PIG. Reel Pictures
Der er noget ved Nicolas Cages karakter i premierefilmen PIG, som vækker mindelser til selvtægtsmanden over dem alle, forfatter Heinrich von Kleists Michael Kohlhaas (1933). Her vælger hestehandleren Kohlhaas at ty til voldelig selvtægt for at få oprejsning inden for et system, der grundlæggende ikke er hans at kontrollere. I mødet med et uretfærdigt og uigennemsigtigt bureaukrati, opsiger han så at sige samfundskontrakten og nægter at tegne inden for stregerne.
I PIG har trøffeljægeren Robin Feld (Nicolas Cage) for længst opgivet den slags stregtegning. Som en anden Henry David Thoreau har han kun hån til overs for bylivet. Fjernt fra al teknologi bor han i en skov med en trøffelgris som sit eneste selskab. Sammen ernærer de to sig ved at sælge eksklusive trøfler til den snothvalpede restaurantmellemmand Amir (Alex Wolff), der hver onsdag bryder illusionen om deres tidløse liv i naturen, når han ruller ind i sin gule sportsvogn for at købe ugens fangst. Den følelsesmæssigt forhærdede eneboers livsbane ændrer sig, da den værdifulde gris en nat bliver stjålet, og han med Amir som sin ufrivillige kompagnon sætter alt ind på at få den tilbage.
Sammen kæmper de to sig gennem Portland, hvor alle på hver deres måde lever i en verden af i går. I kældrene under det restaurantmiljø, som Feld engang var regent af, blomstrer et hemmeligt Fight Club-agtigt miljø. Her tæver mændene hinanden, og prisen på deres hoveder fastsættes på baggrund af deres status i samfundet. Amir, der på overfladen tager sig ud som en historieløs og forkælet milliardærsøn, lever i en nostalgisk længsel med klassisk musik som bagtæppe. Og ligesom sin nemesis, Portlands største trøffelsælger, sidder Feld også selv fast i fortiden.
På mange måder hersker der en bedaget stemning i PIG. Den subtile økokritik er ikke cutting edge. Kontrasten mellem by- og landboere virker en anelse karikeret. Historiens komposition er så simpel og budskabet så tilpas banalt, at PIG egentlig ikke burde fungere. Måske er det netop derfor, at den gør det.
Spis min gris
Et reelt nybrud er nemlig, at Robin Felds selvtægtsfortælling har fået et anderledes og sårbart motiv. Det skorter ikke ligefrem på historier om vrede, utilpassede mænd, der føler sig (og måske bliver) røvrendt af samfundet og derfor tager sagen i egen hånd (tænk Joker, Fight Club og Taxi Driver). Feld har af personlige årsager meldt sig ud af ræset, og det er kærlighed, der får ham til at ruske op i samfundsordenen. Men bedst som der er lagt op til voldelig konfrontation med det omkringliggende skodsamfund, gearer filmen i stedet ned.
PIGs underspillede kvaliteter kommer for alvor til syne i en af filmens nøglescener, der i øvrigt (og uden at røbe for meget) er som revet ud af drejebogen til Disney-filmen Ratatouille. Man kunne snildt have benyttet sig af større armbevægelser til at understrege de psykologiske implikationer. Men med mesterlig kontrol i både skuespil og direktion, spiller scenen sig ud som et følelsesmæssigt slow burn.
Mådeholdet er karakteristisk for alle skuespilpræstationerne og for PIGs billedside. Effekten er en aura af uforudsigelighed, der lægger sig om hele filmen og får de relativt velkendte tematikker til at glinse som friske ar på sjælen. Selv ikke den klassiske hjem-ude-hjem fortælling fremstår specielt gennemskuelig.
Som den svampetærte Feld nænsomt tilbereder til sig selv og sin gris, er filmen lavet med overordentlig opmærksomhed på de enkelte komponenter. Man fortaber sig i detaljen, og det er måske netop derfor, filmens forløb er svært at regne ud. I al sin velkendthed er PIG en grundlæggende mystisk og helt igennem velspillet film. /Asta Kongsted