Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er ikke kun i Danmark, vi bakser med de grønne beregninger. Tidligere på ugen kom Europa-Kommissionen med sit udspil til den såkaldte taksonomi, hvor både gas og atomkraft som ventet – og med visse forbehold – betegnes som klimavenlige investeringsmuligheder. Og det har ellers fået det meste af Europa op i det røde felt. Tanken var egentlig, at taksonomien skulle blive en slags ny guldstandard for hvilke investeringer, der kan betegnes som grønne; en behændig rettesnor for pensionskasser og andre finansielle spillere, der vil have bæredygtige porteføljer. I stedet beskyldes EU nu for at kuldsejle den grønne omstilling.
Hvis du på nogen måde minder om os, ved vi godt, hvad du tænker: At du burde have stoppet læsningen, så snart du så ordene “Europa-Kommissionen“ og “taksonomi“ i samme sætning. Kald det bare EU’s uendelige forbandelse: Lige så vigtigt og vidtrækkende unionens arbejde er, lige så søvndyssende er arbejdet at fordøje. Af samme grund har vi febrilsk ledt efter et poppet perspektiv, der kunne peppe læsningen lidt op.
Først overvejede vi at trække tråde til Plotins forestillinger om formløshedens ondskab og den besjælede natur, indtil vi indså, at filosofiske udredninger af en semi-obskur, græsk nyplatoniker nok ikke ville gøre sagen nemmere at forstå. Vi overvejede at bruge biologen Jakob Johann von Uexkülls banebrydende bog Streifzüge durch die Umwelten von Tieren und Menschen: Ein Bilderbuch unsichtbarer Welten (1934), indtil vi kom i tanke om, at vi slet ikke har læst den. Og i ren febervildelse var vi lige ved at lave en The Big Short og flyve Margot Robbie ind i et badekar.
Men bare rolig, vi skal nok spare dig for så fjollede indspark. Lad os hellere nøjes med følgende billede, inden vi dykker ned i taksonomien (hjælp!):
Du er kurator på den nye Louisiana-udstilling, der én gang for alle skal fastslå, hvad rigtig kunst er. Til din store frustration opdager du imidlertid, at to generøse donorer pinedød vil have hver deres tudegrimme børnetegning op at hænge ved siden af Mamma Andersson-malerierne og den ambitiøse Pipilotti Rist-installation. Selvom Politiken som vanligt kvitterer med seks hjerter, er udstillingen ødelagt. Når selv de talentløse børnetegninger kan komme op at hænge, har kunsten jo mistet al betydning – og samtidig er din egen rolle som smagsdommer blevet udspillet.
I EU-regi er det Frankrig og Tyskland, der vifter med børnetegningerne. Efter at have udfaset atomkraft er Tysklands energiforsyning blevet så afhængig (betalingsmur) af gas, at det fossile brændstof har sneget sig med i taksonomien. Samtidig har Frankrig forlangt, at atomkraft klassificeres som grøn (hvilken den teknisk set også er, hvis man udelukkende ser på CO2-udledningerne), når nu Tyskland har fået sin vilje. Og tilsammen har EU’s to største medlemslande så ellers formået at ødelægge tiltagets samlede indtryk.
Problemet er, at ingen er synderligt begejstrede over for slutresultatet. På forskellig vis er inklusionen af gas og atomkraft blevet torne i øjet på både medlemslande, pengemænd og europaparlamentarikere. Mens gas helt åbenlyst er et fossilt brændstof, der klinger dårligt med klimaneutrale målsætninger, sætter atomkraft så mange følelser i kog, at det helt overskygger den mere generelle grønne debat. Irrationelt eller ej: Har du først sagt atomkraft, risikerer du at frastøde mange af de grønne partier og græsrodsbevægelser, der har fået den nukleare modstand ind med modermælken.
Uanset hvor mange gange Mairead McGuinness, EU-kommissær for finansielle tjenester, forsøger at anmelde taksonomien til seks hjerter, står Europa-Kommissionen altså nu med en smadret troværdighed. Hvis tanken er, at taksonomien skal dirigere milliarder og atter milliarder over i grønne investeringer, duer det simpelthen ikke, at der sættes så mange spørgsmålstegn ved klassificeringerne.
Meget sigende har præsidenten for Den Europæiske Investeringsbank, Werner Hoyer, da også allerede varslet, at banken næppe vil give investeringer i gas og atomkraft det grønne stempel. Og frygten er, at andre investorer vil følge trop (betalingsmur). I stedet for at blive en ny guldstandard, risikerer taksonomien blot at blive én af mange rettesnore for grønne investeringer, som aktører kan følge efter forgodtbefindende.
Paradokset er med andre ord komplet: Hvor den grønne taksonomi skulle have været et vigtigt EU-redskab, der både kunne bekæmpe greenwashing og bane vejen for unionens klimamål, er den nu selv i overhængende fare for at blive et tvivlsomt greenwashing-redskab. Pensionskasser vil fortsat kunne hælde penge i gas med henvisning til, at investeringen er grøn – og dermed forhale klimakampen yderligere. Man tør slet ikke tænke på, hvad EU’s løsning mon bliver, når landbrugets udledninger for alvor skal diskuteres.
Selvom taksonomien vil blive endevendt i EU-regi mange måneder endnu – med mulige søgsmål til følge – ligner dens implementering på mange måder en fait accompli. Såfremt forslaget skal nedstemmes, kræver det som udgangspunkt, at mindst 20 medlemslande (der tilsammen udgør 65 pct. af EU’s befolkning) eller et flertal på 353 europaparlamentarikere stemmer imod. Begge muligheder har lange, vis ikke ligefrem umulige udsigter. Sagt med andre ord: Børnetegningerne vil med al sandsynlighed havne i taksonomiens grønne udstillingsvindue – og vi vil alle være dømt til at glo på de knuste klimadrømme mange år endnu. /David Dragsted