Daniel Mihailescu/AFP/Ritzau Scanpix
Det er overraskende svært at huske nu, men der var faktisk en tid, hvor Game of Thrones var verdens mest hypede tv-serie. Inden den katastrofale slutning fjernede al lyst til at gense fantasy-eposet (var der overhovedet nogen, der bingede Game of Thrones under corona?), gik snakken på drager, dothrakier og incestuøse bror-søster-relationer. Netop sidstnævnte skabte da også seriens første ikoniske øjeblik (spoileradvarsel!): Efter de royale Lannister-søskende Jamie og Cersei bliver taget på sengen (bogstaveligt talt), skubber Jamie drengen Bran ud ad et tårnvindue med ordene “the things I do for love“ –hvad jeg dog ikke gør for kærligheden. Det var lige til at få valmuemælken galt i halsen af.
Hvis kærlighed korrumperer, må penge dog næsten korrumpere dobbelt. Vi tør end ikke tænke på, hvad Jamie havde gjort, hvis det var den berømte Lannister-formue, der stod på spil. Sådanne tankespind er dog næsten heller ikke nødvendige. Verdens rigeste mænd er som regel ret gode til at illustrere magtfuldkommenheden for os.
I Rotterdam er mange eksempelvis blevet godt knotne på Amazon-stifteren Jeff Bezos, efter det er kommet frem, at den historiske bro De Hef skal demonteres, så Bezos nye superyacht til godt 3,2 mia. kr. (ja, milliarder) kan passere. Efter en restaurering af broen i 2017 havde byrådet ellers lovet, at den aldrig skulle skilles ad igen. Men når først Bezos vifter med checkhæftet og lover at betale gildet, har man åbenbart svært ved at sige nej. Man skulle næsten tro, at Bezos har lånt Jamies trylleformular: “En Lannister betaler altid sin gæld.“
Hvad skal man overhovedet bruge en milliarddyr, storforurenende superyacht til? Er der aldrig nogen, der har fortalt Bezos, at mindre også kan gøre det? Samme spørgsmål kunne man i øvrigt stille de mange sponsorer, der har valgt at skyde penge i vinter-OL i Beijing. Når legene officielt åbnes i morgen, fredag, vil velkendte navne som Coca-Cola, Visa, Toyota og Intel være at finde på diverse bannere, mens sportsbrands som Nike ivrigt støtter de dystende atleter. Xinjiang-koncentrationslejre og andre menneskerettighedsovergreb til trods, er det simpelthen for fristende at indtage det kinesiske marked fra første parket.
Som selv Financial Times skriver (et medie, der ellers ikke er bleg for en neoliberal holdning eller to), placerer de sponsorerende vestlige virksomheder sig i et uheldigt krydsfelt mellem USA og Kina. Mens USA’s præsident, Joe Biden, har optrappet retorikken omkring de kinesiske menneskerettighedsovergreb, er det kinesiske styre lige så pernitne som altid, når det kommer til kritik. Og når virksomhederne bliver direkte adspurgt om forfølgelsen af uighurerne, er de tavse som graven. Profitten trumfer stadig: af frygt for at blive afskåret fra de kinesiske pengestrømme, taler Coca-Cola, Visa, Intel og alle de andre koncerner præsident Xi Jinping efter munden – og undergraver dermed Joe Bidens kritik.
Helt absurd bliver det – for nu bare at tage ét eksempel – i tilfældet Nike, der gladeligt blander sig i sociale problemstillinger i hjemlandet, men omvendt er helt tavs omkring Xinjiang. Man skulle jo næsten tro, at Nike slet ikke kerer som om det, de ellers prædiker; at de bare gør det hele for pengenes skyld (og gladeligt vil skubbe uighur-børn ud ad vinduet, hvis det kan redde Nikes eget skin). Penge kan købe alt, bortset fra moral. Vi kommer i øvrigt ikke til at se fredagens åbningsceremoni. /David Dragsted