BBC
I 2021 red Pedro Castillo ind i peruviansk politik på en urolig rød hest og iklædt en hvid bredskygget chotano-hat. Med kun 44.000 flere stemmer end sin konservative modkandidat, Keiko Fujimori, vandt Castillo fra det marxistiske parti Peru Libre præsidentvalget i Peru. Den socialistiske skolelærer gik til valg på at gøre op med korruption og ulighed i det sydamerikanske land: “En ny tid er begyndt, ikke flere fattige mennesker i et rigt land,“ skrev han på Twitter, da de sidste stemmer var talt sammen.
Noget tyder på, at en ny tid faktisk er begyndt – og ikke kun i Peru. Partierne til venstre for midten har momentum i flere sydamerikanske lande. Indenfor de seneste måneder har Honduras og Chile stemt socialistiske kandidater ind i landenes præsidentielle paladser. Med løfter om sociale reformer og rettigheder, højere minimumslønninger og billigere uddannelse vil den nyvalgte Gabriel Boric gøre Chile til Sydamerikas første velfærdsstat. I Honduras er Xiomara Castro netop blevet indsat som Honduras’ første kvindelige præsident, og hun har bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og vold mod kvinder øverst på sin demokratiske socialistiske dagsorden.
De nye tider vækker mindelser, for det er ikke første gang, konservative regeringer falder til fordel for venstreorienterede præsidentkandidater. Tendensen bliver sammenlignet med den såkaldte “lyserøde bølge“, der skyllede ind over kontinentet i 00’erne. Bølgens ukarakteristiske farve skyldes, at kommunismens højrøde toner i den sydamerikanske bevægelse er fortyndet med en mere moderat socialisme.
Nok er bølgen igen lyserød. Alligevel adskiller den sig fra den foregående: “Denne gang er bølgen mere uorganiseret, fordi der sker forskellige ting i forskellige lande. Der er ikke en fælles fjende som den tidligere republikanske præsident Bush i USA. Og der er ikke en tydelig leder som Hugo Chávez,“ fortæller Carlos Salas Lind, som er lektor i sydamerikansk politik ved CBS med henvisning til Venezuelas tidligere præsident.
Da Chávez stod i spidsen for bevægelsen, var det med drømmen om at skabe “det 21. århundredes socialisme“, men siden falmede ledestjernen. Det, der var begyndt som et politisk projekt og en revolution båret af visioner om social retfærdighed og folkemagt i Venezuela, brød sammen i en økonomisk og humanitær krise. Under protester i den venezuelanske delstat Zulia i 2017 væltede en gruppe vrede demonstranter en statue af præsident Chávez. Et symbol på, at de socialistiske drømme og visioner efter blot to årtier henlå i ruiner. Store dele af regionen tog en højredrejning. I lyset af økonomiske kriser, stigende fattigdom og kriminalitet, malede centrum-højre kandidater det politiske landkort i Sydamerika blåt ved at gå til valg på erhvervsvenlige reformer, skattelettelser og skabelse af arbejdspladser.
Bolsonaro på dybt vand
Konservatismen nåede også til Brasilien, men efter tre turbulente år med den højreekstreme og omstridte præsident Jair Bolsonaro skal befolkningen i år til stemmeurnerne. Bolsonaro er blevet kritiseret for sin destruktive miljøpolitik, der pustede til gløderne i Amazonas regnskoven og for sin katastrofale håndtering af coronapandemien, der har medført det næsthøjeste dødstal i verden på over 600.000 mennesker. Det har skabt et uventet comeback fra den venstreorienterede, tidligere præsident Luis Inácio Lula da Silva. Han har selv haft en korruptionsdom hængende over hovedet, men den blev ophævet af landets højesteret sidste år. Lula har endnu ikke meldt sig officielt ind i valgkampen. Men hans imponerende tour d’Europe, hvor han i efteråret mødtes med den tyske kansler Olaf Scholz og blev budt indenfor i Élyséepalæet i Frankrig, vidner om, at det kun er et spørgsmål om tid.
“Det er kun Gud, der kan fjerne mig fra posten,“ har Bolsonaro sagt til sine tilhængere. Men dét er landets vælgere uenige i. I de seneste meningsmålinger er Lula langt foran Bolsonaro med 46 pct. af stemmerne mod Bolsonaros 23 pct. Ifølge den brasilianske journalist og analytiker, Gustavo Ribeiro, har Bolsonaro dårlige chancer for genvalg, selvom han tidligere har bevist, at “han har flere politiske liv end en kat“. Hvis vejrudsigten holder, og den lyserøde bølge skyller ind over Brasiliens kyst til efteråret, vil vi få at se, om katten også kan svømme.
En lyserød dråbe i et blåt hav
Ligesom Bolsonaros katastrofale pandemihåndtering kan resultere i hans egen lyserøde druknedød, peger Carlos Salas Lind på coronakrisen som en afgørende årsag til venstrefløjens generelle fremmarch på kontinentet: “Pandemien har gjort de siddende regeringer upopulære. I Sydamerika er det højrefløjen, som er blevet ramt. Befolkningens frustrationer med de siddende magthavere kommer bedst til udtryk ved at vælge nogle andre.“ Derudover har pandemien forværret og fremhævet de sociale og økonomiske uligheder, der i forvejen eksisterede. I modsætning til i starten af 00’erne er inflationen denne gang høj, og mange af de sydamerikanske lande har en stor offentlig gæld. Det betyder, at der mangler økonomiske midler til at implementere de lovede økonomiske og sociale tiltag. Derfor kræver reformerne aftaler på tværs af det politiske spektrum.
Tilbage i Peru har Castillo efterhånden udskiftet de oprindelige marxister i regeringen med mere moderate ministre. Siden hans indsættelse har Peru haft fire premierministre, tre udenrigsministre og to finansministre. Så sent som den 9. februar udnævnte Castillo en ny premierminister, efter den forrige måtte gå af efter bare fire dage. “Castillo har hurtigt opdaget, at han er afhængig af den moderate og borgerlige fløj og har derfor nærmet sig centrum. Vi ser en regering, der på en måde har mistet sin identitet. Der er en stor gruppe mennesker, der stemte på ham, fordi han var socialist. Men han mangler midler og investeringer for at kunne indfri sine løfter, og så bliver han nødt til at samarbejde med moderate kræfter og højrefløjen,“ siger Carlos Salas Lind.
Efter seks måneder har Castillo altså allerede sat sin høje hest tilbage i stalden. Han har modereret sit marxistiske projekt, og hans lovede “nye tid“ er præget af kaos frem for forandring. Det, der sker i Peru, kan ifølge Carlos Salas Lind fortælle noget om, hvorfor den anden lyserøde bølge adskiller sig fra den første: “Højrefløjen og de moderate i Sydamerika har akkumuleret en så stor økonomisk magt, at de egentlig ikke behøver at blive valgt for at føre højreorienteret politik. Verdensøkonomien er kapitalistisk, så uanset hvor venstreorienteret man er, så må man samarbejde med de moderate og borgerlige for at skabe økonomisk vækst.“ I Sydamerika skvulper de lyserøde bølger stadig. Men ligesom i resten af verden er havet blåt. /Emilie Ewald
Emilie Ewald er Føljetons universitetspraktikant.