Seksualpolitik for voksne

Krænkelser, upassende berøringer og kommentarer, #MeToo og magtmisbrug. Er der noget, de seneste års samtaler om magt har lært os, er det, at sex sjældent kun handler om sex. Vi har bare ikke forstået det rigtigt før nu, også selvom det igen og igen er understreget, at tidlig undervisning i normer og grænser kan forebygge vold, overgreb og diskrimination. Hvordan skulle vi kunne omgås, respektere og forstå hinanden, hvis vi aldrig har lært det?

Seksualundervisningen halter stadig på skolerne. I dag handler den mest om at sætte kondomer på en flamingotissemand og at studere forenklede tegninger af, hvordan klitoris fungerer, men tingene er ved at ændre sig. De seneste år har der været landsdækkende kampagner, rettet mod fx dickpics, og med sidste års finanslov blev der afsat 15 mio. kr. til bedre seksualundervisning i folkeskolen.

Når man tænker på, at den gennemsnitlige debutalder siden 1950’erne har været 16 år, kan det derfor undre, at udviklingen endnu ikke har nået gymnasietiden. De unge har i årevis råbt op om netop det og gør det nu igen. I næste uge – den berømte Uge Sex – har Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), der repræsenterer landets gymnasieelever, arrangeret endnu en strejke for at få normkritisk og obligatorisk seksualundervisning på skoleskemaet. Mindst 10 gymnasier har foreløbigt sluttet sig til og nedlægger undervisningen i fag som dansk, matematik og billedkunst:

“Vi mener ikke, at vores egne lærere er klædt ordentligt på til at undervise i normkritisk seksualundervisning. Selvom vi har sexologi i biologi, handler seksualundervisning ikke kun om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man får børn. Det handler jo lige så meget om køn, krop, seksualitet, grænser og samtykke,“ siger Nicholas Bundgaard, medlem af DGS’ hovedbestyrelse og elev på Odder Gymnasium, til Føljeton.

“Det er, fordi vi mener, at der ikke er sket nok, at vi gør det igen.“

Politisk kastebold

Sammen med Sex og Samfund har DGS formuleret en række anbefalinger til ungdomsuddannelserne, som de mener bør have en samværspolitik og arbejde med samtykkekultur. Det har fået opbakning fra flere eksperter, ligesom repræsentanter fra Danske Gymnasier og Gymnasielærerens Lærerforening kalder ønsket om en styrket seksualundervisning “fornuftigt“.

Den gode historie er, at der rent faktisk bliver lyttet. Nicholas Bundgaard ser da også, at der i dag er et langt større momentum for sagen end tidligere, men på trods af gode takter fra også politikerne, oplever han, at debatten er strandet: “Det handler ikke på samme måde om, om vi skal have det, men om hvordan.“

Argumenterne lyder bl.a., at de temaer, eleverne efterspørger, allerede er dækket ind af gymnasiernes formålsparagraffer, og at den mangelfulde undervisning derfor skyldes lærernes travle hverdag, hvor de i forvejen mødes med konstante krav om at omstille sig til nye emner som klimaangst og digital teknologi. Men det er ikke der, roden til problemerne ligger, mener Nicholas Bundgaard:

“Det ville da være dejligt med mere tid, det tror jeg både lærerne og eleverne ville være enige i. Men da jeg for eksempel skrev et læserbrev til vores skoleblad og efterspurgte sex på skemaet, tog flere af mine lærere fat i mig og var sådan: ‘Hvad mener du? I har da seksualundervisning?’ Der mangler en anerkendelse af, at den undervisning, vi får, ikke er tilstrækkelig.“

“Når man starter i gymnasiet, får man at vide, at man er voksen og nu bliver behandlet som voksen. Det er også rigtig vigtigt, når det handler om seksualundervisning. At man tager hinanden seriøst og bliver behandlet med respekt.“

Fra København til Odder

Hver femte pige i gymnasiet har oplevet uønskede fysiske berøringer, mens hver femte LGBTQIA+-elev har følt sig diskrimineret. Langt de fleste ved slet ikke, hvor de skal gå hen med problemer, og noget tyder på, at heller ikke lærerne gør det. Kigger vi for eksempel på grundskolen, viser en undersøgelse fra Undervisningsministeriet, at kun en fjerdedel af lærere, der er uddannet i seksualundervisning, føler sig klar til opgaven. Når sexisme fylder mere og mere i den offentlige debat, kan man derfor kun forestille sig, at et øget fokus på området vil komme alle til gode.

“Jeg er sikker på, at de gerne vil undervise i det. Jeg tror også, at specielt den voksne generation er bange for at træde ved siden af og måske ikke kan navigere i det nye sprog, og den udvikling, der sker på området. Det må da være ret skræmmende for en lærer ikke at vide, hvordan man skal gå til sådan nogle sager, når der kommer en elev og siger, at man føler sig krænket, eller at ens grænser er blevet overskredet,“ siger Nicholas Bundgaard.

Pointen er altså ikke at lægge ansvaret hos lærerne. Derfor efterspørger DGS ekstern undervisning, mens andre peger på, at samtalen bredes bedre ud, hvis køn, krop og seksualitet fylder mere i lærernes pædagogikum. Eller en kombination af begge. Uanset, hvor en aftale lander, er det ifølge Bundgaard afgørende, at indsatsen bliver tilbagevendende og ikke begrænses til et enkelt modul på Zoom. Eller til initiativer i hovedstaden. Som vi tidligere har skrevet i Føljeton, har seksualundervisning potentiale til at mindske diversitetskløften mellem land og by og kan dermed betyde, at færre bruger storbyen som tilflugtssted. En slags seksualitetens udflytningspolitik:

“Man må ikke tro, at problemerne er mindre, fordi der er få køns- eller seksuelle minoriteter på et gymnasium eller i et lokalområde. Man føler sig bare endnu mere alene og endnu mere fremmed fra de andre. Så det er virkelig, virkelig vigtigt, at undervisningen også kan nå ud til landgymnasierne, hvor jeg tænker, at fordommene er størst,“ siger Nicholas Bundgaard.

“Selv blev jeg ikke eksponeret meget for LGBT+-miljøet i min barndom. Jeg tror helt sikkert, at det havde gjort en forskel, hvis jeg havde haft forbilleder og bedre seksualundervisning. Det handler jo om at snakke bedre om problemerne og at aftabuisere dem, så man ikke spreder rygter og fordomme. Viden er jo altid det bedste værn.“ /Emma Louise Stenholm