Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Der er kun én konstant i den franske valgkamp, og det er Emmanuel Macron. Præsidenten, der vandt sidste valg på at være en forenende centrist, rammer lige nøjagtigt så bredt med sin “centrum-venstre-centrum-højre“-politik, at han siden i sommer har stået til at få en fjerdedel af stemmerne ved det kommende præsidentvalg. Nu tyder alt på, at netop dén strategi kommer til at vinde ham posten endnu en gang – uanset modkandidat og endda på trods af, at 47 pct. af den franske befolkning stadig ikke ved, hvem de vil stemme på.
Helt officielt har Macron endnu ikke meldt sig ind i ræset. Det haster dog heller ikke, for præsidentens hidtil mest lovende udfordrer, republikanernes Valérie Pécresse, har øjensynligt lige løbet panden mod muren. På sit første store vælgermøde fik Pécresse i noget af et freudian slip refereret til den racistiske konspirationsteori om “den store udskiftning“ i en tale, der i sig selv var så uinspirerende, at den spås at koste hende resten af valgkampen.
I et forsøg på krisehåndtering blev konspirationssvipseren fjernet fra den officielle video, men der gik ikke mere end et par timer, før Pécresse stod i merde til halsen med kritik fra alle sider. Det hjælper heller ikke, at flere medlemmer af hendes eget parti hellere vil stemme på Macron, efter den tidligere præsident og fængselsdømte Nicolas Sarkozy er citeret for at have udtalt, at han ikke nærer nogen tillid til Pécresse.
En, der til gengæld har haft gavn af miseren, er Rassemblement Nationals Marine Le Pen. Med inddragelsen af konspirationsteorien rykker Pécresse nu ned under polemikeren Éric Zemmour i meningsmålingerne. Imens fremstår Le Pen som højrefløjens eneste “pålidelige“ kandidat – i den forstand, at hun ganske vist går til valg på en fremmedfjendsk og nationalistisk politik, men i det mindste ikke går rundt med sølvpapirshat.
#MacronLeFou
I det store udland har Macron i de sidste uger spillet rollen som demokratiets vogter. Han har siddet til langbords med Putin, ligesom han har ageret vært for flere afrikanske ledere fra Den Afrikanske Union i et forsøg på at løse problemet med islamisme i Sahel-området. Hjemme i Frankrig er stemningen dog anderledes lunken, efter der i forrige weekend udspillede sig demonstrationer over hele landet i en fransk pendant til den canadiske antivaxxer-blokade kendt som “Frihedskonvojen“.
I Paris var intet mindre end 7.200 politibetjente mødt op til at håndtere de ca. 7.600 demonstranter, hvilket resulterede i 54 anholdelser. De efterfølgende dage begyndte videoer at florere, hvori politiet viste voldelig og konfliktoptrappende adfærd. Den demokratisk afvigende politiindsats fik straks hashtagget #MacronLeFou (Macron den gale) til at trende på Twitter.
Under Macron er forholdet mellem politi og demonstranter blevet væsentligt forringet – og det ikke uden grund. Efter de voldsomme optøjer med De Gule Veste begyndte i 2018, og som allerede året efter havde resulteret i over 4.400 sårede, er forholdet blevet så anspændt, at politideltagelsen til demonstrationer har været skærpet for at undgå en gentagelse.
En af årsagerne til den massive tilstedeværelse af betjente i forrige weekend var da også, at demonstrationen var erklæret ulovlig på forhånd. Politiets brutale adfærd skyldes ligeledes tilstedeværelsen af grupper af demonstranter – de såkaldte black blocs – som udelukkende deltager for at slås og som eskalerer en i forvejen anspændt situation.
Problemet med politiet kommer dog tilsyneladende også højere oppe fra – og hashtagget #MacronLeFou, der primært bruges af højrefløjen, vidner om en mærkbar indenrigspolitisk anspændthed mellem det franske folk og Macrons regering.
Præsidentens mand
En af de mest kontroversielle skikkelser i Macrons stab er således indenrigsministeren Gérald Darmanin, der har siddet på posten siden 2020. Her har han gjort sig bemærket som hovedansvarlig for politistyrkens hårde linje – et image, der ikke bliver bedre af, at han forfølges af den ene højprofilerede skandalesag efter den anden.
Politisk lægger Darmanin sig tættere op ad Le Pen end Macron. Han har også både beskyldninger om homofobi og sexisme hængende over hovedet. Og udover at være kommet med en del polemiske udtalelser i forhold til indvandrere og den fransk-muslimske befolkning, har han også været anklaget for voldtægt og for at have udnyttet sin position som borgmester til seksuelt misbrug af flere kvinder.
Men ingen dom, ingen konsekvenser. På trods af protester fra flere hundrede kvinder, dømte Macron ham egnet til et af landets højeste hverv. Og herfra har Darmanin altså sat en stram “lov og orden“-kurs, der også inkluderer indenrigsministerens uforbeholdne støtte til et kontroversielt lovforslag fra 2020 om at ulovliggøre at filme politibetjente.
Groft sagt: Det mest bemærkelsesværdige ved Gérald Darmanin er hverken hans sager om overgreb, det faktum, at han har overtrådt menneskerettighedskonventionerne eller den shitstorm, han nu befinder sig i, efter at have bedt en kvindelig studievært om at “calme-Vous, Madame“. Nej, det er derimod, at Macron har stået ham bi hele vejen igennem.
Fem år encore
Selvom fransk politik har taget en markant højredrejning siden 2017, betyder det ikke nødvendigvis, at franskmændene er trygge ved tanken om at stemme en erklæret højreradikal ind i Palais de L’Élysée. Igen vil det formodentlig lykkes Macron at præsentere sig som det bedste valg, alene på argumentet om, at han trods alt er bedre end Le Pen og resten af højrefløjsbanden. Imens er venstrefløjen blevet smidt helt ud i kulden – Macrons “forenende“ politik til trods.
Med velklingende løfter om ligestilling og grøn energi – løfter, der lader til at have evighedsudsigter – præsenterer Macron sit Frankrig som et foregangsland udadtil. Men som dissonansen mellem demonstranter og politi illustrerer, er indenrigspolitikken altså blevet anderledes bagudskuende og reaktionær. I sit dobbeltspil pendulerer han således konstant imellem to roller; statsmanden og hardlineren, humanisten og populisten. Det er som i Oscars Wildes fortælling om Dorian Gray: Macron kan beholde sit tillokkende og vellidte ydre ude i verden, imens hans portræt og sjælen derhjemme langsomt fordærves.
I en rundspørge fra oktober sidste år var det kun en fjerdedel af befolkningen, der mente, at Frankrig ikke var i forfald (hvordan det så end skal tolkes). Og selvom Emmanuel Macron ikke nævner “den store udskiftning“ eller bruger den samme “lov og orden“-retorik som hans modstandere, er valget af Darmanin som indenrigsminister alligevel et billede på regeringens forvitring. Macron fører sig fortsat frem som demokratiets superstjerne, men hans præsidentskab har mistet stråleglansen. /Astrid Plum