Foto: Atlas Obscura/ HRNICK
“Monument til det internationale samfund. Fra de taknemmelige borgere i Sarajevo,“ lyder indskriften på dåsekødsmonumentet IKAR, der troner nær ved Bosniens Nationalmuseum. En skulptur på én meter, der forestiller de madrationer, FN donerede som nødhjælp til den bosniske befolkning under belejringen af Sarajevo i 1992 – 1995.
I bosnisk folkevisdom hedder det, at selv de udsultede katte og hunde, der boede på gaderne under krigens hærgen, ikke ville spise det kød, der var i dåserne. Og at der blandt rationerne var rester fra Vietnamkrigen med overskredet udløbsdato på 20 år.
Skulpturen med den sarkastiske indskrift er rejst som en påmindelse om den manglende humanitære hjælp under belejringen, om NATO’s våbenembargo, der forhindrede bosnierne i at forsvare sig, og om FN’s manglende hjælp til at forhindre massakren i Srebrenica, der kostede mindst 7.000 bosniske muslimer livet, trods tilstedeværelsen af fredsbevarende styrker.
I Sarajevo kan man stadig finde skudhuller i murene på den gade, hvor ingen turde færdes, fordi snigskytterne lå på lur i bygningerne. Selvom kugleregnen sidenhen er stilnet af, spøger krigens genfærd stadig – også hos regeringssæderne.
Da krigen sluttede, blev kompromiset, at man opdelte regeringsmagten i tre. Tre præsidenter til tre befolkningsgrupper. En bosnisk-muslimsk, en kroatisk og en serbisk. Den serbisk-bosniske republik Srpska blev anerkendt og udgjorde dermed officielt godt det halve af Bosnien. Srpska og resten af Bosnien-Hercegovina var nu to områder i det samme land – med samme regering, skattesystem og militær. En kompliceret løsning på en kompliceret konflikt.
Milorad Dodiks drøm
I januar kunne republikken Srpska fejre sin 30-årsdag, med den serbisk-bosniske præsident Milorad Dodik på talerstolen. Republikkens runde fødselsdag afslutter et år, hvor nationalismen for alvor er opblusset, og den markerede Milorad Dodiks ønske om et selvstændigt Srpska. Dodik meddelte i oktober 2021, at han vil frigøre Srpska af Bosniens tredelte magt og i stedet nærme sig en alliance med Serbien.
Hvis ambitionen bliver til virkelighed, vil det være et brud med Daytonaftalen, som det lykkedes den daværende amerikanske præsident Bill Clintons regering at forhandle på plads i 1995, efter flere mislykkede forsøg på at få Serbien til forhandlingsbordet. Dodik truer altså den fredsaftale, der blev det sidste punktum i krigen – og truslen er konkret: Dodik vil trække sin del af militæret ud af den bosniske hær, og så vil han bruge den til at tvinge den bosniske halvdel ud af Srpska. Det betyder optakt til en ny konflikt.
Gæstelisten til årsdagens ceremoni vidner om, at nationalismen dirrer i luften. Blandt deltagerne var fx de franske højrefløjsparlamentarikere Hervé Juvin og Thierry Mariani samt Vinko Pandurevič, som både har modtaget en hæderspris af den serbiske regering kort før nytår og afsonet en straf på 13 år for krigsforbrydelser i Srebrenica.
Stemningen på årsdagen var måske også ekstra nationalromantisk på grund af en tale, Milorad Dodik afholdt tilbage i oktober 2021. En tale, hvor han truede med at trække Srpska ud af den fælles bosniske hær, skattesystemet og det statslige samarbejde i det hele taget; en tale, der i øvrigt faldt på en anden opsigtsvækkende 30-årsdag:
I oktober 1991 afholdte republikken Srpskas forhenværende præsident Radovan Karadžić en tale ved forsamlingen i Bosnien, der netop havde vedtaget en selvstændighedserklæring. Bosnien ønskede nemlig at træde ud af det imploderende serbisk dominerede Jugoslavien, ligesom Kroatien og Slovenien havde gjort. Karadžić advarede dengang mod at gå samme vej:
“Den vej I vælger for Bosnien-Hercegovina, er den samme vej til helvede og lidelse som Slovenien og Kroatien allerede har taget.“ En formulering, der med den kroatiske uafhængighedskrig in mente, var svær at tolke som andet end en regulær trussel – og som også forvarslede den etniske udrensning af muslimske bosniere, der er blevet karakteriseret som det mest omfattende folkedrab i Europa siden 2. verdenskrig. Radovan Karadžić har da også sidenhen fået tilnavnet “Slagteren fra Bosnien“ efter sin beordring af folkedrabet.
Nøjagtigt 30 år senere meddeler republikkens nye præsident Milorad Dodik så, at serberne skal have Srpska for sig selv. Ikke nok med, at Milorad Dodik nu vil trække sig ud Daytonaftalen og selvstændiggøre Srpka, så kalder han også selve eksistensen af de bosniske institutioner for juridisk vold. Han vil derfor arbejde for at “nedbryde landets nøgleinstitutioner“. Det frie Srpska skal nærme sig Serbien.
Ideologien ligner til forveksling også den tidligere serbiske præsident Slobodan Milošević idé om “Velika Srbija“ (“Storserbien“), der skulle forene serbere over hele Balkan i en etnisk ren national sammenslutning. Et ønske, der i øvrigt blev formuleret af Serbiens indenrigsminister, Aleksander Vulin, i juli 2021. Her erklærede han, at “opgaven for denne generation af politikere er at forme en Serbisk Verden, at forene serbiske borgere hvor end de bor“.
Hvis Storserbien skal blive en realitet, står de andre balkanske befolkningsgrupper imidlertid i vejen – særligt den muslimske befolkning, der ifølge projektets fortalere har været på mission for at overtage halvøen længe. Fortællingen strækker sig faktisk helt tilbage til et slag mellem Serbien og det Osmanniske rige i 1389, som i den serbiske nationalismes narrativ er det første eksempel på muslimernes erobringsforsøg.
Altså: Milorad Dodik vil have et Srpska for serbere, og ideologien er et ekko af 1990’ernes serbiske nationalisme, der antændte den alvorligt asymmetriske krig, der var fyldt med had til den muslimske befolkning.
Befolkningen rejser
Mens EU og USA’s øjne er rettet mod grænsen mellem Rusland og Ukraine, vokser frygten nu for en ny krig i Bosnien. Sammenfaldende med Dodiks trusler i oktober udkom en rapport fra FN’s Befolkningsfond (UNFPA), som består af resultater fra interviews med 5.000 bosniere mellem 18-29 år. Heraf kunne 47 pct. fortælle, at de overvejer at emigrere på ubestemt tid, mens godt en fjerdedel overvejer at forlade landet permanent.
Selvom Bosnien har en lang tradition for emigration, er tendensen blevet intensiveret i løbet af de sidste tre årtier. Rapporten estimerer, at mellem 22.300 og 23.700 unge mellem 18-29 år vil forlade landet mellem november 2021 og november 2022. Det samlede antal bosniere, der forlod landet i 2021, var omkring 100.000. De rejste på grund af manglende fremtidsudsigter og stabilitet; 70 pct. af de bosniske unge opfatter systemet som grundlæggende korrupt, og mange frygter altså, at de politiske spændinger vil antænde en ny konflikt.
Få dage inden Srpskas 30-årsdag blev Milorad Dodik sanktioneret økonomisk af USA for “destabiliserende aktiviteter“. Formuleringen hentyder til Dodiks korrupte metoder, men også til truslerne om at obstruere Daytonaftalen, som ligner en pivåben invitation til krig. Srpskas overhoved tager dog ikke sanktionerne så tungt: “Hvis de tror, at de kan disciplinere mig sådan her, så tager de groft fejl,“ lød reaktionen.
I talen i oktober 2021 havde Dodik da også forudset den amerikanske reaktion. Han meddelte, at hvis NATO eller FN skulle blande sig i Srpskas selvstændiggørelse, ville han kalde på sine venner i Serbien og Rusland. Spørgsmålet er, hvor stort Dodik får lov at drømme om Storserbien. Og hvor langt vesten vil gå, for at historien ikke gentager sig.
Mens halvdelen af Bosniens ungdom kigger mod omverdenen efter en lysere fremtid, svæver krigens genfærd stadig rundt i de efterladte gader. Men dåsekødsmonumentet render foreløbigt ingen steder. Det troner stadig i Europas baghave. /Jon Kvist Sommer
Jon Kvist Sommer er Føljetons nye universitetspraktikant.