Statsminister Mette Frederiksen ude i naturen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Chimpansen er sammen med bonoboaben menneskets nærmeste slægtning, det står der selv på Wikipedia. Vi har 99 pct. af vores gener til fælles. Alligevel bliver de herlige chimpansers adfærd ved med at overraske. I den seneste udgave af det videnskabelige tidsskrift Current Biology er der er en artikel om et forskningsprojekt, som involverer 45 chimpanser i nationalparken Loango i Gabon i det vestlige Afrika.
Man har studeret flokken siden 2005, men fra november 2019 til februar 2021 har forskerne haft et særligt fokus på selvmedicinering blandt dyrene. Nu har ordet selvmedicinering måske en lidt kedelig klang; man ser måske en masse deprimerede aber for sig, som fylder sig med medikamenter for at holde såvel weltschmerz som fysiske smerter fra livet, men det er slet ikke det, der er tale om. I den nævnte periode blev der registreret 76 sår på 22 forskellige chimpanser, og i 19 tilfælde observerede forskerne chimpanserne behandle deres sår med insekter. Det foregår på den måde, at chimpansen først fanger et flyvende insekt med hænderne. Så tager den insektet op til munden og maser det mellem læberne, hvorefter den placerer det i sit sår og bevæger det rundt med fingerspidserne. Meget innovativt. De er ikke så tossede, de chimpanser.
I betragtning af hvor menneskelig aber er (eller hvor abeagtige mennesket er) kan denne sociale adfærd egentlig ikke komme som nogen større overraskelse. Men ligesom mennesker er aber forskellige. I sin omtale (halvhård betalingsmur) af forskningsprojektet hæfter The New York Times sig ved, at en af chimpanserne, Freddy, var ”en særligt entusiastisk bruger af insektmedicin” – han benyttede sig i hvert fald gentagne gange af insekter i behandlingen af sår på hovedet, armene, ryggen, venstre håndled og penis (der er ingen oplysninger om, hvordan Freddy var kommet til skade med sin penis).
Greenwashing
Tja, vores overlevelsesinstinkter – vi kunne ikke leve uden dem. Nogle gang er det i politik, man ser dem tydeligst. Søndag bragte Politiken en hel kronik (betalingsmur) af Mette Frederiksen (S), hvis indhold på en måde minder om chimpanseflokken i Gabons opfindsomme brug af insekter. Det er på ingen måde for at sammenligne statsministeren med en abe, men man kan vel godt tillade sig at sige, at hun i løbet af det seneste halve til halvandet år har pådraget sig nogle ret markante politiske sår – altså, i forhold til hvor usårlig og urørlig hun fremstod indtil et godt stykke inde i 2020.
I forhold til hvor vigtig en rolle klimaet faktisk spillede ved folketingsvalget i 2019, har Frederiksen virket ekstremt bagstræberisk på området, når det kom til stykket, og det kom vel allermest pinagtigt til udtryk, da hun i en tale sagde, at hun var rød, før hun var grøn. I kronikken skriver hun allerede i indledningen: ”Jeg sagde for et par år siden, at jeg er rød, før jeg er grøn. Det passede dengang. Men det gør det ikke længere. Jeg er klar til at lægge forbeholdet væk. Det grønne er ikke længere sekundært.”
Mette Frederiksen forklarer sit forbehold med, at hun var gammeldags bekymret: ”Kunne vi skabe så store forandringer uden at skabe tilsvarende andre store problemer? Ville vi kunne sætte gang i den grønne omstilling uden galoperende ulighed? Stor stigning i arbejdsløsheden. Endnu større konflikter mellem provins og hovedstad. Eller mellem de unge og deres bedsteforældre. Eller endnu værre.” Hun ville ”bare ikke ofre sammenhængskraften på vejen”, for hun var ”oprigtigt bange for splittelse og polarisering. For uligheden”.
Helt patetisk skynder Frederiksen sig dog at tilføje, at altid har været optaget af klima og biodiversitet: ”Som barn købte jeg regnskov, før jeg købte makeup. Og jeg donerede mine surt opsparede lommepenge til truede dyr. Jeg meldte mig tidligt ind i Verdensnaturfonden.” Det kan godt være, at det er sandt, men sådan som hun formulerer sig, minder det lidt om det, som Forbrugerrådet kalder ”grøn, vildledende markedsføring”, altså greenwashing.
Mette Frederiksen skriver en del om, hvad regeringen har gjort på det klimaområdet, og hun gentager, hvad hun sagde i sin nytårstale: At det i 2030 skal være muligt at ”flyve helt grønt” på danske indenrigsruter. Hun taler om ambitioner, men alt for meget af det skal indfries med teknologi, som endnu ikke er flyvefærdig. Det ville være klædeligt, hvis regeringen i højere grad baserede sine klimapolitiske ambitioner på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre i dag. /Oliver Stilling