Joshua Roberts/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er næsten for fristende til ikke at kaste sig over fejden mellem podcastmogulen Joe Rogan og det gamle musikalske geni Neil Young. Den historie har bare alt. En aldrende stjerne, der bliver træt af den yngres spredning af vaccinemisinformation og fjerner sit bagkatalog fra deres fælles platform, Spotify, fordi this town isn’t big enough for the both of us. Et underligt plottwist, der får samtalen til at handle om, hvorvidt Joe Rogan er racist. Et tweet – der siden forsvinder – fra den tidligere præsidentkandidat Andrew Yang om, at det er Joe Rogan ikke. Og til sidst Spotify, der udtaler, at de nægter at lægge låg på Joe Rogan. Men dog støtter hans egen beslutning om at fjerne en række tidligere podcastepisoder, der er… øh, uheldige. Historien hænger lige der, helt tung og plukkemoden. Går man på Twitter, kan man ovenikøbet læse, hvordan det er et udtryk for ‘cancel culture’, at der nu fjernes episoder af podcasten. At det her er et spørgsmål om ytringsfrihed.
Om der er grund til at være rigtig bekymret for Joe Rogan, der med sine 11 mio. lyttere og sin kontrakt til 100 mio. dollars fortsat er at finde på Spotify, er vi ærligt talt ikke overbeviste om. Modstræbende lægger vi derfor kødøksen og overlader manden til sig selv. Til gengæld kan man da blive helt optimistisk ved tanken om, at så mange er villige til at involvere sig i denne kamp for ytringsfrihed.
Den kampgejst kunne de godt bruge lidt af andre steder i guds eget land. Over hele USA spreder der sig lige nu en bølge af lovforslag, som forsøger at fjerne bøger og undervisningsmateriale om alt fra racisme til køn. I Wyoming undersøger politikere muligheden for at udstede bøder til bibliotekarer, der bestiller bøger hjem om sex og seksualitet. I Oklahoma prøvede man i senatet at gøre den samme slags bøger ulovlige. I Louisiana forsøger et republikansk kongresmedlem utrætteligt at få “forskellige problematikker omkring race“ fjernet fra skoleskemaet, og i Tennessee er det fabelagtige Holocaust-værk Maus blevet fjernet fra 8. klassernes pensum grundet nøgenhed i bogen. Fik vi nævnt, at Maus er en tegneserie, og at karaktererne er afbilledet som forskellige slags dyr?
“Forældre, aktivister, skolebestyrelser og politikere rundt omkring i landet udfordrer bøger i et tempo, der ikke er set i årtier,“ skriver The New York Times om indsatsen for at begrænse offentlige biblioteker og skolers adgang til information. De har talt med lederen af ytringsfrihedsorganisationen PEN, Suzanne Nossel, som også er ret målløs: “Det er et rimeligt opsigtsvækkende fænomen at se bandlysning af bøger komme på mode igen, at se forsøg på at retsforfølge bibliotekarer,“ siger hun.
Både diskussionen om Joe Rogans ret til at sige n-ordet i en af verdens mest hørte podcasts og folkeskolelæreres ret til at undervise i emner omkring race bliver koblet til den samme såkaldte “kulturkamp“. Her står deres forkæmpere på hver side af en skillelinje og påkalder sig de samme idealer om sandhed og ytringsfrihed. Mens Joe Rogan har fået rigeligt med opmærksomhed herhjemme, er historierne om de bandlyste bøger og undervisningskontrollen gået mere eller mindre under radaren. Men de giver altså den gamle tirade om, at man “fandeme heller ikke må sige noget længere“ en lidt anden karakter.
Nu fik den gode Rogan som sagt lov at blive på Spotify, ligesom han fik lov at beholde sin kurfyrstelige løn. Derfor kan man da håbe, at hans ytringsfrihedselskende støtter vil rette deres opmærksomhed mod USA’s mere presserende kamp om sandhederne. Noget siger os bare, de ikke vil synes, den frugt smager lige så sødt. /Asta Kongsted