Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vølven hedder Svarer, Michael Svarer. Som en norrøn spåkone har den 50-årige økonomiprofessor fra Aarhus netop fremsat en gådefuld profeti – forklædt som regneark: Indtil politikerne får deres prioriteter i orden, evner at skelne mellem stort og småt og at fokusere på det vigtigste, vil verden bevæge sig mod Ragnarök, et kosmologisk kaos.
Hvad der på forsiden blev kaldt for ‘Grøn skattereform – første delrapport’ , er måske i virkeligheden en moderne teknokratisk fortolkning af den oldgamle monolog Völuspá? I den oprindelige spådom bliver den døde Vølve vækket af den allerede svækkede Odin-gud, for at bebude verdens endelige skæbne. Dystert lyder det:
Fylde dødsens folk i bugen
gyde blod over guders sæde
sort bliver solskin somrene efter,
alt vejr truer – Hvad ved I mon mer?
I den nutidige udgave har den kyndige ekspertgruppe, som et flertal i Folketinget har sat til at udtænke input til en ensartet CO2-afgift, valgt at formulere sig noget mere prosaisk. Rammen er dog den samme: Sort sol er i vente, hvis politikerne ikke øjeblikkeligt tør tage favntag med de stadig voldsommere klimaforandringer, og hvis reelt grønnere løsninger ikke snart tvinges igennem.
Tag ikke fejl af kancellisproget, for inde bag de maskinelle ord ligger en brutal gåde gemt. Den første delrapport om en højere CO2-afgift skal nemlig læses som en advarsel om, at politikerne kan og skal blive bedre og mere præcise til at stille spørgsmål, hvis de skal redde sig selv. På papiret hedder det, indrømmet, noget kryptisk: “Der er et fundamentalt dilemma mellem ønsket om omkostningseffektivitet (lavest mulig samfundsøkonomisk omkostning for at nå 70 pct.-målsætningen) og ønsket om at undgå store erhvervsforskydninger og deraf følgende CO2-lækage, hvor produktionen og de tilhørende udledninger blot flytter til udlandet.“
Det økonomiske nirvana
Renset for tidens økonomjargon betyder ordene, at eksperterne reelt ikke kan svare på politikernes presserende spørgsmål, så længe de vil have alt på samme tid. I kommissoriet til ekspertgruppen blev det krævet, at en ny, højere og ensartet CO2-afgift skulle tage hensyn til ikke alene klimaet, men nok så afgørende også til bl.a. beskæftigelsen i yderområderne, danske virksomheders konkurrenceevne, sammenhængskraften, den social ulighed og de offentlige finanser. Kort sagt til alt og alle, på én og samme tid.
Men det er ikke muligt at prioritere alt, og det må desværre gå galt, når og hvis man forsøger at tilfredstille for mange og ikke mindst modsatrettede hensyn. Når de tre konkrete modeller til en højere CO2-afgift – som ekspertgruppen fremlagde på et pressemøde tirsdag – næppe vil kunne gøre hverken fra eller til, skyldes det således ikke de fagkyndiges indsats, men derimod politikernes tvivl, rådvildhed og manglende evne til at bestemme sig for, hvad der er vigtigst.
På subtil vis og med vølvsk mystik forsøger eksperterne at fortælle politikerne, at de er nødt til at sortere i deres væsensforskellige krav og ikke længere kan fortsætte med blot at drømme om – som det hedder i Klimaloven – at en reel reduktion af udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 kan ske ved at balancere en såkaldt “bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft“ med både “sunde offentlige finanser og beskæftigelse“ og “et stærkt velfærdssamfund, hvor sammenhængskraften og den sociale balance sikres“.
Men selv om det kan lyde sødt, sympatisk og harmonisk at ville få alt til at gå op i en højere enhed, ja, i et “økonomisk nirvana“, som ekspertudvalgets formand, Michael Svarer faktisk selv formulerede det, handler politik nu engang om at prioritere mellem forskellige hensyn. Om at træffe kontante valg, som skaber vindere og tabere. I politik er alt derfor lig med intet.
Dimmeldragen flyver frem
Hårdt og kontant vil det ikke være muligt at fortsætte, som om intet var hændt, hvis klimaforandringerne skal tæmmes, og der vil være såvel brancher som virksomheder og måske nogle få tusinde ansatte, som fundamentalt vil skulle ændre adfærd, produktion eller job. Klimaomstillingen kan ikke forenes med status quo. Det er et narrespil at foregøgle andet.
Ikke desto mindre har statsminister Mette Frederiksen (S) forpligtet sig på, at samtlige hårde hatte på cementkæmpen Aalborg Portland – hjemme i valgkredsen – skal kunne sove trygt om natten i forvisning om at være sikre på deres job i al evighed, og at alle landets kodrivere også skal kunne regne med en statsgaranti for at kunne opdrætte ubegrænsede mængder af billigt hakkekød.
Men det er ikke muligt at skræve over det hele, fra de neonoplyste stalde i grænselandet til de glødende smelteovne oppe ved Nørrejyske Ø. Eller som Vølven siger med næsten lige så stor klarhed som økonomerne:
Da flyver dimmeldragen frem,
Snogen fra mørkfjælds dybe hjem,
Nu sig niddets hugorm svinger –
Lig han bær på sine vinger –
Over vang til undergang
Rapporten fra eksperterne kan bruges, ja, ligefrem genbruges, som et afsæt til at få politikerne til at genoverveje forestillingen om, at de kan bremse klimaforandringerne uden at måtte gå på kompromis med andre konventionelle ønsker – og skabe en slags guddommelig harmoni her på jorden, hvor fine og fromme hensigter forløses i konfliktfri samklang. For så god er verden ikke. Ofringer er uundgåelige. /Lars Trier Mogensen