sex som en magtudveksling. Det er en udveksling af seksuel kapital for økonomisk kapital. Det har været spændende for mig at vidne den her 1:1 udveksling af kapital og magt. Jeg synes, det er ærgerligt, det skal foregå i det skjulte, for der er en vigtig samfundspointe i, at de fleste folk, der køber sex, er mænd med penge, og de fleste folk, der sælger sex, er kvinder uden penge. Her har man skitseret et uligevægtigt magtforhold, der har kapitalismen i centrum.“

Hvad koster en kone?

Sexarbejdets synliggørelse af den økonomiske transaktion er noget, man kan lade sig inspirere af på alle områder, hvor kvinders arbejde forventes at være gratis:

“Det her med at tage penge for noget arbejde, som alle mulige andre steder i samfundet er gratis og som er forventet, at kvinder gør gratis – omsorgsarbejde, emotionelt arbejde, den indfølende rolle – det er at blive valideret for at repræsentere noget feminint. Det kan sætte fokus på, at omsorgsarbejde ikke burde være gratis.“

Omsorgsarbejdets usynlige pris er noget, økonomer igennem en årrække har forsøgt at komme til livs. OECD pegede tilbage i 2014 på kvindernes ulønnede omsorgsarbejde som ligestillingens helt store og usynlige synder. På samme måde har økonomen Mariana Mazzucato understreget, hvordan regnemodeller som BNP grundlæggende er utilstrækkelige, fordi de ikke formår at medregne det arbejde, der udføres i hjemmet – og som omregnet til kroner og øre udgør en massiv kolonne i samfundsøkonomier. At det regnestykke ikke laves, smitter af på ligestillingen og på værdisættelsen af betalt omsorgsarbejde.

Pointen med at pege på det hovedsagligt kvindelige arbejdes pris kan derfor også videreføres til den offentlige sektor: “Man kan jo se, at alle omsorgsfag er ret lavtlønnede. Vi sætter ikke ret stor pris på omsorgsarbejde, og vi forventer, at de her “feminine“ jobs er et kald, og derfor ikke skal aflønnes så godt. Og jeg føler også, at det er et kald for mig, men det betyder ikke, at man i et industrialiseret samfund ikke skal aflønnes for det. Den måde det [omsorgsarbejde, red.] bliver behandlet i samfundet er lidt underkendende for den nødvendighed, det i virkeligheden repræsenterer,“ mener McLellan.

Er der noget i sexarbejdet, som er provokerende, fordi det afslører, at omsorgsarbejde ikke er gratis? Det er jo en kontroversiel tanke, at man ikke nødvendigvis giver omsorg – eller fysisk intimitet – af ren lyst? 

“Det er i hvert fald det eneste fag, jeg kan komme i tanke om, hvor man sætter en [konkret] pris på den form for arbejde. Og jeg føler, at luderen som arketype er lidt fandenivoldsk, fordi hun nægter at indpasse sig under den her idé om, at den her form for arbejde skal være gratis. Og det er jo ikke gratis. Mange af de folk, der køber sex, er folk, der er gift, og hvis ægtefæller ikke vil være med til det.“

Så sexarbejderen er farlig, fordi vi som samfund ikke har råd til at tale om, hvad omsorg egentlig koster? 

“Ja, det ville jo underminere det kapitalistiske system, vi har bygget op, og som jo i virkeligheden er et ret skrøbeligt system. For hvis omsorgsarbejdere lige pludselig besluttede sig for at tage penge for alt det, de laver i hjemmet, så var der jo ikke nogen der havde råd til at have en kone længere!“ /Asta Kongsted 

Ovenstående samtale om sexarbejde fokuserer på potentialet i samtykkebaseret sexarbejde. Det inkluderer ikke sexarbejde på baggrund af tvang eller menneskesmugling.