Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Danmark har fået sit #TextMeWhenYouGetHome-øjeblik. Hele landet holder vejret for at følge med i det formodede drab på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, mens detaljerne om hvor og hvordan, det fandt sted, leveres i kvalmende detalje. Som unødvendige livereportager fra Dronninglund Storskov, der er lige så usmagelige som størrelsen på den klump i halsen, forældrene må sidde tilbage med. En klump i halsen, der vel langt fra kan beskrive følelsen af ikke bare at have mistet et barn, men at kunne følge med i tabet, som var det en krimiserie på Netflix.
Nok hører det til blandt sjældenheder, at mænd dræber kvinder på gaden i Danmark. Men det faktum fjerner ikke væsentligheden fra det grundlæggende problem: Vi ved, at mænd dræber kvinder, og at mænd dræber mænd. Det sker yderst sjældent med modsat fortegn.
Flere er da tilsyneladende også begyndt at få øje på den kollektive kvindelige erfaring, det er at knuge nøglerne hårdt i hånden eller at overveje, om hældningsgraden på din bluses udskæring en dag kan blive brugt imod dig. Men der sidder også en anden type bag skærmene. Dem, der spørger, om vi ikke lige skal huske mændene, eller om vi ‘igen, igen’ kun skal tale om kvindernes problemer. Som det lyder fra Berlingskes Kathrine Diez, er den slags bemærkninger logiske fejlslutninger, en variant af antikkens tu quoque, der hverken tjener til at gendrive eller modbevise argumentet.
Skriv når du er derhjemme
Vi ved også, at mænds drab på kvinder oftest skyldes had. Og netop det har vi utroligt svært at tale om, som Martin Krasnik skriver i Weekendavisen (betalingsmur). Det er forståeligt, at det kan føles, som om man får at vide, at man(d) er årsag til alt ondt i verden alene på baggrund af sit køn. Men lukker vi øjnene for, at vi står med et kønnet problem, kan det ikke kommes til livs.
Når det understreges, at drab oftest begås af mænd, handler det altså ikke om at skulle være på vagt over for alle med et Y-kromosom. Det handler heller ikke om at forstå selve drabshandlingen, for den vil altid være utilgivelig. Men vi må i det mindste forstå, hvor den kommer fra. Hvis vores kærester, fædre, brødre, naboer kan blive så grebet af aggression, må der være noget, der driver dem helt derud.
Kvinder skal ikke kun skrive, når vi kommer hjem, men også derhjemme. For tillader man sig at zoome ud et øjeblik, begås drab stort set altid af offerets partner, og over 57.000 mennesker er hvert år udsat for partnervold. Hvis problemet skal bekæmpes, skal vi altså se nærmere på de intime relationer – også selvom det ikke er her, nyhedssensationen ligger.
Vi ved med andre ord godt, hvad der skal gøres. Vi bliver som samfund nødt til at se på den kultur, der ligger til grund for, at mænd slår kvinder ihjel. Den reelle sensation er, hvor påfaldende og ufatteligt langsomt det er gået med at bruge den viden, der allerede er på området. At der skal et bestialsk mord til, før vi forstår det. Den nye ligestillingsminister har sat dialogkaffen over. Nu skal den bundes. /Emma Louise Stenholm