Tyskland tøver

Også på tirsdagens pressemøde efter Olaf Scholz’ drøftelser med Vladimir Putin undgik den tyske forbundskansler at sige noget konkret om Nord Stream 2. Gasledningen er blevet essensen af Tysklands balancerede (eller vaklende) diplomatiske kurs over for Rusland – og et billede på tyskernes lange tradition for at omgås Rusland med pragmatisme.

Socialdemokraten Willy Brandt (1913-1992), der først som udenrigsminister og senere som Vesttysklands forbundskansler stod i spidsen for landets Ostpolitik, manøvrerede under den kolde krig mod sameksistens og samhandel med Østtyskland og østblokken. En bedrift på det tidspunkt. Det syntes nobelpriskomiteen også, da de gav ham Nobels fredspris i 1971: “For at bane vejen for en meningsfuld dialog mellem Øst og Vest.“

Brandts efterfølgere fulgte manøvren om at handle sig til forandring – “Wandel durch Handel“. Og dem, der tillod sig at drømme om, at Vest-og Østtyskland en dag kunne blive genforenet vidste, at “nøglen til det tyske spørgsmål ligger i Kreml“.

Da Muren faldt i 1989, og genforeningen efterfølgende blev gennemført, var der da også et aspekt, man ikke glemte: At Sovjetunionen lod det ske, og at Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov ikke greb ind med vold. Hos nogle tyskere har det skabt en langtidsholdbar taknemmelighed, også over for nutidens Rusland.

Russlandsversteher

Ligesom der løber et historisk spor af forståelse (og samhandel) mellem Tyskland og Rusland, har Tyskland en lige så lang tradition for at diskutere med sig selv, om dialog- og handelsvejen er den rigtige. Og i lyset af Ruslands fremfærd mod Ukraine, er diskussionen kun blevet mere højlydt.

Flere tyske politikere mener, at tiden er inde til at reagere mere markant på Ruslands brud på menneskerettigheder – og på Putins forfølgelse af politiske modstandere. Stemningen blev eksempelvis anspændt, efter en agent trænet af den russiske efterretningstjeneste i 2019 skød en georgisk tjetjener, der havde kæmpet mod Rusland i Tjetjenien, i en park i Berlin ved højlys dag.

Den 14. januar i år kunne man i Die Zeit læse et indlæg skrevet af 73 eksperter, østeuropaforskere og politikere, der sammen argumenterede for, at Tyskland skal ændre sin politiske kurs over for Rusland. Det er ikke nok at kritisere Rusland, mener de. Tyskland skal arbejde for hårdere sanktioner mod Rusland, ligesom man skal yde militær støtte til de lande, som Rusland truer med angribe – og til lande, Rusland allerede har angrebet (det vil sige Ukraine og Georgien).

En uge senere kunne man så erfare, at det imidlertid ikke er alle i den tyske magtelite, der går ind for en ny strammerkurs over for Rusland. På internettet florerede en video med en højtstående tysk militærperson, viceadmiral Kay-Achim Schönbach, der under et møde i New Delhi fortalte, at Europas konflikt med Putin skyldes, at Putins beskedne – og ifølge Schönbach berettigede – ønske om respekt ikke bliver imødekommet af “Vesten“. Desuden mente viceadmiralen, at Ukraine for evigt har tabt Krim – og at “Vesten“ har brug for Putin som allieret i en kommende (kristen baseret) konflikt med Kina.

På videoen fornemmer man en vis måben hos mødedeltagerne. Udtalelserne kostede Schönbach jobbet næsten i samme øjeblik, afsløringen var ude. At være forstående over for Ruslands interesser, “Russlandsversteher“ eller “Putinversteher“ som det lidt spidst kaldes, er øjensynligt blevet sværere, end det tidligere har været.

Nord Stream 2

Intet sted manifesterer den tyske ambivalens sig mere håndfast end i Nord Stream 2, den 1.200 km lange gasledning gennem Østersøen, der skal supplere den allerede fungerende Nord Stream-ledning med enorme mængder billig sibirsk naturgas til de tyske hjem. Ledningen løber fra området omkring Sankt Petersborg, passerer 134 km gennem dansk farvand og ender i Nordtyskland.

Projektet har længe været omdiskuteret. Angela Merkel måtte bakse med at forsikre diverse statsledere – herunder Donald Trump, som fandt det “upassende“, at Tyskland frivilligt overlod tænd-og-sluk-knappen for en afgørende energiforsyning til Vladimir Putin – om, at Nord Stream 2 er et rent kommercielt projekt, som ikke skal blandes sammen med politik.

Sådan er virkeligheden dog ikke længere. Teknisk set er systemet klar til brug, men det er sat på pause, mens den tyske regeringskoalition forsøger at blive enige med sig selv, EU og NATO om, hvorvidt der skal tændes for hanerne – eller om Nord Stream 2 skal lægges i kurven med andre skræmme- og forhandlingsaktiver. Forbundskansler Olaf Scholz, der tidligere har afvist at gøre Nord Steam 2 til en polisk kampplads, har antydet, at projektets fremtid kan afhænge af Ruslands fremfærd.

Udover de økonomiske interesser (og behovet for energi), er Tyskland endvidere bundet sammen med Nord Stream 2 via et par spektakulære tyske personligheder. Gerhard Schröder, Olaf Scholz’ forgænger som SPD-kansler, sidder i bestyrelsen for Nord Stream AG. Her har han siddet siden 2005, efter han tabte valget til Angela Merkel. I kraft af sin bestyrelsespost er Schröder selvsagt en varm fortaler for projektet. Men han har med sin eksplicitte velvilje over for Putin også skandaliseret sig selv i den tyske offentlighed.

En anden prominent tysker i spidsen af Nord Stream-projektet er dets direktør, Matthias Warnig, der om nogen må siges at have haft en fortid som “Ruslandsversteher“: Warnig tidligere tjans som spion for Stasi, Østtysklands efterretningstjeneste, er nemlig velkendt. Warnig spionerede mod vesttyske virksomheder, bl.a. Dresdner Bank AG, som han senere arbejdede for som økonom. Han er angiveligt også en del af Putins indercirkel.

Warnig har selv udtalt, at de to mødte hinanden i Sankt Petersborg i 1991, da Putin arbejdede for byens borgmester. Ifølge den mere uofficielle version (der altid er bedre), går deres bekendtskab dog længere tilbage; til tiden under den kolde krig, hvor de to samarbejdede om at rekruttere Vesttyske borgere til KGB.

Tyske-russiske forbindelser eller ej: Så længe Putins aggressionstrussel mod Ukraine står på, kommer der ikke til at flyde gas i rørene på bunden af Østersøen. Tysklands moderne Ostpolitik gjorde Nord Stream til en økonomisk mulighed. Men projektet er nu endt som en afgørende energistrategisk brik, der også er blevet Tysklands udenrigspolitiske migræne. /Jakob Matthiesen

Jakob Matthiesen, cand.mag, er lektor på Københavns Professionshøjskole og freelanceskribent med en forkærlighed for Østeuropa.