Yves Herman/AFP/Ritzau Scanpix
Til topmødet mellem Den Europæiske Union og Den Afrikanske Union, der begyndte i går, afsluttede Ursula von der Leyen sin velkomsttale med det afrikanske ordsprog: “Hvis du vil gå hurtigt, gå alene. Hvis du vil gå langt, gå sammen.“ I salen foran hende sad statslederne fra EU og Afrika med små versioner af deres flag foran sig, som var det en kollektiv fødselsdagsfejring. Men på trods af to årtiers samarbejde mellem unionerne, var der nu ikke meget at fejre. Topmødet blev afholdt efter at være blevet aflyst og udskudt 16 måneder på grund af coronapandemien. Og da de europæiske og afrikanske statsledere og repræsentanter fra begge unioner endelig blev samlet, stod pandemien fortsat højt på den lange dagsorden.
Forventningerne har ellers været store. Da Ursula von der Leyen blev præsident for Europa-Kommissionen i 2019, lagde hun op til et nyt kapitel i EU’s forhold til Afrika. Hun tog til Etiopiens hovedstad Addis Ababa for at indlede den nye begyndelse som “lige partnere“ med en “fælles vision“. Men plottet tog hurtigt en anden drejning. I lyset af en grænseløs pandemi, tegnede EU alligevel grænserne op og holdt indædt fast på behandlingsudstyr, vacciner og patenter. Det er halvandet år siden, at Verdenshandelsorganisationen (WTO) første gang appellerede til en midlertidig ophævelse af patenterne på Covid-19 vacciner for at muliggøre vaccineproduktion på bl.a. det afrikanske kontinent og sikre den globale adgang til dem. Så sent som i mandags fastholdt EU sin position. En beslutning, der bliver ved med at bevise, at EU altså hellere vil gå hurtigt end langt.
Sydafrikas præsident og tidligere forperson for AU, Cyril Ramaphosa, har længe været det afrikanske kontinents mest højlydte stemme, når det har drejet sig om vaccineulighed. Da verdens rigeste lande – herunder de europæiske lande – opkøbte alle vaccinedoserne til sig selv, kaldte han det for “vaccine-apartheid“. Lige nu er mindre end 12 pct. af den afrikanske befolkning blevet vaccineret, sammenlignet med 71 pct. af den europæiske befolkning. Økonomen Mariana Mazzucato mener, at det er “den største moralske fejltagelse i vores tid“, og en katastrofe, der medfører både sundhedsmæssig og økonomisk kollaps. Med parafraserede ord: I en verden, hvor offentlige midler finansierede den forskning og innovation, der muliggjorde den hurtige udvikling af coronavaccinerne, skal privat profit ikke stå i vejen for den globale folkesundhed.
Guld og grønne skove
Mødedagsordenen er lang, og pandemi-håndtering er ikke det eneste, der haster. Da statsminister Mette Frederiksen (S) (der har en kandidat i Afrikastudier) tog afsted til Bruxelles, pakkede hun sin nye grønne hat og sin “kærlighed til Afrika“. Som medvært for et indlæg om klima, grøn energi, digitalisering og transport, stod hun i spidsen for topmødets grønne diskussion. Men kærlighed er ikke nok i coronaens tid. Og heller ikke i dette klima. Det sjette topmøde mellem de to unioner foregår på samme tid som begyndelsen på det, forskerne kalder den sjette masseuddøen. Både plante- og dyrearter uddør med uhyggelig hastighed over hele kloden, mens klimaforandringer bliver til sikkerhedsudfordringer.
Derfor har EU også forpligtet sig til en økonomisk aftale og milliardinvestering, der skal sikre infrastruktur, uddannelse og bæredygtig økonomisk udvikling på det afrikanske kontinent. I Afrika spirer håbet bl.a. i form af den Store Grønne Mur, der er under konstruktion. Muren af træer og planter skal strække sig på tværs af kontinentet fra Senegal til Djibouti og fungere som en barriere mod klimaforandringer ved at adskille den tørre Saharaørken fra den mere fugtige sydlige savanne. I modsætning til uddelingen af vacciner, er EU’s egeninteresser dog noget mere tydelige ved den omfattende investeringspakke.
EU håber at overhale Kina indenom og blive den mest pålidelige partner for Afrika. Derudover håber de europæiske lande, at afrikanske befolkninger kan søge ly for både klimaforandringer og sikkerhedsudfordringer under deres egne træer i stedet for at migrere til Europa. På trods af von der Leyens lånte ord, lader det til, at EU kun vil gå hånd i hånd sammen med AU, når Europa vælger destinationen. I sidste ende nytter det næppe at love guld og grønne skove, hvis man samtidig gemmer vaccinerne i egne dybe lommer. /Emilie Ewald