Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Ulysses fylder 100 år i dag. Verdens mest kendte roman, som ingen har læst. Her skal pronomenet “ingen“ nok tages med et gran salt; nogen må jo have læst den irske forfatter og digter James Joyces (1882-1941) murstensværk om en enkelt dag (16. juni) i hovedpersonen Leopold Blooms liv. Karsten Sand Iversen, den uoversættelige bogs seneste danske oversætter, han har i hvert fald læst den. Hans udgave står og lyser bralrende turkist på en reol, som kan ses herfra, hvor disse linjer skrives. Hvorfor? For syns skyld? Er den mon nogensinde blevet åbnet?
Når man så tager fødderne ned fra bordet og rejser sig og går hen og hiver Ulysses ud af reolen, er det som at stå med en brosten i hånden. Er man heller ikke nogen læsehest, føles den lige så svær at åbne som en brosten. Ulysses’ ry som uigennemtrængelig og ulæselig er uafrysteligt. I anledning af jubilæet prøver man alligevel at slå op et tilfældigt sted (s. 311). Anstrengelsen viser sig at være lille, og der er fuld valuta for indsatsen:
“Havbloom, fedtmulebloom beskuede sidste ord,“ står der. “Blidt. Når mit land tager sin plads iblandt. Prrprr. Må være den bour. Fff! Uu. Rrpr. Jordens nationer. Ingen bag mig. Hun er passeret. Da og først da. Sporvogn skrasj skrasj skrasj. God lejlig. Kommer. Skrasjskrasjskrang. Jeg er sikker på det er bourgognen. Ja. En, to. Lad min gravskrift være. Skraaaaa. Skrevet. Det er. Pprrpffrrppfff. Ude.“
Ulysses er i sig selv et modernistisk mesterværk, og al den polemik, der har omgærdet bogen, lige siden den blev trykt som serie i det amerikanske magasin The Little Review i 1918-20 – retssager, bogafbrændinger, anklager om obskønitet og så videre – giver den tillige fylde som et stykke førsteklasses konceptkunst, utilsigtet eller ej. Så til lykke, ikke bare til oversætterne og andre læsere, men til alle art lovers.
Krigsretorik
Det ville være rart, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, bare var konceptkunstner. Det er han ikke, selv om han et langt stykke hen ad vejen har alle situationistens karakteristika. Mandag, to dage inden Ulysses‘ hundredårsjubilæum, skrev vi, at Rusland og USA samme dag ville få lejlighed til at tale sammen om Rusland-Ukraine-konflikten i FN’s Sikkerhedsråd. Det kom der ikke meget ud af, bortset fra råberier og beskyldninger.
USA vil bare have Rusland til at fjerne sine godt 100.000 (eller mere) soldater fra Ukraines grænser, og det giver umiddelbart god mening, men det fører sådan set ikke til nogen reel afspænding af situationen. Det er ikke en løsning. Hvor mærkelig en person Putin end er, er det heller ikke problemløsningens tjeneste at tegne et billede af ham som en uforudsigelig madman.
På et pressemøde tirsdag sagde den russiske præsident, at en væbnet konfrontation med Ukraine ikke er i Ruslands interesse, og at Rusland blot reagerer på, at Nato efterhånden står klinet op ad landets grænser (vores formulering, ikke hans). USA’s “vigtigste opgave er at sætte en stopper for Ruslands udvikling“, sagde han. “Ukraine er bare et instrument for at nå dette mål. Det kan gøres på forskellige måder, såsom at trække os ind i en i en væbnet konflikt og så tvinge deres allierede i Europa til at vedtage disse hårde sanktioner mod os, som i dag bliver diskuteret i USA.“
Putin gav udtryk for, at han gerne vil indgå i flere diplomatiske forhandlinger. Selv om en vedvarende oprustning på begge sider af grænsen til Ukraine umiddelbart ligner noget, der kun kan slutte med et brag, må man bare huske på, at den udvikling ikke er i nogens interesse overhovedet – hverken Ruslands, Ukraines, USA’s eller de europæiske landes. Det er den opløftende kendsgerning midt i det højspændte morads. Og det er værd at holde fast i, når man fx læser Berlingske sikkerhedspolitiske korrespondent kommentere situationen i en analyse, hvor ord som “krigstrommerne“, “alarmerende“, “desperat“, “stærkt bekymret“, “faren fore regulær krig“, “særdeles kold krig“, “dommedagsscenarie“, “foruroligende“ og “krigstruslen på maksimum styrke“ er drysset ud med lind hånd. Lige nu er der ikke andet at sige til det end: Skraaaaa, pprrpffrrppfff, fff, uu og rrpr. /Oliver Stilling