Frankrigs præsident Emmanuel Macron har travlt. Travlt med at fikse verdenssituationen og travlt med at sikre stemmerne ved forårets præsidentvalg.
Noget andet, han øjensynligt forsøger at fikse, er forholdet til Afrika, som han kalder “noget slidt“. Mens han besøger det mærkværdige langbord hos Putin i Moskva den ene dag og flyver til Berlin og mødes med Tysklands og Polens ledere de næste, arbejder hans embedsværk i kulissen på at forberede næste uges topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union (AU), som han i kraft af det franske formandskab står i spidsen for.
Over to dage skal stats- og regeringschefer og eksperter mødes i Bruxelles for at drøfte de prioriteter, man blev enige om på det sidste topmøde i 2017: Unge, fred og sikkerhed, mobilitet, migration og regeringsførelse. De her topmøder har fundet sted i årevis, og kritikere påpeger, at de sjældent har medført andet end gode intentioner. “Hvad er pointen overhovedet?“ lød det for eksempel lettere provokerende fra den revolutionære leder af Burkina Faso, Thomas Sankara, helt tilbage i 1983.
Macron ved tydeligvis også selv, at der skal mere end tomme løfter til. I hvert fald forsøger han ihærdigt vise, at at Frankrigs tid som kolonimagt er længe slut, som da han i efteråret arrangerede en konference for civilsamfundet i den velstillede sydfranske by Montpellier – helt uden statsoverhoveder. Det lyder næsten som den perfekte opskrift på afkolonisering, men kan man overhovedet tale om at få fat i “civilsamfundet“ fra hele det afrikanske kontinent ved at tage til Sydfrankrig? Nej, mener den 34-årige tunesiske aktivist Aya Chebbi, der i 2018 blev udpeget som ungeambassadør for Den Afrikanske Union. Som hun dengang skrev på Twitter:
“OK cool Macron, hvis du virkelig ønsker et nyt afkoloniseret format, skal mødet afholdes i Afrika og ikke i Frankrig […] Please forstå, at spørgsmålet om lederskab på kontinentet er generationsbestemt, og at spørgsmålet om udvikling er kolonialistisk. Hvis ikke du indser det, spilder vi hinandens tid.“
For Chebbi hænger de to sidste ting egentlig sammen. Alene titlen som ungeambassadør – og at hun alene skal repræsentere et helt kontinent – viser da også, at hun befinder sig på en arena, hvor unge ikke normalt bliver inviteret.
“Problemet er generationskløften. Gennemsnitsalderen for afrikanske ledere, stats- og regeringschefer er 64 år, og i befolkningen er den 20 år. Det er en anden virkelighed end i Europa. Unge mennesker ser på ledere som værende afskåret fra virkeligheden, og lederne ser på unge som en masse. Det er her, EU tager fejl. Hvis vi lytter til de unge, vil det ændre Afrikas virkelighed. Det vil den ikke blive, hvis de ikke er i samme rum og ved samme bord,“ siger hun på en telefonforbindelse fra Tunesiens hovedstad, Tunis.
Beslutninger til spilde
Aya Chebbi blev et offentligt ansigt i 2010, da hun under Det Arabiske Forår, var det, man dengang kaldte blogger. I 2015 stiftede hun græsrodsorganisationen Afrika Youth Movement og senere Nala, et selverklæret pan-afrikansk feministisk kollektiv. Derefter tog populariteten fart: For Danmarks vedkommende deltog hun i efteråret i Udenrigsministeriets Tech for Democracy–konference, for år tilbage mødtes hun med den daværende udviklingsminister Rasmus Prehn (S), og også Roskilde Festival inviterede hende til en samtale om ulighed og demokrati med den danske aktivist Emma Holten.
Men selvom verden har fået øjnene op for Chebbi, oplever hun, at der ikke er sket meget fra hverken Frankrig eller EU’s side: “Jeg ville gerne sige, at jeg så en positiv udvikling, men corona viste os den værste side af det her partnerskab. Afrika er ikke engang nået op på at vaccinere 40 pct. af sin befolkning, og i de fleste europæiske lande er I vaccineret af tre omgange og har endda ekstra vacciner. Uligheden og den manglende solidaritet er utrolig. Siden det sidste topmøde har EU kun vist os, at de stadig ikke forstår, at vi lever i en global verden, og at hvis jeg ikke er sikker, er du heller ikke sikker. Uanset om det drejer sig om en pandemi, migration, sikkerhed eller uddannelse.”
Det har betydet, at ungdommen ikke længere rigtig har forventninger til topmøderne, forklarer hun. De gør tingene selv i stedet, og det nytter ikke noget bare at blive inviteret til et foredrag i ny og næ: “Unge er trætte af at krydse bokse af og kun at få to minutters taletid. Det handler om meningsfuld inddragelse for at være med til at skabe og fastsætte dagsordenen. Ellers er det en smule hyklerisk og en fortsættelse af den koloniale praksis. Som om det er Europa, der bestemmer.“
En ting er at flytte det til et land i Afrika, men er selve målene med topmødet også problematiske?
“Ja, selv hvis vi var i Afrika, ville det sikkert blive afholdt på et hotel med høj sikkerhed og den slags, som ikke giver mulighed for bred deltagelse. Kolonialismen viser sig også horisontalt, når man ser på kløften mellem unges prioriteter og det, lederne diskuterer. Afrikas unge taler ikke om mobilitet, men om fri bevægelighed. Der er mennesker, der fratages deres friheder, som dør i Middelhavet, og hvis menneskerettigheder krænkes, når de ankommer i Europa. Hvis vi taler økonomisk integration, handler det for os om økonomisk frihed. For Europa handler energiomstilling om at være førende inden for grøn energi, men i Afrika taler vi om grøn genopretning, fordi vi er dem, der bliver hårdest ramt økonomisk af produktionen af kul. Lige fordeling af vacciner er stadig et stort problem. EU og AU vil nok diskutere det, men det er ikke det, der står øverst på dagsordenen.“
Burde vi helt holde op med at holde den her slags møder?
“Nej, vi har brug for de her rum og ledere til at mødes og føre dialog. Hvis fx FN og EU ikke eksisterede, ville det have været meget værre. Problemet opstår, når det bliver en lukket klub. Hvordan kan man træffe beslutninger for andre menneskers fremtid, når man ikke engang lytter til dem? Det vigtigste er ikke selve topmødet, men processen før og efter. Det er godt at se lederne forpligte sig til at gennemføre ungdomsreformer og give millioner af kroner til ungdomsprojekter. Mange af beslutningerne er meget progressive. Erklæringerne og resolutionerne er progressive. Men når de ikke bliver gennemført, går de til spilde.“
Hvis du skulle give et råd til de mennesker, der sidder i en privilegeret position i fx FN eller EU, hvad ville det så være?
“Se dig omkring på dit kontor og dit mødebord, og se de mennesker, du arbejder sammen med. Det tager tid at aflære og lære. Hvordan kommunikerer I med hinanden som mennesker med forskellige historier, baggrunde og kontekster? Afkoloniseringen skal starte et sted. Hvad angår det kommende topmøde, ønsker vi at se fremskridt – og ikke løfter. Vi hører en masse store ord om demografi og ligestilling. Nu skal de følges op af konkrete tiltag.“ /Emma Louise Stenholm